RIYADH - Kvarteret rundt om det kongelige hof i Riyadh ligger øde hen fredag eftermiddag. Bag hundreder af høje mure og enorme jernporte bor Saudi-Arabiens kongelige familie og mange af landets ministre. Bag en af portene, som ikke er markeret med andet end et skilt med teksten 'Villa 10', bor Abdullah A. Alireza, når han er i Riyadh. Han kommer fra Jeddah på Rødehavskysten, hvorfra han driver sit enorme forretningsimperium, men det meste af ugen tilbringer han i Riyadh, hvor han tjener som minister uden portefølje i det saudiarabiske ministerråd. Rådet rådgiver kongen og består af 20 medlemmer. Kun to har religiøs baggrund, otte er fra kongefamilien, og resten kommer fra det civile samfund.
Abdullah A. Alireza er meget tæt på magten i Saudi-Arabien, men han er ikke enig i den måde, den bliver brugt på. Fra sin position tæt på landets enevældige konge taler han for reform og demokrati, og det gør han ikke for døve øren.
"Du vil ikke tro det. De mennesker, der leder den store forandring og fremskridt i Saudi-Arabien, er kongen og den kongelige familie. Og de er langt mere progressive over for forandring end den almindelige befolkning. Men hvis man gør det for hurtigt, så kan ens støtter ikke følge med. Folk i Vesten kan ikke, eller vil ikke, eller er ikke villige til forstå, hvad der foregår i kongeriget," siger Abdullah A. Alireza.
Ud fra den gængse opfattelse i Vesten er det let at afvise ministerens synspunkt som et udtryk for, at han netop er minister og meget tæt på kongen. Men ifølge vestlige diplomater og journalister i Saudi-Arabien er det ikke ved siden af at tale om Kong Abdallah som en af de mest reforminteresserede i kongeriget.
"Jeg har skrevet noget lignende i en af mine indberetninger," siger en højtstående diplomat fra Europa.
Enigheden mellem ministeren og diplomaten rækker imidlertid også til, at det er en uhyre svær opgave, kongen og hans ligesindede er kommet på. Ikke så meget på grund af de stærke religiøse institutioner i Saudi-Arabien, men mere fordi endog meget store dele af landets befolkning slet ikke er klar til at omfavne demokrati og reform.
"Det er ikke sådan, at de ikke vil have forandring," siger Abdullah A. Alireza.
"De vil gerne have forandring, men i et afmålt tempo og i overensstemmelse med deres kulturelle og følelsesmæssige grundlag. Vesten tager fejl, hvis de tror, at de kan demokratisere, og hvis de tror, at valg i sig selv er et demokrati."
Ali er 33, far til tre piger i alderen 14 dage til 15 måneder, og tilhører tydeligvis Saudi-Arabiens store konservative, men ikke nødvendigvis dybt religiøse flertal. Han bor i Riyadh, har fast arbejde og har flere gange været i Dubai og i Thailand. Mens han fortæller om sine ture, smiler han på den måde, mænd smiler på, når de taler om sex uden at sige det direkte. Man forstår, at han for at foragte synden har været nødt til at lære den at kende.
Siden han blev gift, har han ikke været af sted, og i dag mener han, at det saudiarabiske system er det bedste til at regulere forholdet mellem kønnene. Europæerne har mange gode ting, mener han, men på det område kunne de lære noget af Saudi-Arabien.
"Når kvinder går tildækket, gør det ægteskabet stærkere, fordi mand og kvinde på den måde har noget særligt sammen. Hun gemmer sig til ham," fortæller han over en kop te og en juicecocktail på en cafe i Riyadh.
"Hvis de ikke gik tildækket, ville alle kunne se deres kroppe og ansigter, og mænd ville måske synes, at andre kvinder var smukkere end deres egen kone, og kvinderne ville måske falde for mændenes tricks."
Han har derpå en længere forklaring, der begynder med, at kvinderne ville lade sig forføre og i sidste ende vil det føre til, at aids bliver spredt i samfundet.
Middelklasse på vej
I Vesten er det mere end svært at mønstre den fornødne tålmodighed med det saudiarabiske reformprogram. Landet fremstår stadig som et underligt paradoks af hypermoderne byer og et dybt middelalderligt samfund med et drakonisk og uforudsigeligt retssystem, og ikke mindst en nidkær adskillelse af mænd og kvinder, der i særlig grad går ud over kvinderne. Grundlæggende er kritikpunkterne mod Saudi-Arabien de samme i dag som for 30 år siden, men spørger man Abdullah A. Alireza er der ikke andet at gøre end fortsat at være tålmodig.
"Kulturel forandring er ekstremt svær at opnå med et fingerknips," siger han.
"Det kan ikke opnås af folk i Europa eller USA, der gerne vil se det ske fra den ene dag til den anden. De demokratiske bevægelser må komme indefra, og ikke fordi folk udefra har ønsket, det skal ske. Den demokratisering, som USA vil have os til at lave, fører til intet mindre end kaos. Hvis vi skal bevæge ting fremad i form af sociale eller politiske reformer, er nøglen, at vi får økonomien til at bevæge sig, så folk deltager i den økonomiske udvikling af landet. Når de gør det, har man opbygget en middelklasse, og middelklassen har af natur en andel i systemet og er med til at bygge det op. Hvis vi flytter os for hurtigt, vil vi få problemer med ekstremerne på begge sider. Både til højre og venstre."
Evolution, ej revolution
Dr. Khalil A. al-Khalil er akademiker og medlem af det saudiarabiske 'parlament', Shura-rådet, der også har en rådgivende funktion i forhold til kongen. Heller ikke han er en, der har ladet sig udpege blot for at tale kongen efter munden. Dr. Khalil A. al-Khalil siger sin mening ligeud, og han garanterer, at han også gør det over for kongen selv og de mange arabiske medier, der jævnligt spørger om hans mening.
"Vi har en stabil regering, men ikke en demokratisk," siger han.
"Der sker dog fremskridt hvert år. Det er ikke de samme saudere, man ser i dag, som for tre år siden. Selv om den kongelige familie er liberal, kan man ikke ændre alt på en dag. Det tager generationer. Strategien her er at ændre samfundet fredeligt og gradvist. Evolution, ikke revolution. Sker det, vil regeringen få succes, hvis ikke, så går det som for shahen i Iran, der ville gøre landet vestligt. Det førte til, at der blev lavet revolution imod ham."
At ting tager tid i Saudi-Arabien, er også en konsekvens af, at kongefamilien bevarer sin legitimitet gennem konsensus. Ifølge den amerikanske journalist og forfatter Sandra Mackey, der har boet i Saudi-Arabien i flere omgange, er det ikke kongens fornemste opgave at styre per dekret. Hans opgave er at opnå konsensus mellem de mange forskellige befolkningsgrupper, der både deler sig efter deres økonomiske forhold, deres region og deres stamme, skriver hun i sin bog The Saudis - Inside the desert kingdom.
Vi har været langsomme
Minister Abdullah A. Alireza peger på, at der er sket fremskridt på det sociale og kulturelle område i Saudi-Arabien, selv om de kan være svære at få øje på for vestlige øjne.
"Folk har nu større frihed til at gå ud på restauranter, storcentre, de møder folk, og de interagerer meget mere end før. I Saudi-Arabien har næsten to tredjedele af befolkningen en mobiltelefon. Det i sig selv tillader mere kommunikation og gør, at folk taler om det, der sker. Den interaktion er ekstremt vigtig. Det er kommunikation, og kommunikation er nøglen til al politisk, økonomisk og social udvikling."
Både ministeren, shura-medlemmet og mange andre i Riyadh fremhæver, at Saudi-Arabien på mange måder først begyndte at udvikle sig for 30 år siden, da olieboomet tog fart. På den tid var den højeste bygning i Riyadh det lokale vandtårn og størstedelen af landets befolkning var nomader i ørkenen. I dag er Riyadh en millionby med skyskrabere og multisporede motorveje, der jævnligt sander til med store, nye biler. Saudiaraberne har således i meget høj grad taget den vestlige materialisme og forbrugskultur til sig, men værdierne er ikke fulgt med.
"Det materialistiske liv er let at overføre. Hvis man har penge, kan man hente firmaer ind til at bygge veje, lufthavne og huse," siger Khalil A. al-Khalil fra Shura-rådet.
Og det er lige præcis, hvad der er sket. Alt det, Saudi-Arabien har i dag på den materielle front, har de fået med hjælp udefra. Da olieboomet kom, havde landet nærmest ingen af den ekspertise, det havde brug for. Både til det strategiske og det praktiske blev udlændinge hentet ind.
"Saudiaraberne har hverken opfundet, bygget eller planlagt noget. De har bare betalt," siger en vestlig journalist, der på nærmeste hold har fulgt udviklingen i Saudi-Arabien de seneste 10 år.
Efter cafebesøget kører Ali gennem byen og stopper ved stormagasinet Euromarche. I en af musikbutikkerne går han målrettet efter et bestemt bånd, han har ledt efter. Derefter kører han ned ad Prins Mohammed bin Abdul Aziz-gaden, der med sine seks-otte spor skærer ned gennem byen, der i nattemørket lyser og stråler som storbyer skal.
Hans nye bånd hedder Everlasting Love Songs 3, og første nummer, der flyder ud ad højttaleren, er 'Endless love' med Lionel Ritchie og Diana Ross.
Det er klart som ørkenluft, hvor komplekst det saudiarabiske samfund er.
