Læsetid: 2 min.

...

27. september 2005

Det er som en fornemmelse: Vi ved, hvad vi taler om, men vi kan ikke sætte ord på. Man har brugt betegnelsen 'indvandrer', men det passer ikke, for svenskere er også indvandrere. Og det er ikke dem, man snakker om. Der har været henvist til 'de etniske'. Men den er gal, for vi er alle etniske, og de sidste ti år har det politiske Danmark haft travlt med at forsikre, at vores danske kultur, værdier og arv er vigtig. I pædagogiske kredse har vendingen 'de tosprogede' været forsøgt. Men problemet med mange af dem er, at de netop ikke er tosprogede. De er for dårlige til dansk. Velmenende sprogmagere har lanceret udtrykket 'nydanskere', men det er lidt for sammensat og mange af dem har jo været her i generationer. De samme indvendinger rammer det ellers populære forsøge på at definere dem som 'udlændinge'; man forstår igen betydningen, men da et andet problem er, at mange af dem har opnået dansk statsborgerskab, diskvalificerer den betegnelse også sig selv.

Det er en meget ulykkelig tilstand. Især nu hvor landets kulturminister har proklameret 'kulturel oprustning' og ny 'kulturkamp'. Det danske er ifølge minister Mikkelsens tale på det konservative landsråd søndag en særlig plante fremvokset i en specifik muld: "En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu er engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk."

Vi danskere er ikke bare et historisk fællesskab, vi danskere er heller ikke bundet sammen af en forfatning eller en velfærdskonsensus. Vi er en organisme. Det er nationalromantik og biologiske metaforer blandet sammen. Nu er det moderne ikke længere et ideal, der betyder, at man i fællesskab kan diskutere sig frem til enighed og afklare uenighed og overlade afgørelsen til det bedre argument. Brian Mikkelsen bruger det moderne som afgud, som en middelalderlig totem til at slå alle de andre i hovedet med.

Det er ulykkeligt for denne kulturkreds, at vi ikke har ord for de andre, der binder os sammen. Samme dag som Brian Mikkelsen brillerede med sin nye stammeromantik, sagde professor Jens Normann Jørgensen til Jyllands-Posten, at 'perkere' var den mest præcise betegnelse for den gruppe, vi ikke har noget ord for.

"Det må være en spøg", udtalte Bertel Haarder dagen efter: "Vi kan ikke gøre et skældsord til en officiel betegnelse."

Men der er ikke andre ord til betegnelse af denne gruppe. For det gælder bare om at samle de andre i en retorisk skraldespand. Så kan kulturministeren som en middelalderlig prædikant stille sig ovenpå den og trampe løs. Det afslører, at Danmarks problemer overhovedet ikke handler om 'multikulturalisme' og 'værdirelativisme'. For der er kun to kulturer i Danmark: Normalkulturen og afvigerkulturen, den rigtige kultur og alt det forkerte. Hvad siger det om os? Kan vi sætte andre ord på vores fællesskab end dem, kulturministeren brugte?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu