Læsetid: 4 min.

1. mig

1. maj 1997

FØRSTE MAJ "står mange mennesker skulder ved skulder", sang Benny Holst i Fælledparken dengang da 60'erne voksede ind i 70'erne. FØRST MIG, "resten er intethed", sagde en ung forsvarsadvokat 25 år senere til Der Spiegel, der lavede et helt temanummer om 90'er-samfundets "forvandling til en slagmark for egoister".
Den 1. maj 1997 lyder spørgsmålet: Taler disse to mennesker det samme sprog, selv om de taler for hver sin generation? Er forsvarsadvokaten i åndelig forstand et barn af friheds- og folkesangeren? Eller findes der tværtimod, et sted i historien fra 1968 til 1997, et afgørende brud?

ALLE DE mange mennesker, Benny Holst sang om og til, var tilsyneladende glade. Himlen var blå, øjnene klare og kærlige, børnene legede med balloner, bajerne gled ned sammen med de politiske paroler - Fælledparken og de andre majplæner landet rundt var som et impressionistisk søndagsmaleri af Sisley eller Renoir.
Men hvad med de mange unge mennesker, der en generation senere udtalte sig i Der Spiegels enquête? Er de lige så glade? Eller bare ligeglade? Hvem ved. Læser de det tyske ugemagasin regelmæssigt, vil de bl.a. vide, at himlen nu er blevet for blå til at man bør opholde sig ret længe i solen; at den globale arbejdsløshed vokser så gigantisk at ingen længere magter at stå skulder ved skulder; at et flertal af deres egen generation slet ikke får børn, fordi karrieren og identitetsplejen ikke giver plads til en familie. I "dansen om det gyldne Selv" foretrækker de fleste nemlig at bo alene. Bajere og balloner synes i dag at have fået en anden betydning: "Når jeg hører ordet samfund, kommer jeg til at tænke på et cocktailparty".

RELIKTERNE fra 68 giver denne moderne ungdom pokker i. Men dens aviser - i det omfang, den overhovedet læser nogen - insisterer trods alt på et opgør. Et mere angerfuldt 'brud' med venstrefløjens synder for 25 år siden. Det mærkværdige er bare, at stort set ingen angriber 68-bølgen dér, hvor dens virkninger stadig gør sig gældende. Opgøret er musealt. Det handler udelukkende om de afarter, der sympatiserede med kommunistiske regimer og terroristiske 'befrielsesbevægelser'. De fandtes, indrømmet, men har dog efter 1989 mistet deres sidste rest af betydning (selv om man godt kan undre sig over, hvor let Ole Sohn og Søren Søndergaard har det med deres egen historie). Sandheden er jo, at det også var på venstrefløjen, man dengang skulle finde solidariteten med de østeuropæiske dissidenter, kravet om diplomatisk brud med terrorregimer, forsvaret for ytringsfrihed og det ubetingede engagement for politisk demokrati.
Skal 68-generationen undgældefor sit politiske engagement? Eller havde den andre, mere fatale skavanker?

VELKOMMEN, sagde 1. maj dirigenten for 25 år siden. Og så begyndte Benny Holst: "Det stærkeste menneske i verden er dig. Det stærkeste ord i verden er nej." De vers gik lige ind. I al deres tvetydighed kan de stå som et emblematisk udtryk for ånden fra 68:
På den ene side faderoprøret mod vækstsamfundets og velfærdsstatens gründergeneration: de sidste patriarker i erhvervsliv og forvaltning. Alt det antiautoritære, der siden blev til herskende pædagogik i institutionssamfundet: "Lige med ét si'r Osvald: NEJ! - han bli'r selv helt forskrækket"; men de andre aber blir bare glade og aber efter, så den store tyran-bavian til sidst må pille sin pels selv, og alt bliver godt i abeland.
På den anden side den grænseløse selvrealisering. Anders Fogh Rasmussen og vores selvcentrerede forsvarsadvokat kan næppe ønske sig nogen klarere formulering af deres frihedsbudskab end dette: "det stærkeste menneske i verden er dig". Er der noget, 68-ånden og 97-ånden har til fælles, er det dyrkelsen af det enkelte menneske, som ikke anerkender nogen myndighed højere og stærkere end det selv. Og som derfor - fra kommunistiske revolutionssekter over socialdemokratiske lønegoister til liberalistiske markedsfanatikere - kan føle sig fri til at håndtere sit medmenneske instrumentelt.

EFTERHÅNDEN blev Aben Osvald mainstream, selv i bankverdenen. Til gengæld kan den instrumentelle fornuft i dag mønstre et nyt revolutionsparti: Vor tids sande revolutionære er de politikere, embedsmænd og økonomiske eksperter, der med vold og magt vil gennemtvinge en fælleseuropæisk valuta, selv om alle økonomiske realiteter taler imod det. Af hensyn til et politisk idealprojekt er de rede til at spille hasard med Europas økonomiske stabilitet og den jævne mands fremtid. I en situation, hvor de sociale spændinger vokser faretruende - kapitalanlæg og aktieudbytter sætter stadig nye rekorder, det samme gør udstødningen fra arbejdsmarkedet - tænker denne elite kun på sit Store Spring Fremad: euro'en. Man skal tilbage til maoismens diktatur for at finde en tilsvarende foragt for almindelige menneskers livsbetingelser og den kulturelle arv. Endnu en eftervirkning fra 68.

LEDENDE eurokrater følger i dag spændt valget til det britiske Underhus, som de håber vil lette deres revolutionære projekt. De håber forgæves. Tony Blair har i de seneste år vendt op og ned på britisk politik netop ved at insistere på den kulturelle arv; det nye Labour hævder, at samfund ikke kan bygges på først mig tankegangen, og at ja undertiden kan være et stærkere ord end nej. Af samme grund beskylder desillusionerede kynikere, røde og sorte i kor, Blair for et 'forræderisk ryk mod højre'. Hvilket kun er rigtigt, hvis liberalismens og socialismens projektmageri står 'til venstre'.
Endnu ved ingen, om Labour ved magten kan virkeliggøre idéerne fra Labour i opposition. Men hvis det lykkes, vil 1. maj 1997 blive datoen, hvor de gamle klichéer 'højre' og 'venstre' åd deres sidste nadver. Det er dagens gode håb.

birk (Klavs Birkholm)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her