DER FINDES ikke mange store politiske temaer, der som ØMU'en i den grad har savnet folkelig appel. Det kan vise sig at blive fatalt i det kommende tiår. Når og hvis projektet realiseres, vil "hensynet til ØMU'en" i mange lande blive den mest anvendte politiker-forklaring på alt det, der ikke er råd til. Og det vil for de deltagende lande skabe en situation, hvor økonomiske balanceproblemer umiddelbart vil vise sig i form af arbejdsløshed.
Alt dette kan der delvist argumenteres sagligt for. En fælles valuta kan spare virksomheder for besvær og usikkerhed og være et redskab til at sikre økonomisk selvdisciplin og et sundt husholdningsbudget i medlemslandene. Men i dag er der en udbredt vælger-skepsis overfor projektet i de fleste EU-lande. Især i Nord.
DE REGERINGER, der alligevel tromler beslutningerne igennem, har dermed lagt grunden til et dristigt politisk eksperiment. For det første kan der ikke udstedes garantier for den kommende valutaunions stabilitet. Og når ØMU'en senere bliver brugt som argument for upopulære budgetnedskæ-ringer i de enkelte lande og som forklaring på store regionale arbejdsløshedsproblemer, kan den politiske temperatur hurtigt nærme sig kogepunktet. Vi har senest set et forvarsel i form af den budgetkrise og de protestbølger, som den franske regering oplevede, da statsbudgettet skulle tilpasses ØMU'ens krav.
Netop derfor er det farligt for hele EU-konstruktionen, at det politiske forarbejde til ØMU-projektet har været så jammerligt. I den sammenhæng er det blot en parentes, at vi herhjemme var vidne til et forløb, hvor vi først i årevis fik at vide, at en valutaunion var noget helt urealistisk - nærmest et nyt skræmmebillede fra unions-modstanderne.
DET HANDLER faktisk om dette ti-års måske væsentligste beslutning i europæisk politik. Det handler om et projekt, som vil fastlægge helt grundlæggende spilleregler for politik og økonomi langt ind i det tyvende århundrede. Og det handler om, at Danmark kan sige nej til at være med nok så mange gange - det ændrer ikke på, at projektet får afgørende betydning for os.
Den officielle startdato den 1.januar 1999 er ikke længere ønsketænkning forbeholdt unions-elskere. Selv på de finansielle markeder, der ellers skånselsløst skyder utroværdige valutakonstruktioner i stumper og stykker, har man de seneste måneder kunnet spore en voksende tiltro til, at tidsplanen rent faktisk vil holde.
På Dublin Castle sidder EU's finans- og økonomiministre så i dag bænket for at diskutere teknikken i det store projekt: Realiseringen af Den Økonomiske og Monetære Union. Deres dagsorden nærmest emmer af kedsommelige fagudtryk. Men bag teknikken ligger de politiske dramaer og ulmer.
PÅ DEN hjemlige politiske scene har vi ikke set meget til dette drama siden Edinburgh. De største pip i den seneste ØMU-debat er kommet fra Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen og kommissær Ritt Bjerregaard, som på hver deres facon har søgt at forklare befolkningen og regeringen, at det bliver til skade for lille Danmark, hvis vi ikke opgiver vores Edinburgh-forbehold overfor den fælles valuta.
Advarsler om, at det vil koste Danmark dyrt at stå udenfor, har dog næppe gjort indtryk på de skeptiske danske vælgere. I følge en Sonar-undersøgelse som Jyllands-Posten offentliggjorde i går, vil 51 pct. af vælgerne fortsat stemme imod en fælles mønt. Kun 31 pct. er rede til at sige ja.
Set fra en snæver dansk synsvinkel er der da også mange gode argumenter for at vente og se, hvad det store projekt udvikler sig til. Danmark får først på længere sigt større problemer ved at stå udenfor. Og hvis ØMU'en skulle udvikle sig til en stærk og stabil valutazone - med de betydende EU-medlemmer som trofaste medlemmer - så burde det jo ikke til den tid være svært at overbevise de danske vælgere om valutaunionens lyksaligheder.
Indtil da er der isoleret set ingen ulykke i, at Danmark nøjes med at bekende sig til en fortsat stabil kronekurs - og søger at lave en konstruktion, hvor kronekursen kun vil svinge med få procent i forhold til en kommende Euro.
I DUBLIN diskuteres der spilleregler. Hvordan sikrer man den løbende budgetdisciplin? Skal der laves et bødesystem for de formastelige overforbrugere? Hvordan regulerer man forholdet mellem de EU-valutaer, der er med, og dem, der står udenfor?
Hele dette aftalesæt befinder sig i den afgørende forhandlingsfase. Og samtidig gør de enkelte kandidat-lande sig de største anstrengelser for at lave 97-budgetter, der lever op til ØMU-kravene med hensyn til budgetunderskud og statsgæld. De tekniske krumspring der laves i de enkelte lande - senest med overførslen af 37,5 milliarder franc fra France Telecom til den betrængte statskasse - varsler imidlertid ikke godt for det planlagte fællesskab. Det er et alvorligt faresignal, at forsøgene på at omgå regler og økonomiske krav allerede er i fuld gang.
Skal ØMU'en overhovedet føre noget godt med sig, er det helt afgørende, at der reelt kan skabes en konstruktion byggende på økonomisk soliditet og politisk tillid. Skræk-scenariet er en ØMU, der med nød og næppe bliver banket sammen - for derefter at bryde sammen for det indre pres efter overgangen til den fælles valuta. Det er trods alt kun tre år siden, at markedskræfterne sidst tog livet af et valutasamarbejde i EU. Et sådant sammenbrud efter overgangsdatoen vil blive et politisk mareridt for Europa.
mol (Jacob Mollerup)
