Læsetid: 5 min.

Efter 10-15 års racisme mod det muslimske mindretal er vi nu begyndt at forstå

Vi har en tendens til at forveksle en hård og skinger debattone med reel samfundskritik, mener formanden for Dansk Sociologforening, Rasmus Willig. Han håber, at Muhammed-krisen kan føre til en nødvendig diskussion om, hvordan vi skal håndtere et stadig mere multikulturelt samfund
27. februar 2006

Vi har de sidste 10 år stirret os blinde på en ensidig fortolkning af ytringsfriheden, hvor vi legitimerer en hård og stadig mere skinger debattone med retten til at sige, hvad som helst.

Det siger formanden for Dansk Sociologforening, Rasmus Willig, der mener, at vi alt for ofte forveksler hårde og krænkende ytringer med konstruktiv samfundskritik.

"Reel kritik har ikke en skid at gøre med at nedgøre og forhåne andre. Kritik hvor man i stedet påpeger inkonsistens i modpartens argumentationer, fungerer derimod i langt de fleste tilfælde langt mere overbevisende," siger Rasmus Willig.

"Men den form for kritik kræver arbejde - det andet kan man gøre på samlebånd."

Rasmus Willig har netop forsvaret ph.d.-afhandlingen Muligheden for kritik, hvor han stiller skarpt på den stadig mere overfladiske samfundskritik herhjemme.

Kritik udøvet på vegne af marginaliserede samfundsgrupper efter et ideal om at bringe mere oplysning med sig til gavn for samfundets udvikling får ifølge Rasmus Willig stadig dårligere kår. Blandt andet på grund af magthavernes øgede brug af spindoktorer og kommunikationskonsulenter. På den måde skifter kritikken nemlig magtforhold fra at tjene oplysningstidens idealer til at tjene til at maksimere og bibeholde egen magt.

Og det er en del af årsagen til, at debattonen på den politiske scene herhjemme er blevet stadig mere skinger i løbet af det sidste årti, forklarer Rasmus Willig. Det har ført til, at Danmark gang på gang er blevet skoset internationalt for tonen over for indvandrere.

To principper

Kritikken er imidlertid gang på gang blevet afvist af regeringen og Dansk Folkeparti med et, 'vi risikerer, at der sprænger en bombe i Danmark, hvis vi bare lader stå til med de alvorlige problemer med indvandrere her i landet'.

Med det i baghovedet har blandt andre forhenværende integrationsminister Bertel Haarder derfor flere gange slået fast, at vi for alt i verden ikke skal bedrive selvcensur som vore naive svenske naboer. Vi skal i stedet frit benytte os af vores ytringsfrihed til at sige lige, hvad vi har lyst til om indvandrere i Danmark - krænkende eller ej.

Men det er en dybt forenklet forståelse af ytringsfriheden, som i sig selv lægger en bombe under samfundsudviklingen, mener Rasmus Willig.

"Enhver samfundsteoretiker vil være enig i, at det ikke er muligt at regulere et samfund alene ud fra den universelle ytringsfrihed, hvor man må sige hvad som helst til hinanden, og hvor der er frit lejde til krænkelser af en medmennesker. Et samfund vil nemlig altid være belagt med nogle implicitte normer for god opførsel," siger Rasmus Willig.

Han forklarer, at der indenfor sociologien er bred enighed om, at ytringsfriheden er underlagt to principper: Det universelle princip om, at vi har friheden til at sige hvad som helst under ansvar og for loven og det kontekstuelle princip, der slår fast, at man har talefrihed på forudsætning af, at man ikke krænker andre.

"Man kan derfor ikke tale om enten eller, når det gælder ytringsfrihed - de to ting hænger sammen," siger Rasmus Willig.

Manglende forståelse

I Danmark har vi dog stirret os blinde på, at man under ytringsfriheden kappe gerne må køre en skinger og unuanceret debattone uden at lade sig mærke af, at ens udtalelser sårer andre, mener Rasmus Willig. Og det er en af årsagerne til, at en stor del af såvel landets magthavere som befolkningen i den grad har været urokkelige i deres forsvar for den universelle ret til at sige hvad som helst med henvisning til, at vi giver køb på vores ytringsfrihed, hvis vi undskylder for Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

"Vi har ureflekteret vænnet os til alt muligt under de rammer, der hedder: 'Jeg siger lige, hvad der passer mig'. Folk har simpelthen ikke haft på rygraden, at det altså også er en indbygget del af ytringsfriheden, at den også er normativt reguleret," forklarer Rasmus Willig.

Og det er en af årsagerne til, at sager om Muhammed-tegningerne er eskaleret til en regulær national og international konflikt med ambassadeafbrændinger og handelsboykot, som nogle af de mest dramatiske ingredienser, mener Rasmus Willig.

Den manglende forståelse for ytringsfrihedens 2. princip om at overholde visse normative regler har nemlig sat ild til dialogen og ført en meget sort-hvid debat med sig.

"Når man ikke har forståelse for det kontekstuelle princip, går man i skyttegraven og henviser hårdnakket til ytringsfrihedens universelle princip. Men dermed glemmer man den kontekstuelle del af ytringsfriheden, der hviler på gensidig anerkendelse og respekt," siger Rasmus Willig.

Han håber, at Anders Foghs afvisning af at mødes med de 11 muslimske ambassadører og den generelle overdrevne frygt for selvcensur på avisernes lederpladser, på den politiske scene og rundt omkring i folks dagligstuer skyldes "ren stupiditet".

"Det håber jeg i hvert fald, for det at referere ensidigt til ytringsfrihedens universelle princip er i bedste fald meget, meget unuanceret. I værste fald er det meget destruktivt. Man kan godt tale dårligt til hinanden i enhver henseende - så kan man bare ikke leve sammen i gensidig anerkendelse," siger Rasmus Willig.

Uforsonlig Fogh

Som han opfatter anmodningen fra de 11 muslimske ambassadører om et møde med statsministeren angående Muhammed-tegningerne, accepterer de ytringsfrihedens højeste princip om, at man må sige hvad som helst. Til gengæld har Anders Fogh været alt for uforsonlig.

"Som jeg ser det, ønskede ambassadørerne blot, at man i Danmark udviser respekt og forståelse for en bestemt befolkningsgruppe. De respekterer altså både ytringsfrihedens 1. og 2. Princip. Regeringen har derimod ikke forstået det 2. årincip om at mødes med henblik på en stabilisering af de gensidige anerkendelsesrelationer," siger Rasmus Willig.

Rasmus Willig mener imidlertid, at Muhammed-sagen efterhånden er ved at udvikle sig til lidt af en øjenåbner i forhold til, hvordan man kan bruge ytringsfriheden uden at forfalde til en unuanceret og skinger debattone:

"Først nu er folk begyndt at forstå, hvor langt man kan tillade sig at gå efter at have bedrevet 10-15 års substantiel racisme mod det muslimske mindretal," siger Rasmus Willig.

Han slår dog fast, at mange også stiller sig stejlt og bruger Muhammed-sagen som springbræt til at slå fast, at vi skal forsvare 'danske værdier' og 'ytringsfrihedens ukrænkelighed'. Men at dele sig op i uforsonlige fløje lukker af for en diskussion om Danmarks fremtid, som vi burde have taget for længst, mener Rasmus Willig.

"Jeg håber, at sagen om den hellige profet Muhammed kan føre til en diskussion af, hvad det vil sige at leve i et samfund, der er multikulturelt og multireligiøst. Vi kan nemlig ikke bremse for fremtidens udviklingspotentiale. Et forsøg på konservativ bibeholdelse kan ende med at blive voldelig og ulækker at være vidne til, og hvis vi ikke får taget diskussionen om det multikulturelle samfund, vil debatten fortsætte med at blive stadig med skinger."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu