Læsetid: 4 min.

Om 10 år vil vi se det hele som latterligt

Respekt for alle synspunkter er meningsløshed, og et multikulturelt samfund, hvor intet må støde nogen, er ikke attraktivt i Europa, mener forfatteren Jens-Martin Eriksen
9. februar 2006

Religiøse synspunkter kan forvente tolerance, ikke respekt. Men når den hede aktuelle debat om Muhammed-tegningerne er kølet ned, vil vi om 10 år kunne se striden i et ironisk lys, mener forfatteren Jens-Martin Eriksen.

Desuden afviser han at tale om civilisationernes sammenstød og kulturkamp.

"De prætentiøse udtryk er med til at optrappe konflikten, ligesom kulturkampens afretning og militarisering af samfundet er en ulykkelig ting," mener forfatteren bag bl.a. romanen om Balkan-krigens nådesløshed Vinter ved Daggry og bøger f.eks. Hadets anatomi og artikler, der beskriver Balkan-konflikternes evne til stadig at splitte samfundene ad.

Mens de udenlandske konsekvenser af Muhammed-tegningerne eksploderer, profiterer i Danmark især ekstreme kræfter af tidens ophedede debat. På den ene side den danske nationalistiske højrefløj, på den anden radikale islamister. Begge har interesse i at opildne konflikter, der giver dem identitet, magt og tilslutning, mener Eriksen.

"Det er the finest hour for radikalisterne. Her står hr. (imam Abu) Laban, der åbenbart har designeret sit liv til ballade. Og her står Dansk Folkeparti, som har gavn af alle radikale tendenser. DF er ikke demokratisk, men etnokratisk. Partiet har ikke en forstilling om hele folket, men kun om at tage vare på gruppen af etniske danskere," lyder Eriksens vurdering, der også medgiver, at af de to fløje har DF langt størst politisk slagstyrke.

Især beklager han dog Socialdemokratiets sørgelige fravær i debatten:

"Det er, som om de er gået helt under jorden."

Meningsløst at favne alle

- Men hvad hvis visse grupper af f.eks. muslimer ikke vil nøjes med tolerance?

"Respekt for alle synspunkter er meningsløshed. Man kan respektere mennesker, og vi skal respektere, at vi er forskellige. Vi skal også tolerere hinandens udtryksform og synspunkter og indse, at man ikke behøver respektere alle overbevisninger og livsanskuelser."

"Men man kan ikke have både ytringsfrihed og ikke-ytringsfrihed. Jeg har heller ingen respekt for f.eks. Jehovas Vidners regler. Med Moskva-tro kommunister under Den Kolde Krig kunne man drikke øl og more sig, helt ned i hver enkelt stendøde frase, men ikke respektere deres holdninger. Det kan man kun med holdninger, man kunne gøre til sine egne."

Injurier, racisme og andet, der allerede omfattes af dansk lovgivning, bør fortsat være forbudt, mener Jens-Martin Eriksen, der også anser det for skandaløst, at Louise Freverts berygtede udtalelser ikke blev retsforfulgt.

Men latterliggørelse må alle lære at leve med. Uanset om udtrykket er smagløst eller kunst, og uanset Jyllands-Postens motiver.

"Tegningernes æstetiske kvalitet har ikke noget med sagen at gøre, og motivforskning er et svampet område, hvor man aldrig har fast grund under fødderne. Tværtimod fører mistænkeliggørelse af hensigterne til, at man må ytre sig mindre og mindre," erklærer Jens-Martin Eriksen, der peger på, at et samfund med mellemrum gennemgår en læreproces:

"1970'erne var et stort polariseringsårti, hvor man havde det enormt skægt med at overpisse hinanden. Men når man så har lært det, synes alle, det er åndssvagt. Det vil vi også mene om denne konflikt om 10 år, hvor vi alle kan komme på udstilling, både de opbragte og provokatørerne, og vi vil synes, det virker latterligt, at man kunne hidse sig op over det."

Et oplagt eksempel er Jens Jørgen Thorsens berømte Jesus-film, som det efter års heftig offentlig debat lykkedes at få nedlagt fogedforbud imod. Angiveligt krænkede filmen evangelisternes ophavsret...

Desuden blev et Thorsen-maleri af Jesus med stiv pik på en mur ved Birkerød Station overmalet på trafikminister Arne Melchiors foranledning, varmt bakket op af Jyllands-Postens leder, der ikke brød sig om 'smørerierne'.

"Det var ikke en smule bedre end det, de danske muslimer vil nu. Men på afstand ser vi det som en skærmydsel," på peger Eriksen.

Med til komikken hører, at Jyllands-Posten - i dag ytringfrihedens selvbeslåede ridder - i 1950'erne og 60'erne forfægtede andre synspunkter: "Der var ingen grænser for, hvad man var imod og forarget over på læsernes vegne ude i Vestjylland."

Multi-kulti småborgerlig

På den anden side kan Jens-Martin Eriksen let forestille sig en generel småborgerliggørelse af samfundet, hvor råderummet indskrænkes.

"Det er håbløst, hvis de mest bornerte skal have ret på alle punkter, om det så sker med religiøse eller moralistiske begrundelser," mener han, der for nylig så alternativet til ytringsfrihed og polarisering i Asien, som han har beskrevet i en artikelserie, bla. trykt i Information.

Det er lykkedes det multikulturelle Malaysia at skabe sammenhængskraft, vækst og velstand - men også enorme begrænsninger for offentlige ytringer. En tendens, som Jens-Martin Eriksen frygter som spejl for Europas fremtid:

"Man kan ikke skrive om noget som helst, fordi det er for farligt, kan skabe uro, genere, såre og polarisere, så folk tænker i etniske kategorier. Det kan være, det er nødvendigt i Malaysia, men jeg ser det som en fejltagelse at tænke på den måde i Europa."

Generelt bør kulturelle og æstetiske konflikter debatteres på et rationelt grundlag. Noget, der dog næppe kan lade sig gøre i disse ophedede dage.

"Lige nu skal vi tage det med ro. Men generelt skal vi diskutere, om vi kan leve med hinanden, for der er ikke andre muligheder."

Jens-Martin Eriksen har senest udgivet 'Forfatteren forsvinder ind i sin roman'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu