Flere meningsmålinger viser, at 'ateisme' her til lands efterhånden er blevet så ekstraordinært stigmatiserende, at erklærede ateister udelukker sig selv fra at gøre karriere inden for politik (i modsætning til sorte eller erklærede muslimer og homoseksuelle. Ifølge Newsweek ville kun 37 procent af amerikanerne stemme på en ateist som præsident, uanset om han eller hun i alle (andre) henseender var topkvalificeret.
Ateister er ifølge udbredte fordomme intolerante, amoralske, sjælesyge, blinde over for naturens skønhed og dogmatisk afvisende over for alle tegn på en overnaturlig dimension i tilværelsen.
Selv John Locke, en af Oplysningstænkningens største patriarker, var af den opfattelse, at ateisme "ingensinde kan tillades".
For som han skrev: "Løfter, aftaler og edsaflæggelser, som er de menneskelige samfunds sociale bånd, binder ej ateister."
Det synspunkt er over 300 år gammelt, men har stadig gyldighed i USA. Bemærkelsesværdige 87 procent af befolkningen hævder 'aldrig at tvivle på Guds eksistens', mens færre end 10 procent bekender at være ateister.
I betragtning af, at ateister notorisk hører til de mest intelligente og bedst uddannede mennesker i alle samfund, burde det være på høje tid at punktere de myter, som hindrer dem i at spille en større rolle i den offentlige debat.
* Ateister tror på, at livet er meningsløst
Sagen er snarere, at religiøse mennesker ofte finder livet så meningsløst, at det for dem kun kan forløses med løftet om evige lykke hinsides graven. For ateister er 'jordelivet' derimod vores højeste værdi. Livet bibringes kun mening ved at blive levet helt og fuldt. Vores relationer til de mennesker, vi elsker, er meningsfulde nu og her - de behøver ikke at skulle ophøjes til at vare evigt for at være det. Ateister finder rent ud sagt denne frygt for meningsløshed... nå, ja... meningsløs.
* Ateisme står bag historiens største ulykker
Troende mennesker hævder ofte, at Hitlers, Stalins, Maos og Pol Pots forbrydelser var det uundgåelige produkt af mangel på tro. Problemet med fascismen og kommunismen var imidlertid ikke, at de også var kritiske over for religion - problemet var, at de selv i alt for høj grad lignede religioner. Sådanne regimer er dogmatiske til deres inderste kerne og bliver generelt ophav til personkulter, som til forveksling ligner dyrkelse af religiøse førerfigurer. Auschwitz, Gulag og Cambodjas killing fields er ikke eksempler på, hvad der sker, når mennesker forkaster religiøse dogmer - de er eksempler på, hvad der sker, når politiske, racistiske og nationalistiske dogmer løber amok. Intet samfund i historien har nogensinde lidt under, at dets borgere blev mere rationelt tænkende.
* Ateisme er dogmatisk
Jøder, kristne og muslimer hævder, at deres helligskrifter er så forudvidende om menneskehedens behov, at de kun kunne være nedfældet under overopsyn af en alvidende guddom. En ateist er simpelt hen en person, som har overvejet denne påstands holdbarhed, læst de pågældende bøger og fundet påstanden latterlig. Man behøver ikke selv at være troende eller dogmatisk for at forkaste religiøse trosforestillinger. Som historikeren Stephen H. Roberts engang sagde til en kristen ven: "Jeg vil påstå, at vi begge er ateister. Jeg tror bare på en gud færre end du. Gør du gør dig klart, hvorfor du afviser alle de andre mulige guder, forstår du også, hvorfor jeg afviser din."
* Ateister tror, at alt i universet sker ved tilfældigheder
Ingen aner, hvordan universet blev til. Ej heller står det klart, om vi meningsfuldt kan tale om nogen 'begyndelse' eller 'skabelse', al den stund, at disse forestillinger henviser til begrebet tid, og det her er selve oprindelsen til rum-tidsbegrebet, der står på spil.
Påstanden om, at ateister tror, at alt er blevet til ved tilfældigheder fremføres ofte som kritik af Darwins evolutionslære. Som Richard Dawkins forklarer i sin fremragende bog The God Delusion, er dette en fuldstændig misforståelse af evolutionslæren.
Skønt vi ikke præcis ved, hvordan jordens tidlige kemi 'avlede' primitivt biologisk liv, ved vi, at hele den mageløse diversitet og kompleksitet, vi kan iagttage i den levede verden, ikke er et produkt af blinde tilfældigheder. Evolution er en kombination af heldige mutationer og naturlig udvælgelse. Darwin udmøntede sit begreb om 'naturlig udvælgelse' ved analogi til den ''kunstige udvælgelse', der kendes fra kvægavl. I begge tilfælde udøver selektion en høj grad af ikke-tilfældig påvirkning på udviklingen af enhver art.
* Ateisme har intet med videnskab at gøre
Skønt det er muligt at være videnskabelig forsker og samtidig tro på Gud, kan der næppe være tvivl om, at dybtgående skoling i videnskabelig tænkning tenderer imod at nedbryde snarere end at understøtte religiøs tro. Dette kan belyses med den amerikanske befolkning som eksempel. Meningsmålinger viser, at omkring 90 procent af amerikanerne tror på en personlig Gud. Stiller man spørgsmålet til medlemmerne af USA's Nationale Videnskabsakademi er tallet nede på syv procent.
* Ateister er arrogante
Når forskere ved noget - f. eks. hvordan universet blev til eller de første selv-replikerende molekylet blev dannet - så siger de det. At prætendere at vide ting, man faktisk ikke ved, er derimod et farligt vildspor i videnskabens verden, og ødelægger forskeres ry, hvis det afsløres. Ikke desto mindre er sådanne prætentioner den trosbaserede religions livsnerve. En af de mest monumentale ironier ved den religiøse diskurs er den hyppighed, hvormed de troende lovpriser sig selv for deres ydmyghed, idet de samtidig hævder at kende forhold om kosmologi, kemi og biologi, som ingen videnskabelig forsker kender til. I spørgsmål om kosmos og vores rolle i det, tenderer ateister imod at lytte til, hvad videnskaben fortæller os, og dette er ikke arrogance. Det er intellektuel hæderlighed.
* Ateister evner ikke spiritualitet
Der er intet, der afskærer ateister fra at opleve kærlighed, ekstase, ærefrygt og henrykkelse. Ateister kan værdsætte sådanne erfaringsmodi og opsøge dem med forkærlighed. Hvad ateister ikke gør, er at fremsætte ubegrundede og ubegrundelige påstande om, at sådanne oplevelser peger hen imod en bagvedliggende guddom. Der ingen tvivl om, at nogle kristne oplever større livsindhold ved at læse bibelen og bede til Jesus. Men hvad beviser dette? Kun at visse former for adfærd og selvdisciplinering kan præge menneskers sind dybtgående. Beviser kristnes frydefulde trosoplevelser, at Jesus er menneskehedens eneste frelser? Så langt fra, eftersom både hinduer, buddhister, muslimer og endog ateister gør sig lignende erfaringer.
* Ateister tror ikke, der findes noget uden for menneskelivet og menneskelig erkendelse
Ateister er frie til at vedkende sig grænser for den menneskelige erkendelse på måder, som religiøst troende ikke er. Det er indlysende, at vi ikke forstår universet til fulde, men endnu mere indlysende, at hverken bibelen eller koranen afspejler vor bedste forståelse af det. Vi ved ikke, hvorvidt der findes intelligent liv andre steder i universet, men muligheden er der. I givet fald kan sådanne væsener have udviklet en naturforståelse, der langt overgår vores egen. Ateister kan frit spekulere i sådanne muligheder. De kan også lege med tanken, om mon ikke sådanne overkloge ekstraterrestriale individer, dersom de kom til at læse bibelen eller koranen, ville finde begge endnu mindre imponerende, end menneskelige ateister gør. Fra et ateistisk synspunkt trivialiserer verdensreligionerne universets sande skønhed og vælde.
* Ateister indser ikke, at religion gavner samfundet
De, som understreger religionens gavnlige virkninger for samfundet, ser ikke ud til at forstå, at man heraf intet kan udlede om sandheden i nogen religiøs doktrin. Det er derfor vi har sådanne begrebet som 'ønsketænkning' og 'selvbedrag'. Der er en afgrund til forskel imellem trøsterig illusion og sandhed.
For øvrigt må det i høj grad bestrides, om religion har gavnlige virkninger. I rigtig mange tilfælde ser det snarere ud til, at religionen giver folk dårlige grunde til at opføre sig godt, hvor gode grunde faktisk var til rådighed. Hvad er mest moralsk? At hjælpe de fattige ud fra et medmenneskeligt ønske om at lindre deres lidelser - eller at gøre det, fordi man tror, at Universets skaber befaler at gøre det, belønner for at gøre det og straffer for ikke at gøre det.
* Ateisme giver intet grundlag for moral
Hvis en person allerede har indset, at grusomhed er forkert, behøver han eller hun ikke at konsultere bibelen eller koranen for at opdage det - og især da ikke, når disse bøger formelig flyder over med tiljubling af grusomhed, såvel menneskelig som guddommelig. Nej, vi har ikke uddraget vores moral af religionen, det er omvendt. Vi vurderer, hvad der er godt i helligteksterne ved at forlade os på vores moralske intuitioner, der til en vis grad er indbygget i vores hjerner og raffineret igennem tusinder af års tænkning over årsagerne til og mulighederne for menneskelig lykke.
Vi har gjort betydelige moralske fremskridt i årenes løb uden at nærlæse Bibelen og koranen grundigere. Begge bøger tolererer slaveri som praksis - og ikke desto mindre anerkender i dag ethvert civiliseret menneske, at slaveri er en vederstyggelighed. Alt hvad der findes af gode pointer i de hellige skrifter - såsom næstekærligheden og Den Gyldne Regel ('behandl andre, som du gerne selv vil behandles') - kan vi værdsætte for deres egen etiske visdom uden at tro på, at de er blevet os åbenbaret af os af universets skaber.
Sam Harris er amerikansk filosof, religionsforsker og neurobiolog og forfattere til to ateistiske bestsellere, The End of Faith og Letter to a Christian Nation. Førstnævne fik amerikansk PEN's litteraturpris for sagprosa i 2005.
© Sam Harris og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kronikken tirsdag: Gode eller dårlige integrationsråd
