Læsetid: 6 min.

Efter 10 timer i Shanghai er der så meget, man ikke forstår

Man behøver ikke være længe i Kina for at møde både de værste mennesker og den bedste service. Den mest enkle restaurant og den mest komplicerede elektronik
25. februar 2006

Kl. 11.27 lokal tid -Er lige landet i Shanghais Pu Dong-lufthavn. Flyet stank af Pot Noodles, og lugten hænger stadig i næsen.

Det er mig en gåde, hvordan flyselskaberne konsekvent kan servere sådan noget for deres passagerer på ruter til Kina. Kineserne slubrer den slags frysetørret cuisine i sig med velbehag, mens stanken, syntetisk og klam, spreder sig fra plasticbøtterne.

Kl. 12.13 -Turen ind til centrum kan tage op til en time i taxa. Men hvis man tager magnettoget, kan man komme det meste af vejen på et kvarter. Maglev kører på et magnetspor og når op på fantastiske 430 kilometer i timen. Man behøver ikke være tog-afficionado for at synes, at det er vildt.

Kl. 12.35 -Neden for magnettogets endestation er der en værre skræppen. En ikke særlig lang kø af taxakunder stirrer på en chaufførs højlydte diskussion med to uniformer, der skal sørge for, at kunder kommer ind og biler af sted i en lind strøm. Men det gør de ikke. For chaufføren i første vogn er tydeligvis utilfreds med at have tabt i lotteriet og have fået en kort tur. Skænderiet bølger frem og tilbage og ender med, at chaufføren bliver forvist.

Samme seance gentager sig med de næste to vogne, så i taxakøen begynder utålmodigheden at brede sig. I fjerde forsøg lykkes det at tvinge de to uheldige taxakunder i armene på en chauffør, og så kan vi andre komme til.

Kl. 12.38 -Efter at have kørte 20 meter stopper taxachaufføren. Han vender sig om og foreslår, at turen ind til centrum skal koste 150 yuan (120 kr.).

Det skal den ikke. For 150 yuan kan man køre fra centrum til lufthavnen og holde pause under vejs. Chaufføren er skurk, for han kører i en officiel taxa, men han har ikke noget taxameter. På passagersædet begynder trætheden efter flyveturen at gnave, den sidste rest af tålmodighed blev brugt op i taxakøen, og langsomt begynder følelsen af at blive taget i røven at tage fart.

- Du får 60 yuan og kør så.

"120."

- 75 og kør så.

"80."

- KØR.

"80?"

- OK, og KØR SÅ.

Som tommerfingerregel koster det nærmest ingenting at køre taxa i Shanghai, så hvis prisen er meget mere end ingenting, er der formentlig noget galt.

Og ganske rigtigt: Lige bagved taxaen uden taxameter kører en taxa med taxameter, og den skal til nøjagtig samme adresse. Den tur ender på 35 yuan (27 kroner). Tiden er inde til på vegne af alle snydte taxakunder at tage hævn over al taxasvindel personificeret ved en intetanende snydepels i Shanghai. Chaufføren får 40 yuan, og der går fire lange sekunder, før han opdager, at bunken af pengesedler er tyndere, end han regnede med.

Hans engelsk rækker kun til at sige hele tal, så han jamrer rundt på gaden og hele vejen ind på hotellet, mens han råber. Det tiltrækker nogen opmærksomhed, men det er kun fint, for så kan endnu flere få at vide, at dens slags snyd ikke betaler sig.

- Du er en bedrager. Skrub ud i din bil, og køb dig et taxameter.

Hans krav på 80 yuan lyder igen og igen, men denne kunde er ubøjelig, og til sidst går han.

Kl. 12.58 -Måltiderne er et af en Kina-turs højdepunkter, og derfor er det dumt at gå glip af så meget som et eneste. Ved restaurantvalg er der to muligheder:

Enten tager man en af de fine med menukort på engelsk, eller også tager man en af dem i sidegaderne, men husker at medbringe en person, der taler både kinesisk og engelsk.

Heldigvis kender jeg en kinesisktalende svensker, der kan medbringes, og valget falder derfor på en lille upoleret perle, der gør sig i Shenyang-køkkenet. Hver region har sit helt eget køkken, så det skal man også forholde sig til, inden man vælger restaurant. Forårsruller er fra Canton, brændende chili-retter fra Sichuan, sure supper er fra Shanghai, og dampede dim sum-poser med fyld af grøntsager, rejer eller oksekød er fra den nordøstlige del af landet som for eksempel Shenyang.

Efter grundig gennemgang af det enorme spisekort begynder de første retter at lande på bordet. Syrlige agurker, fede risnudler, sojapandekager, stegt kylling, dim sum med rejer, dim sum med grøntsager, øl fra Harbin, lynstegte forårsløg. Guf. Regningen for gildet ender på 25 kroner pr. person - alt inklusive, og drikkepenge vil de overhovedet ikke høre tale om i Kina.

Kl. 15.00 -Efter en lille lur er det tid til at se nærmere på byen. Og hvorfor ikke gøre det på Huai Hai-gaden. Gaden er opkaldt efter et af de helt store slag i borgerkrigen i 1949.

En million mennesker var involveret, og slaget endte med at blive et af de afgørende skridt i retning af kommunistisk sejr. Hvis man vil, kan man se det symbolske i, at Huai Hai igen er forbundet med et af Kinas afgørende skridt fremad. Stormagasiner ligger side om side med andre stormagasiner og internationale mærkevareforretninger. Bevares, her er ganske vist mange stormagasiner af Illum-typen med luft, god plads, dyre forretninger og stilsikker indretning. Men her er også mange af Daells Varehus-typen med dårlig indretning, alt for tætpakkede forretninger og varer af tvivlsom kvalitet.

Kl. 17.24 -Storcentre er storcentre, og trætte ben og tunge øjne får man i dem alle sammen. Hvis det ikke var for de mange kinesere, var det ikke til at sige, om centrene på Huai Hai ligger i Paris, New York, Sao Paulo eller Shanghai. Meget af tøjet og elektronikken er produceret i Kina, men man skal hen i en butik som Silk King i nummer 1226 for at få fingrene i noget, kineserne selv har fundet på. Resten er designet i udlandet og blot fremstillet i Kina.

Hos Silk King er varerne helt igennem Made in China, og her er næsten lige så mange ekspedienter, som der er kilometer silkestof på ruller. Her er alt, hvad man kan tænke sig, og hidsige farver og storblomstrede mønstre, man bestemt ikke kan tænke sig. Og det, man ikke kan se, kan de lave.

"En hvid kimono? Den kan vi have klar til i morgen. Om den kan leveres? Ja, selvfølgelig. Det koster ikke noget at få den leveret til dit hotel. Skal vi sige inden klokken 21? Hvis du er bekymret for ærmelængden, lægger vi bare et par tommer til. Det er ikke noget problem."

Kl. 18.13 -Ind i en taxa og tilbage til hotellet.

Chaufførerne er (med formiddagens undtagelse) meget høflige, men komplet ude af stand til at forstå engelsk, turistkinesisk eller fagter med hænderne. I taxaen står ruden ved højreforsæde åbent, så det regner ind på turisten på bagsædet. Hver gang jeg peger på vinduet, tror chaufføren, at jeg vil af, selv om han har fået hotellets kort med adresse og kørevejledning.

Tre gange kører han ind til siden for straks at blive dirigeret ind i trafikken igen. Suk. Enden bliver, at turisten kaster sig ind over forsædet og finder knappen til elruden nede bag ved gearstangen.

Kl. 19.57 -Kineserne spiser som regel aftensmad ved 18-tiden eller før, så hvis man først kommer dryssende hen ad klokken 20, kan man ikke være sikker på, at alle restauranter er åbne, eller at dem, der er, har alt, hvad der står på menukortet. Et sikkert valg er dog South Beauty. Restaurantkæden har afdelinger i primært Beijing og Shanghai og ligger for eksempel på femte sal i stormagasinet Huaihai Zhonglu på Shanghai Times Square.

Køkkenet er Sichuan, og niveauet og priserne er i top. Atmosfæren er eksklusiv med varme, mørke farver, dæmpet belysning fra elegante stoflamper, runde borde med tykke duge og stole med polstrede sæder og armlæn. Med rødvin til maden spiser man sig mæt for 150 kroner.

Kl. 21.30 -Hvis man ikke kan falde i søvn på et kinesisk hotelværelse, kan man altid stille ind på den statslige kanal 9, der som den eneste sender programmer på engelsk. Kanalen er berygtet for sine skandaløst kedelige programmer, og den svigter ikke: Foran et publikum fortæller enken til en afdød general om sit liv og de mennesker, hun og manden har mødt.

Hun taler praktisk talt uafbrudt i en time, og studieværten kan ikke præstere et eneste spørgsmål, der kan trække damen i retning af noget, der er interessant. Det bliver ved "så mødte jeg den og den, og det var også et stort øjeblik i mit liv". Der er så meget, man som turist i Kina ikke forstår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu