Læsetid: 4 min.

100 dage og hva så?

16. januar 2002

SIDEN JUL og nytår er tonen i Det Hvide Hus kommet ned i et mindre skingert leje. Præsident Bush taler ikke længere om Osama bin Laden, hvem han gennem flere måneder ønskede at fange »død eller levende«. Al-Qaeda nævnes heller ikke. Terrorisme? Tja, sidste gang var i lørdags i præsidentens ugentlige radiotale til det amerikanske folk, og ordet blev nærmest ytret i forbigående. Noget tyder på, at Bush har berøringsangst over for begrebet terrorisme. Kan det mon skyldes, at krigen i Afghanistan måske ikke har levet op til de mål, USA satte sig den 7. oktober?
Næppe. Præsidenten og hans rådgivere har ofte slået på, at offensiven mod international terrorisme ville vare i lang tid. På et tidspunkt antydede Bush, at han formentlig slet ikke ville være i politik længere, når Pentagon, CIA og FBI en dag lukker sagsmappen. Såfremt han regner med genvalg i 2004, skal vi arme tilskuere til denne »krig mod terror« måske vente indtil 2010, førend pesten er bekæmpet og alle kan gå roligt i seng. Og det siges ikke for at spidde USA. Udfordringen bør tages alvorligt. Vi, amerikanerne og resten af den civiliserede verden, er lige begyndt på denne opgave. For en sammenlignings skyld kan man tænke på det internationale samfunds forsøg på at nedkæmpe søpirater i 1800- og 1900-tallet. Det tog lang tid. Faktisk risikerer oceangående skibe stadig at blive bordet af pirater nær Nigeria, i Sydøstasien og i Filippinerne. Selv Amazonlandets floder i Brasilien bliver i dag hærget af sørøvere. Et andet instruktivt eksempel er organiseret kriminalitet og i særdeleshed narkohandel på tværs af grænser – en plage, som har været med os i alt for lang tid, og mod hvilken alt for lidt bliver udrettet i internationale fora. At tingene forholder sig sådan skyldes desværre, at politikere og bankfolk visse steder er alt for lette at bestikke til at holde mund eller samarbejde med mafiøse organisationer.

OG HER kommer vi så til pointen om Afghanistan. Alt hvad vi ved om relationerne mellem Taleban og al-Qaeda fra nylige afsløringer er, at Mulllah Mohammed Omar var i bin Ladens sold. Den saudiarabiske terrorchef ’købte’ simpelthen det afghanske styre. Det vrimler med anekdoter om afghanske arabere, der plejede at hive et bundt pengesedler op af lommen, så snart mullah’erne klagede over et eller andet. Det islamiske militærstyre i Khartoum blev formentlig også bestukket af al-Qaeda, da bin Laden tilbragte nogle år i Sudan i midten af 1990’erne. Hvem ved hvor mange andre magthavere og politikere i verden (Pakistan? Iran? Yemen? etc.), der er på terrorgruppers lønningsliste... Derfor var krigen mod Taleban og al-Qaeda nødvendig og retfærdig. Den har sat et illustrativt eksempel for dem, der tror, at de kan slippe afsted med at støtte terrorister på den ene eller anden facon.
At Osama bin Laden, hans førende officerer og Mullah Omar er sluppet væk, må regnes for en frygtelig bét. Det vil der blive spundet sagn om i madrassas-skoler rundt omkring i islamiske lande. Mullahen skal være flygtet på en motorcykel. Osama kan befinde sig alle steder og ingen steder. Jo længere der går, inden et nyt videobånd lander foran al-Jazeeras dør i Qatar, desto mere sandsynligt er det, at han – som rygtet vil vide – døde af en lungesygdom tidligt i december og blev lagt i en anonym grav. Efter sigende skal han have givet ordre til dette hemmelige ritual for i lang tid fremover at bevare fiktionen, at han stadig leder jihad. Manden er ikke uden grund blevet kaldt et PR-geni.

I USA og de allieredes krig mod international terrorisme skal man ikke undervurdere betydningen af at fange eller eliminere den åndelige og organisatoriske leder. At have Osamas hoved på et fad ville være meget mere værd end mange andre successer hentet hjem under USA’s offensiv mod terror siden tragedien 11. september. Han er symbolet, og så længe han leger kispus med verdens eneste supermagt, vil det inspirere hans aktive og passive tilhængere. Blandt andet derfor har Bush og hans rådgivere valgt at holde op med at nævne ham. Men USA bomber stadig tidligere terroristlejre i det østlige Afghanistan og gennemsøger hundredevis af huler i håbet om at finde manden og hans kommandanter. Indtil videre har kun to af al-Qaedas ledere mistet livet. Resten er sluppet væk. Det er et pauvert resultat, fordi USA utvivlsomt ville kunne have gjort det langt bedre, hvis Bush havde været villig og modig nok til at indsætte flere end de nuværende 4.000 soldater i Afghanistan. Slaget om Tora Bora kunne være vundet.
En krig af lav intensitet vil følge i Afghanistan. Om kort tid rapporterer kun få vestlige journalister fra den usynlige front. Det betyder ikke, at slaget er ovre. Offensiven fortsætter andre steder. Resultaterne er rimeligt opmuntrende. Hverken al-Qaeda eller andre terrorgrupper har gennemført nye attentater mod vestlige interesser. Ca. 1.000 er blevet arresteret verden over, mistænkt for at være terrorister eller stå i ledtog med dem. USA og andre lande har indefrosset snesevis af millioner dollar, der kan spores tilbage til al-Qaeda og andre grupper. En guldmine af efterretninger fra krigen i Afghanistan har givet efterretningstjenester nye spor at følge. I sidste uge afsløredes et komplot i Singapore. Lande som Libyen og Sudan, der står på USA’s liste over terroriststater, har vist sig villige til at samarbejde og bliver måske snart taget af listen. Yemen har selv nedkæmpet al-Qaeda-terrorister.
Det er altsammen opløftende, men man skal ikke af den grund tro, at faren er drevet over. Det antages, at 20.000 unge mænd er blevet trænet af al-Qaeda og ligesindede grupper. De 5.000 hører til den hårde kerne og 2.500 formodes at ligge klar til angreb i USA, Europa og Asien. Det er kun et spørgsmål om tid.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her