Så kom kulturkanonen. Og hvis man var skeptisk før, er man det ikke mindre nu, når man ser resultatet. Spørgsmålet er stadig: Hvad pokker skal vi bruge den til? Selv om det gælder hele kanonen, iler jeg straks til litteraturen, som angår mit fag og mit arbejde.
Under den forskruede titel "Kronhjort på kant" redegør litteraturudvalget for sin kanon, men redegørelsen er så forblommet, at jeg må bede om en forklaring, hvis jeg skal tro på at der er tale om et oplysningsprojekt: "Lys over Landet", som de siger.
Forklar, hvad I mener med: "Problemet ligger [...] i, hvem der vælger og dermed giver legitimitet til noget. Det vigtigste spørgsmål er, hvorfor noget kanoniseres. [...] Kanoniseringen vil ofte basere sig på ønsket om at retlede. [...] Kanon indebærer en risiko for cementering og for traditionsfastholdelse. Men [...] denne italesættelse og afnaturalisering af fortiden [er] kun begyndelsen til at komme videre med traditionens styrke i behold."
Problemet er forståeligt og alvorligt, men hvad er det for en mur, kanonen skal gennembryde ved at italesætte og afnaturalisere. Er litteraturdebatten da død? Jeg diskuterer litteratur med studerende, kolleger og andre hver dag, der er litterære tidsskrifter og litteratur i aviserne.
"Udgangspunktet for vores valg har været, at smag faktisk lader sig diskutere."
"Bag udvælgelsen af de enkelte værker ligger således ikke en henvisning af den øvrige danske litteratur til en lavere rang." og "Den [kanonlisten] har som forudsætning den kvantitative og for så vidt tilfældige afgrænsning, der følger af kravet om 12 værker."
Hvad er dog meningen?
Først kan smagen diskuteres, dernæst er der alligevel ikke tale om, at de kanoniserede har en særlig status, og endelig indrømmes det at udvælgelsen er tilfældig. Hvad er dog meningen?
Og så kan man endelig spørge sig, hvem kanonen er til for. "Nye læsere kan starte her." Det er altså for dem, der ikke kender den danske litteratur.
En invitation 'indenfor', som Jørn Lund siger i sin overordnede indledning. Jamen, jeg er også sikker på, at invitationen til at læse Fru Marie Grubbe appellerer til litteraturhistorisk uindviede:
"Maries følelser blotlægges i sansenære punktnedslag adskilt af episke spring, som løsrevne mosaiksten, der tilsammen antyder en livshistorie. Jacobsen er på én gang illusionsløs og intenst medlevende i sin skildring af en frigjort kvindes ubændighed og vildfarelser, og det hele sker i sproget: en bevidsthedsstrømmende, atmosfæremættet og detaljerig prosa, der låner træk fra barokken, såvel i dialogen som i ambitionen om at drive den lyriske beskrivelse til at indfange de mindste indtryk og bevægelser i et rastløst, lidenskabeligt sind."
Og hvor frugtbart er det at opfordre utrænede 'dansk'-læsere til efter Rasmus Klump og Harry Potter at slæbe sig igennem Jammersminde, Fru Marie Grubbe eller Sommerfugledalen. Gode bøger - ingen tvivl om det - men ikke sprogligt og strukturelt let tilgængelige.
Og hvem er det så, der skal debattere listen, som udvalget inviterer til? Ja, det er jo os, som i forvejen har læst de her bøger og flere til, og som allerede diskuterer værkerne i uddannelsesinstitutionerne, på højskoler, i tidsskrifter, i pressen osv. Det er hér, kanon bliver dannet. Kanon er summen af de værker, der til et bestemt tidspunkt bliver debatteret og undervist i. Muligvis lidt for uoverskueligt, set fra en ministertaburet, men skulle det være en særlig kvalificering af debatten at få en liste på tolv værker?
Spørg en bibliotekar
Jeg har normalt stor respekt for de to professorer, Finn Hauberg Mortensen og Erik A. Nielsen, repræsentanter for mit fag i udvalget. De er værd at lytte til, når de taler om litteratur. Men jeg forstår ikke det her projekt.
Måske er det en selskabsleg, men skal vi bruge avisspalter på det? Mediemaskinen er allerede gået i selvsving. Den næste tid skal den ene 'kulturpersonlighed' efter den anden udtale sig. Man ser det for sig: De læner sig tilbage med en alvorlig mine og siger: Hvor er Ewald, Seeberg, Niels Lyhne? Eller hvem de nu finder på. Vi nikker: Det er også for galt. Og hvad så? Ikke en dyt. Det er ikke litteraturformidling, og som litteraturdebat betragtet er det en pseudodebat.
Næ, man får den tanke, at det hele er sat i værk for at aflede opmærksomheden fra det, som betyder noget, de virkelige politiske problemer. Om det var intentionen, ved jeg ikke, men det er i hvert fald resultatet.
Hvis du har lyst til at læse en god bog, så spørg din bibliotekar, din boghandler eller en anden, du har tillid til. Der er muligheder nok for den ægte dialog om litteraturen.
Jakob Højgård Jørgensen er dansk lektor ved universitetet i Bonn
