Læsetid: 4 min.

Den 11. imam

Sidste uges bombning af den ældgamle moske i Samarra bringer nogle lige så gamle teologiske modsætninger, med tråde til hele Mellemøsten, op til overfladen
1. marts 2006

TEL AVIV - Sidste uges bombning af Askariya moskeen i Samarra griber direkte ind i en af de ældste og vigtigste brudlinjer i islam og giver derfor en teologisk forklaring på, hvorfor den aktuelle irakiske konflikt har taget en vending, der rummer sprængstof til hele den islamiske verden.

Bag angrebet på helligdommen stod sunnimuslimske oprørsgrupper, der som kommentar til den shiamuslimske dominans i Irak satte ind mod et af mest ømme punkter i hele landet. Moskeen i Samarra er nemlig bygget over stedet, hvor to imamer, Ali al Hadi og dennes søn Hassan al Askari, ifølge traditionen ligger begravet. De døde i henholdsvis 868 og 874 og går under betegnelsen den 10. og den 11. imam, hvilket har gjort moskeen til pilgrimsmål for millioner afshiamuslimer fra hele verden.

Profetens segl

Shiamuslimer og sunnimuslimer anerkender den samme koran, og udefra set synes forskellen på de to islamiske retninger ikke stor. Men her er tale om en modsætning, der er startet i politiske forhold og derefter har fået teologisk betydning, hvilket har holdt sig til i dag, hvor indholdet ud over det religiøse også er socialt og derfor igen politisk i allerhøjeste grad, og her kommer de to nævnte imamer ind i billedet, sammen med endnu en, som er den måske vigtigste.

Men historien starter med spørgsmålet om arvefølgen efter profeten Muhammed. Da denne døde i 632, var det ikke lagt ind i faste rammer, hvem der skulle efterfølge ham og føre den nye religion videre. Der var enighed om, at det skulle være en person med betydelig religiøs og politisk autoritet, ligesom man mente, at valget måtte falde på en fra stammen, hvorfor det blev profetens svigerfar, Abu Bakr. Han fik titlen kalif - eller rettere khalifa rasul Allah, hvilket betyder stedfortræder eller efterfølger for Guds profet.

Abu Bakr forsøgte ikke at opstille sig som religiøs autoritet, men fungerede som politisk leder. Hermed grundlagde han den sunnimuslimske opfattelse, der kendes som profetens segl og betyder, at profeten Muhammeds lære er afrundet og fuldkommen, og blot skal føres videre.

Ayatollaer

Stærke kræfter havde imidlertid allerede i denne første periode opponeret mod denne tilgang og mente, at arvefølgen burde følge direkte familiebånd. Man anså profetens svigersøn Ali som den rette til at føre religionen videre, og på grund af slægtskabet mente man også, at man hermed kunne føre profetens ånd videre til kommende ledere, hvorfor koranens fortolkning heller ikke nødvendigvis var afsluttet og endelig med Muhammeds død.

Efter Abu Bakr fulgte to andre kaliffer, hvorpå kom Ali, der i sunnimuslimsk tradition betragtes som den sidste af "de fire store". Oppositionsgruppen, der kaldte sig shia, anser ham imidlertid for at være den første egentlige kalif og lagde allerede fra starten afstand til sunnimuslimerne ved i stedet at bruge titlen imam. Da Ali blev myrdet i 661, så shiamuslimerne tiden an med den nye kalif, Muawiya og udpegede først deres egen næste imam, Hussein, 19 år senere. Også denne mistede livet under voldelige omstændigheder, da han med en flok tilhængere blev mejet ned af den sunnimuslimske kalif under slaget ved Karbala, der stadig ligger i vore dages Irak.

På grund af disse to første imamers endeligt er martyriet kommet til at stå centralt i den shiamuslimske teologi, og sammen med læren om at fortolkningen af Koranen fortsatte sin udvikling under de følgende imamer, har det skilt gruppen afgørende ud fra den sunnimuslimske tilgang. Via den 10. og den 11. imam er udviklingen nået til den 12. imam, der ikke er død, men fortsætter med at udøve sin myndighed fra et skjul, der ifølge traditionen skal ligge under moskeen i Samarra.

Omkring dette har der op gennem tiderne udviklet sig en tradition for religiøse ledere, der aktivt fortolker religionen og gør shia-islam til en meget udfarende kraft. I Iran kender vi denne gruppe imamer som ayatollaer.

Sideløbende med dette flyttede det sunnimuslimske kalifat først til Bagdad, sidenhen til Cairo og videre tilIstanbul, hvor det blev formelt nedlagt under de store tyrkiske reformer i 1924.

Sunnimuslimsk flertal

Med dette tegner sig en geografisk opdeling, der også giver forklaringen på mange af tidens spændinger i regionen. Iran er som sagt langt overvejende shiamuslimsk, selvom andre grupper også lever her. Det samme gælder de sydlige dele af Irak, ligesom de nordøstlige og også olierigeste provinser af Saudi-Arabien er overvejende shiamuslimske, hvilket i mange sammenhænge bringer dem på kollisionskurs med den saudiske kongefamilie. Den vedkender sig wahabismen, en særligt streng fortolkning af den sunnimuslimske tro.

Sunnimuslimerne udgør det store flertal af den arabiske verden, som i øvrigt kun rummer omkring en femtedel af verdens muslimer. Således er hele Nordafrika overvejende sunnimuslimsk, ligesom palæstinenserne, og dermed også Hamas, er det. Libanon står specielt, idet en shiamuslimsk befolkning her længe er vokset hurtigere end landets øvrige grupper og i dag ikke bare er den største, men også som den fattigste giver sig kraftigt udtryk i Hizbollah-bevægelsen.

Der er således mængder af indre spændinger, der på kryds og tværs kan rive hele samfund midt over i hele regionen, og når bomben så lægger den ældgamle moske i Samarra i ruiner, er det ikke bare et nutidigt politisk udtryk. Det er en handling, der ripper op i lige så ældgamle, teologiske modsætninger, der er dybere, end det synes på overfladen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu