Læsetid: 10 min.

12 tegninger og et nej fra en statsminister

18. februar 2006

Anders Fogh Rasmussen fejlvurderede Muhammed-sagens alvor, da han afviste at mødes med de 11 ambassadører. Siden har han gentagne gange forsøgt at tegne et billede af, at regeringen rent faktisk var i dialog med ambassadørerne. Det er ikke sandt. Men vidste statsministeren det? Og burde han have vidst det? Information fortæller historien – forfra

Vi har alle det samme historiske, økonomiske og kulturelle udgangspunkt. Også hvad angår religion. Vi lever forskellige steder, men vi skal betragte hinanden som brødre.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen på tv-kanalen al-Arabia

Det var en tydeligt beklemt Anders Fogh Rasmussen, som den 2. februar 2005 tonede frem på fjernsynsskærme i hele den arabiske verden. Formålet var enkelt, men opgaven svær: At sende et budskab til de arabiske seere om, at Danmark - på trods af profettegningerne - stadig var et åbent og tolerant land. Et land, der ikke havde til hensigt at støde sit eget muslimske mindretal eller muslimer nogen andre steder.

Forud var gået et forløb, som ingen kunne have forudset det fulde omfang af.

Men Muhammed-sagen, som forløbet er blevet døbt, er ikke kun historien om, hvordan nogle få tegninger i et dagblad kastede Danmark ud i sin hidtil største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Det er også historien om en statsminister, som vendte de diplomatiske kontakter ryggen, indtil det var for sent at vende om.

Afvisningen af mødet med de 11 ambassadører vil få tildelt en central rolle, når historien om Muhammed-sagens udspring skal skrives.

Men det var en beslutning truffet i et redaktionslokale i Viby J - og ikke i Statsministeriet - der satte præmisserne for konflikten. Det skete, da kulturredaktør Flemming Rose den 19. september 2005 sendte breve ud til 40 bladtegnere med en opfordring om at portrættere profeten Muhammed. Ideen udsprang af en artikel, Ritzaus Bureau havde bragt få dage forinden, hvor forfatteren Kåre Bluitgen klagede over, at han ikke kunne finde illustratorer til sin nye børnebog om profeten. Havde selvcensuren sneget sig ind i den offentlige debat?

Det var nok en undersøgelse værd, mente Flemming Rose. I alt takkede 12 tegnere ja til udfordringen, og den 30. september kunne Jyllands-Posten under overskriften 'Muhammeds ansigt' præsentere sine læsere for tegningerne.

Reaktionerne udeblev ikke.

"Det er at udnytte ytringsfriheden til en demokratisk undertrykkelse af muslimer i Danmark," sagde talsmand for Islamisk Trossamfund, Qassem Zaed Ahmed, i en artikel den 9. oktober.

Han kunne samtidig fortælle, at de muslimske organisationer allerede har sendt klagebreve til de muslimske landes ambassader i Danmark.

Den 12. oktober satte 11 ambassadører deres underskrifter på en fælles erklæring til Anders Fogh Rasmussen. Det var ikke kun Jyllands-Postens 12 profet-tegninger, der havde givet anledning til deres henvendelse. I brevet udtrykte ambassadørerne en generel bekymring over "den igangværende smædekampagne i offentlige danske kredse og medier mod islam og muslimer".

Foruden tegningerne fremhævede de Louise Freverts udtalelser på sin hjemmeside, kulturminister Brian Mikkelsens kulturkamp mod muslimerne samt den senere pådømte racisme i Radio Holger. Tonen i brevet var præget af bekymring og rummede samtidig en advarsel:

"Vi må understrege, at det også kan forårsage reaktioner i muslimske lande og blandt muslimske samfund i Europa," hed det i brevet, som sluttede med en anmodning om et personligt møde med statsministeren.

Svaret fra Statsministeriet kom ni dage senere i form af en høflig afvisning. Anders Fogh Rasmussen takkede for ambassadørernes henvendelse, men der fulgte ikke en invitation til kaffe på Marienborg med i kuverten. "Ytringsfriheden har vide grænser, og den danske regering har ingen midler til at påvirke pressen," lød statsministerens begrundelse for ikke at gå yderligere ind i sagen.

En begrundelse, han senere uddybede i TV2 Nyhederne:

"De har skrevet et brev om, at regeringen skulle tage retslige skridt overfor Jyllands-Posten. Men der er vi nødt til at sige: Det kan vi ikke gøre i et folkestyre som det danske med ytrings- og pressefrihed. Derfor skrev jeg et høfligt brev til ambassadørerne netop for ikke at få sagen til at eskalere," forklarede statsministeren i prime time på skærmen.

Men ambassadørerne undrede sig. Navnlig begrundelsen for, at statsministeren ikke ville mødes med dem, skurede i ørerne. De havde aldrig bedt om, at Jyllands-Posten skulle retsforfølges:

"Og det er en stor misforståelse, når folk tror, at vi har bedt statsministeren lægge bånd på ytringsfriheden. Vi har ønsket, at han opfordrede til ansvarlig og respektfuld brug af pressefriheden," forklarede den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attia, den 27. oktober efter et møde med de øvrige afviste ambassadører.

I selve brevet fra ambassadørerne finder man heller ikke belæg for, at ambassadørerne skulle have stillet krav om retslig forfølgelse af Jyllands-Posten.

I brevet opfordrer ambassadørerne blot statsministeren "to take all responsible to task under the law of the land".

Lektor i engelsk juridisk sprog ved Copenhagen Business School Helle Pals Frandsen har nærlæst formuleringen, og ifølge hende er Statsministeriets fortolkning i bedste fald "en fejlfortolkning":

"Jeg er aldrig i de 35 år, jeg har arbejdet med engelsk juridisk sprog, stødt på formuleringen 'take to task'. Den står slet ikke i de store juridiske opslagsværker, som f.eks. Black's Law Dictionary, men ifølge Munksgaards almindelige engelsk-danske ordbog betyder 'take to task' at 'gå i rette med'. Det er en diplomatisk uld-i-mund-formulering, hvor man beder statsministeren om at irettesætte Jyllands-Posten i henhold til de gældende regler. Det er en moralsk bebrejdelse, ambassadørerne efterlyser, og man skal strække formuleringen meget langt, hvis den skal fortolkes som en opfordring til at tage retslige skridt," siger Helle Pals Frandsen.

Hvorvidt fortolkningen i Statsministeriet skal tilskrives en fejloversættelse, eller om der var andre årsager, er endnu et åbent spørgsmål. Men én ting står fast. Mens de 11 arabiske ambassadører ville tale om moral og respekt, ville Anders Fogh Rasmussen tale om ytringsfrihed.

Ifølge lektor i Kommunikation på Københavns Universitet Mie Femø Nielsen står den disposition tilbage som en åbenlys fejlvurdering af sagens potentiale:

"Det vigtigste fejlgreb, Anders Fogh Rasmussen har begået, er at fastholde, at den her sag skal være defineret som et spørgsmål om ytringsfrihed. Han kunne sagtens have defineret den som et spørgsmål om manerer og ordentlig opførsel over for andre aktører."

Men med kommunalvalget forude var Foghs øjne i oktober måned stift rettet mod den indenrigspolitiske scene, mener ekstern lektor i politisk kommunikation ved RUC Rasmus Jönsson.

"Da Fogh går ud med sit budskab om, at der ikke er nogen, der må røre ved ytringsfriheden, er der ingen tvivl om, at han håbede, det ville skabe en debat om, hvad man kan tillade sig at sige og skrive i aviserne. Hans hårde kurs på indenrigsområdet har været med til at profilere ham som politiker. Så indenrigspolitisk har han villet puste sig op på det," siger Rasmus Jönsson.

Ifølge Jørgen Bæk Simonsen, islamforsker ved Carsten Niebuhr Instituttet, spillede den indenrigspolitiske dagsorden imidlertid også ind på anden vis.

"Statsministeren var fanget i et indenrigspolitisk spil, hvor indvandrerdebatten var den altafgørende dagsorden. Af frygt for Dansk Folkepartis indflydelse turde han ikke tage konfrontationen med Jyllands-Posten. I stedet blev han gidsel af deres projekt og overså helt, hvad det var, de 11 ambassadører ville."

Det var dog ikke kun ambassadørerne, der var fortørnede over statsministerens afslag.

Den mest bemærkelsesværdige kritik kom kort før jul, da 22 tidligere top-diplomater i den danske udenrigstjeneste helt ekstraordinært langede ud efter Foghs håndtering af sagen og samtidig fastslog, at "den danske intolerance overfor den muslimske verden" ville kunne skade det danske omdømme.

En vurdering, som også Anders Fogh Rasmussens tidligere partiformand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen erklærede sig enig i.

Reaktionen kom i slutningen af januar. I mellemtiden havde en delegation af herboende imamer rejst den arabiske verden tyndt og talt med ledende religiøse overhoveder og toppolitikere.

Foruden Jyllands-Postens tegninger medbragte de en opfordring til de muslimske lande om at protestere mod Danmark for at fremtvinge en undskyldning fra avisen og regeringen.

Den 29. december gik også Den Arabiske Liga ind i sagen med en offentlig kritik af den danske regerings håndtering af konflikten.

Hverken imamernes eller Den Arabiske Ligas betydning for eskaleringen af konflikten er foreløbigt fuldt klarlagt.

Et faktum er det dog, at konflikten i løbet af januar og februar skiftede fuldstændig karakter. Fra at have været en national knaldperle blev striden om profettegningerne nu til en sprængfarlig international cocktail. Muhammed-krisen var en realitet. Den var ude af kontrol. Og den havde Danmark i hovedrollen.

Pludselig viste tv-billederne ikke længere flammende amerikanske flag og plakater af George W. Bush trådt under fode. Det var dannebrog, der blev sat i brand og billeder af Anders Fogh Rasmussen, der blev revet i stykker. Alt imens danske produkter omhyggeligt blev fjernet fra hylderne i supermarkederne.

Det var mere end en dansk statsminister kunne holde til.

Den 2. februar gik Anders Fogh Rasmussen derfor på den arabiske tv-station al-Arabia, hvor han i et 25 minutter langt interview forsøgte at forklare sig over for den muslimske verden.

"I vores land bliver regeringen ofte kritiseret i aviserne. Ytringsfriheden er livsvigtigt for vores demokrati, og derfor kan jeg ikke kontrollere, hvad aviserne skriver," sagde han blandt andet.

Men da var det for sent, en kædereaktion var under opsejling. Dagen efter stormede mellem 100 og 300 vrede militante muslimer den danske ambassade i Indonesien. 4. februar blev Danmarks ambassade i Syriens hovedstad Damaskus sat i flammer og brændt ned til grunden. Og den 5. februar overgik samme skæbne det danske generalkonsulat i Beirut, Libanons hovedstad, mens op mod 20.000 demonstranter væltede biler i gaderne og kastede med sten.

Muhammed-sagens udspring er afgørende, når historien om krisen skal skrives. Hvad bragte konflikten i bevægelse og ud over landets grænser? Var det de herboende imamers delegation, Den Arabiske Ligas indblanding eller Anders Fogh Rasmussens afvisning af ambassadørerne?

Statsministeren selv afviser ethvert ansvar for, at Muhammed-sagen har udviklet sig til en udenrigspolitisk krise. Men chefkonsulent i Udenrigsministeriet Nis Gellert er ikke i tvivl om at Fogh bærer et ansvar:

"Uden regeringens indvandrer- og integrationspolitik, uden den skingre tone i indvandrerdebatten, uden vores deltagelse i Irakkrigen og uden Foghs ydmygelse af de muslimske ambassadører ville der ikke være nogen tegningesag," skrev han i et debatindlæg i Politiken i går.

Meget tyder da også på, at statsministeren selv er klar over, at han ikke udnyttede diplomatiets muligheder, før det var for sent. Således har han gentagne gange over for flere medier - og i Folketingets spørgetid 31. januar - forklaret, at "der har været afholdt møde med de 11 ambassadører, idet udenrigsministeren har holdt møde med dem."

Det, ved vi nu, ikke er sandt.

Når hverken stats- eller udenrigsministeren har holdt det møde, som de 11 arabiske ambassadører bad om, skyldes det, at statsministeren fra den første afvisning havde taget et principielt standpunkt af hensyn til ytringsfrihedens ukrænkelighed.

Det forklarede Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, i radioavisen så sent som 14. februar 2006:

"Det er jo ikke sådan, at statsministeren har sagt, at der i forbindelse med den her sag har været holdt et møde med de 11 ambassadører. Fordi det møde kunne udenrigsministeren selvfølgelig ikke tage, når statsministeren heller ikke kunne tage det, fordi præmissen var, at der skulle tages skridt fra regeringen over for Jyllands-Posten."

På trods af Jens Rohdes forsøg på at forklare, hvorfor altså hverken statsministeren eller udenrigsministeren kunne mødes med de 11 ambassadører, så har statsministeren op til netop den dato flere gange sagt, at der havde fundet et møde sted. Men det var en misforståelse.

Efter at blandt andre Information spurgte ind til mødet, har udenrigsministeren senere forklaret, at der var tale om et helt andet møde, hvor alle de 11 ikke var repræsenteret, og hvor der ikke blev talt Muhammed-konflikt.

Den oplysning kunne statsministeren - ligesom alle andre - have fået ved at læse Berlingske Tidende den 26. december 2005:

"Dagsordenen var det topmøde i Bahrain, som den danske Udenrigsminister var inviteret med til, men det stod ambassadørerne frit for at diskutere profet-striden. Men det var der ingen af ambassadørerne, der gjorde," understregede Per Stig Møller over for avisen.

Derfor var der blandt presse, offentlighed og Folketingets medlemmer efterhånden stor mystik om mødet. Var det samme møde, statsministeren talte om, eller var der blevet afhold et helt tredje?

Det spørgsmål blev besvaret i Udenrigspolitisk Nævn den 14. februar.

Efter mødet forklarede Per Stig Møller de fremmødte pressefolk, at hele sagen var en misforståelse, som han tog skylden for.

"At der er tilgået statsministeren upræcise oplysninger om mødet med de arabiske ambassadører fra regionen, tager jeg ansvaret for," sagde Per Stig Møller.

"Men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke på noget tidspunkt i presse eller offentlighed har lagt skjul på mødets deltagerkreds og indhold," tilføjede han.

Men hvis presse og offentlighed var informeret korrekt, som Per Stig Møller siger, hvorfor var Anders Fogh Rasmussen så ikke?

Tilbage står spørgsmålet, hvad det er for upræcise oplysninger, som Per Stig Møller har givet sin statsminister, og hvordan statsministeren kunne tro, at Per Stig Møller egenrådigt skulle have taget dét møde, som han selv med principielle henvisninger til ytringsfrihedens ukrænkelighed afviste at holde.

De spørgsmål har det ikke været muigt at få besvaret.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen tager ikke imod, og udenrigsminister Per Stig Møller ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

20060217-205641-pic-704613252.jpgDen irakiske regerings forsikring om, at de
danske soldater fortsat er velkomne i Irak
deltes ikke af de shiamuslimer i Bagdad, som
til gårsdagens fredagsbøn havde fremstillet en
helt speciel måtte til den bedendes fodtøj
Foto: Karim Kadim/Polfoto

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her