MED DET nye år får kulturen en ny minister i Danmark. Den radikale Ebbe Lundgaard var det eneste nye ansigt blandt de ministre, Poul Nyrup Rasmussen præsenterede i Spejlsalen i Statsministeriet dagen før nytårsaftensdag. Den 51-årige højskoleforstander fra Brandbjerg Højskole i Østjylland afløser Jytte Hilden efter den mest turbulente periode i ministeriets historie, siden Statens Kunstfond under højlydte protester blev indført midt i tresserne. Op og ned blev der vendt på snart sagt alting i de tre år, Hilden regerede. Hun fik sig i sjældent spalteomfang anbragt i medierne og med en så broget farveklang, at Ekstra Bladet endte med at begræde hendes afgang med henvisning til revykunsten.
Afgangen kom ganske uventet, for så vidt som fire ud af fem toneangivende, politiske kommentatorer umiddelbart forinden havde udtalt til tv, at Poul Nyrup næppe turde fyre sin finansministers hustru fra posten. Dermed fik de for første gang formuleret, hvad mange havde tænkt, men ingen før havde sagt eller skrevet så direkte - at Lykketoft-Hilden hørte sammen som en slags pakkeløsning, take it or leave it. Nuvel, Nyrup tog altså skridtet, idet han dog nøjedes med at forflytte sin "politiske svigerinde". Hvorved han demonstrerede både styrke og svaghed, hvordan man nu vil udlægge det.
Jytte Hildens meriter er velkendte. Skal man fremhæve noget fra hendes tid som minister for kulturen, må det blive hendes flid og hendes vilje til fornyelse. Støvekosten blev flittigt brugt, thi ganske uforfærdet gik hun i clinch med kulturens herskende folk i et opgør med vanetænkning. Plejer døde ganske enkelt i hendes tid. Problemet var, at det alt for mange gange kom hovedløst og langt fra så gennemtænkt, som man kunne ønske. Trods en stor pose ekstra penge til kulturen som ballast blev hun ikke videre populær, hverken hos vælgerne eller i kulturlivet. Som minister kan man leve med at være upopulær hos den ene af parterne, ikke hos dem begge.
EBBE LUNDGAARD er den 13. kulturminister siden ministeriets start i 1961. Med Hildens kun tre år på posten er hun ikke desto mindre en af dem, der har siddet længst i det af udskiftninger hærgede ministerium. Kulturkongerækken (forud for den nye rokade) ser sådan ud: Julius Bomholt, Hans Sølvhøj, Bodil Koch, K. Helveg Petersen, Niels Mathiasen, Nathalie Lind, Lise Østergaard, Mimi Jakobsen, H.P.Clausen , Ole Vig Jensen og Grethe Rostbøll.
Trods ministeriets lidenhed har altså adskillige politiske sværvægtere siddet i den varme stol. Lundgaard er et relativt ubeskrevet blad i kulturpolitisk sammenhæng og skal nok få sin sag for. Han overtager en veritabel rodebutik, når man betænker den lovgivningsmæssige side af virksomheden, og adskillige svære sager ligger umiddelbart foran næsen og venter. Tag f.eks. hele problemkomplekset om forfatternes bibliotekspenge og Ib Michaels folkeligt opbakkede aktion, en sag, hvis afgørelse blev udskudt. Eller tænk på det nye forslag til filmlov, som fik en skarp modtagelse af al filmfolket, hvorfor også det blev udskudt, i første omgang til efter nytår. Hele milliard-udbygningen af Det Kgl. Teater, der næsten var på plads, er løbet ind i nye problemer, efter at 130 ledende folk fra kultur, erhvervsliv politik har protesteret voldsomt - og også har fået opbakning fra politikere. Den sag er ikke afgjort endnu. Litteraturloven blev en mindre end kvart løsning, og såvel forfattere som billedkunstnere og mange andre kunstnere spejder stadig efter de tålelige , økonomiske vilkår, som Jytte Hilden trods pengeposen ikke på nogen måde kunne skaffe dem.
DER ER med andre ord grund til at ønske den nye kulturminister lykke på "rejsen". Det får han brug for - og ikke kun fordi han er nummer 13 i kulturministrenes række. Hvad han står for, og hvad han vil profilere sig med, er det endnu for tidligt at vide noget om. Og om det betyder noget, at en radikal erstatter en socialdemokrat. Der er relativt gode erfaringer med højskolefolk, som har begge ben i både åndeligt og folkeligt miljø. Men lad den kommende tid vise, om det også gælder den nyudnævnte kulturminister.
Det ville være nærliggende efter Hildens livlige ministertid at ønske ro om kulturpolitikken, lovpause og lav profil. Men det ville være forkert. Kulturen er karakteriseret ved evig bevægelse, og kulturpolitikken har netop derfor brug for løbende justering og revision. Alt for meget er institutionsbundet og ikke gearet til de spring, der hele tiden sker i kulturlivet. Blot skal gearingen ske med større omtanke og fornemmelse for området end hidtil.
MAN KAN fremover ønske sig, at det bliver kulturpolitikken som sådan og ikke ministerens person eller politiske hovsa-forslag, der kommer i centrum. Det kan anbefales, at den borgerligt-liberale minister interesserer sig lidt mere end forgængeren for producenternes vilkår - for nu at tale i et markedsorienteret sprog. Hermed menes den skabende, danske kunstners overlevelsesvilkår i et fra det internationale kulturlivs og fra de støjende, indholdsfattige tv-stationers side mere og mere presset kulturliv. De producerendes/skabendes resultater er grundlaget for alt i kulturlivet. Det vil enhver forretningsmand kunne se med et halvt syn. Med det andet halve øje vil forretningsmanden kunne se, at kulturpenge har det med at havne i alle andres lommer end de primært skabendes. Det kan og bør der gøres noget ved. For talrige danske forfattere er det f.eks. fortsat et hovedproblem overhovedet at få råd til at sætte sig ned og skrive en roman.
Et ambitiøst nytårsønske for kulturen til den nye kulturminister. Og lad så 13 være 13.
Bjørk (Kristen Bjørnkjær)
