Læsetid: 2 min.

Det 13. slag

29. januar 2007

I den standende debat i Information om den journalistiske kvalitet i Forskerforum pikeres dette magasins journalistiske leder, Jørgen Øllgaard, over, at jeg giver et eksempel på de mange, mange fejl, som præger hans journalistik, og han forsøger at bagatellisere fejlen med, at den er "fløjtende ligegyldig for den journalistiske historie."

Når man i en i øvrigt tendentiøs artikel ønsker at føre bevis for, at en embedsmand er "højt begavet," er det så 'fløjtende ligegyldigt,' at man påstår, at han har en ph.d.-grad, når han i virkeligheden har en mastergrad? Eller er det et eksempel på, at journalisten ukritisk overtager den anonyme kildes fejlagtige oplysning, fordi den gør hans historie bedre, end den i virkeligheden er?

I samme nummer af Forskerforum (199) hævdes, at rektor Poul Holms forskningsfelt er marinarkæologien (s. 3), og en anonym kilde udtaler: "Poul Holm har solgt sig på en lillebitte historie om marinarkæologi som tværvidenskab" (s. 19).

Igen en positivt fejlagtig oplysning: Holm er ikke arkæolog. Han er historiker. Og vurderingen, som Øllgaard ukritisk viderekolporterer, kan i allerhøjeste grad diskuteres.

Som professor i maritim og regional historie var Holm deltager i og leder af flere store, internationale og genuint tværvidenskabelige forskningsnetværk og blandt de danske humanistiske forskere, der - i åben konkurrence - formåede at hente flest forskningsbevillinger hjem til sit forskningsfelt, i antal såvel som beløbsmæssigt, fra danske såvel som internationale kilder. Eksempelvis en bevilling på tre mio. dollar fra den amerikanske A. P. Sloan Foundation. Hvor mange danske forskere befinder sig egentlig i en faglig position, hvor de kan tillade sig at kalde dette en "lillebitte historie"?

Måske man kunne forestille sig, at rønnebærrene er sure hos Øllgaards kilde? Øllgaard stiller sig imidlertid ikke sådanne kildekritiske spørgsmål, for han besidder ikke den tvivlens nådegave, som er nødvendig for at kunne bedrive god og anstændig journalistik.

Også hans indlæg i Information er spækfyldt med fejl, helt fra første oplysning i første linie: Vi er ikke 13, men 12 professorer, der har skrevet under på et brev til vores fagforening DJØF. Og Øllgaard glemmer at fortælle, at 12 lektorer, adjunkter og ph.d.-studerende også har skrevet under. Måske fordi det ikke passer med den vinkling, han har solgt til sine journalistkolleger, herunder Informations journalist: At klagen alene skulle komme fra professorer?

Som Mark Twain engang sagde: Når klokken slår 13, er problemet ikke det 13. slag i sig selv. Det er den mistanke, det 13. slag kaster på de øvrige 12. Sådan er det også med de uendelig mange fejl, som flyder fra Øllgaards tastatur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu