Læsetid: 2 min.

For 130.000 danskere kan det ikke betale sig at stå op

Den økonomiske gevinst ved at gå på arbejde er under en 50'er om dagen for 130.000 danskere - trods loft over kontanthjælp, viser tal. Regeringen vil sætte ind, lover minister
19. september 2005

For 130.000 danskere er der mindre end 50 kroner i daglig gevinst ved at stå ud sengen hver morgen for at gå arbejde.

Det kan nærmest lige så godt betale sig at få en check med offentlig forsørgelse.

Det viser tal fra Finansministeriet forud for efterårets vigtige revision af aftalen Flere i arbejde.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) peger på netop dét problem som helt centralt, når dagpengeregler, loft over kontanthjælp og jobfradrag nu skal forhandles i Folketinget.

Han peger på, at regeringen vil fortsætte med at gøre det attraktivt for folk at få sig et arbejde:

"Vi har sat loft over kontanthjælp, indført starthjælp, lavet jobfradrag og sænket mellemskatten. Og det er den vej, vi skal fortsætte," siger Claus Hjort Frederiksen.

Ministeren fastslår, at lettelser i bundskatten eller forhøjelse af jobfradraget har førsteprioritet, "når råderummet er tilstede."

Ikke godt nok

Men regeringen bør nu handle med konkrete tiltag, mener den borgerlig-liberale tænketank CEPOS:

"Tallene taler klart for reformer, der indeholder en økonomisk gulerod til at arbejde. Det kunne være at skære dagpengeperioden ned fra fire til to et halvt år og samtidig ændre reguleringen af satserne," siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

Satserne for overførselsindkomster bør reguleres i takt med priserne - ikke lønnen, som tilfældet er nu, mener Lundby Hansen.

Hos Det Radikale Venstre er finansordfører Morten Helveg Petersenogså bekymret over, at det økonomiske incitament til at finde et arbejde er så lille.

"Vi er nødt til at gøre forskellen større uden at sænke overførselsindkomsterne," siger Morten Helveg Petersen.

Han opfordrer regeringen til at komme "ud af busken" og gøre noget ved problemet.

"Men en effektiv indsats kræver et opgør med regeringens skattestop," siger Morten Helveg Petersen. De radikales egen skatteplan nedsætter generelt skatten, så det bedre kan betale sig at arbejde, påpeger Helveg Petersen.

Loft over bistandshjælp

Centralt i forhandlingerne om en revision af arbejdsmarkedsforliget kommer også til at stå loftet over kontanthjælpen.

Regeringen afviser at fjerne det loft, som skærer i den ydelse, kontanthjælpsmodtagere modtager: "Mette Frederiksen har jo sat det som ultimativt krav, at loftet over kontanthjælp skal fjernes. På den måde arbejder Socialdemokraterne målrettet på at smadre incitamentet for at tage et arbejde," siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Dansk Folkeparti vil give regeringen rygdækning:

"Der er mange i indvandrermiljøet, der kommer fra en baggrund, hvor det at leve på kontanthjælp i Danmark er ikke så ringe endda. De fleste af dem, der bliver ramt af loftet, er folk fra indvandrermiljøet. Og når vi nu har den indgang, at når man kommer fra Somalia eller Afghanistan, så vil et almindeligt dansk kontanthjælpsniveau gøre det meget svært for dem at føle en tilskyndelse til at komme ud på arbejdsmarkedet," siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her