Læsetid: 8 min.

15 års fredning er forbi

21. maj 2005

Efterårets finanslovsdebat i Forbundsdagen har altid sin egen fornøjelige logik. For i modsætning til, hvad der står på etiketten, drejer den sig ikke om statens udgifter og indtægter, men snarere om nationens almene tilstand. For det meste tager forbundskansleren ordet først, derefter svarer lederen for oppositionen. Selv om de angriber hinanden, holder de sig begge til den pæne tone, for man er vel regeringschef eller har ambition om at blive det. Når denne runde er overstået, bliver det for alvor morsomt. Nu er det de politiske ordførere, som indtager talerstolen - og her er der ikke nogen, der holder sig tilbage. Tværtimod! Ordførerne siger alle de ting, som deres chefer ikke må sige. Og fordi det gælder om at vinde denne ordduel, og fordi det i dagens medieverden bliver sværere og sværere at trænge igennem med sit budskab, er overskridelserne af det, som man almindeligvis vil betegne som anstændig tone, i de senere år blevet større og større. Således, da formanden for CSU-gruppen i Forbundsdagen, Michael Glos, for nogle måneder siden betegnede udenrigsminister Joschka Fischer som "eksterrorist" og hans partifælle, den grønne miljøminister Jürgen Trittin, som "økostalinist".

Franz Müntefering, som både er formand for SPD og den socialdemokratiske gruppe i Forbundsdagen, er mester i den slags provokationer. Müntefering stammer fra Sauerland, en region i Westfalen, hvis indbyggere er kendt for at være jordbundne og for sige tingene lige ud.

Her i Nordrhein-Westfalen, hvor der afholdes valg i morgen, har Müntefering sin politiske hjemstad. I årene 1992 til 1995 var han ar-bejds-, sundheds- og socialminister i delstatens regering, fra 1998 til 2001 var han formand for det regionale SPD. Således kan det ikke overraske, at Müntefering netop i en situation, hvor SPD for første gang i fire årtier ser ud til at tabe regeringsmagten i Tysklands største og politisk mest indflydelsesrige delstat, gør alt for at mobilisere de sidste kræfter i et håb om at vende det nærmest uundgåelige.

Og således er hans udtalelser, der de seneste uger har skabt furore i den tyske offentlighed, blevet forstået - som simpel valgkampstrategi.

For hvordan kan det være, har mange spurgt, at Müntefering giver økonomien, de globale markeder og ansvarsløse virksomhedsledere skyld for den enorme arbejdsløshed og sociale ubalance i Tyskland, mens hans egen regering med bossernes genosse Gerhard Schröder i spidsen de seneste år ikke har gjort andet end at føre en neoliberal reformpolitik til fordel for netop virksomhederne og "økonomien"? "Forbundskansleren regerer, partichefen fabulerer", lød således en spydig kommentar i den venstreliberale Frankfurter Rundschau.

Og den kendte politolog Franz Walter fra universitetet i Göttingen tilføjede: "Den instrumentelle karakter af denne manøvre er alt for øjensynlig. SPD's valgkampmanagere har for noget tid siden ladet udregne, hvor mange af de vælgere, der tidligere har stemt på SPD, i mellemtiden har har tilsluttet sig den store lejr af ikke-vælgere. De har fået analyseret de anti-kapitalistiske motiver hos denne gruppe. Og man har igennem den slags opinionsundersøgelser fundet ud af, at der også blandt CDUs tilhængere er mange, som deler dette mismod over for store virksomheder, som tilintetgør arbejdspladser. Dette tilsammen har fået den rutinerede valgkampsfører fra Sauerland til ivrigt at gribe til det kapitalismekritiske vokabularium."

Men valgkampstrategi eller ej - med sin kritik af den uhæmmede kapitalisme har Franz Müntefering ramt en nerve i det tyske samfund. Selve udtalelsen, at "mange finansinvestorer ikke spilder et sekund med at tænke på de mennesker, hvis arbejdspladser de udsletter; de forbliver anonyme, har intet ansigt, falder som sværme af græshopper ned over en virksomhed, gnaver den ned og drager videre" er ikke alene stødt på positiv resonans hos egne partimedlemmer. 75 procent af befolkningen, diverse samfundsgrupper og personligheder, heriblandt kirke, erhvervsledere, endda enkelte politikere fra de konservative partier har erklæret sig enige i Münteferings ord.

Selv den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung kunne forleden konstatere en fornyet lyst til oprør blandt tyskerne: "Ubehaget ved vores kultur, ved vores samfundsindretning, ved 'systemet' vokser. Voldsom modstand, revolution, terror bliver for tiden ganske åbenlyst genopdaget som en politisk option - eller i det mindste længes man efter det. Men fordi alle konkrete forsøg på at tænke et andet samfund hensides realitetens knugende magt imidlertid bliver betragtet som naivt drømmeri, synes den eneste utopi tilbage, som ikke støder imod billedforbudet, at være en indholdstom modstandsholdning, som let kan forbindes med en længsel efter handling og revoltens romantisme."

"Hvad er den frihed, der blev skænket os for 60 år siden, blevet til?", spurgte nobelpristageren Günter Grass i et radioessay i anledning af 60-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig:

"Udmøntes den efterhånden kun som børsgevinst? Vores højeste forfatningsgode beskytter ikke mere i første række de borgerlige rettigheder, men er tværtimod blevet formøblet til lavpris, så det til glæde for den neoliberale tidsånd først og fremmest kan stå til tjeneste for en markedsøkonomi, der kalder sig 'fri'. Men dette fupbegreb, som er blevet til en fetich, kan kun vanskeligt skjule bankernes, industrisammenslutningernes og børsspekulanternes asociale adfærd. Vi er alle sammen vidner til, at kapital verden over tilintetgøres, når såkaldte fjendtlige og venlige overtagelser nedlægger tusindvis af arbejdspladser, når det blotte varsel om rationaliseringsbestræbelser som fyringer af arbejdere og funktionærer får kurserne til at stige, og når det alt sammen pr. rygmarvsrefleks betegnes som den pris, der må betales for 'et liv i frihed'."

For Grass står det således ganske klart, at det samfund, som man havde troet var overvundet for længst, nemlig det menneskeforagtende klassesamfund, igen er ved at danne sig i dagens Tyskland:

"Alt det accepteres efterhånden, som om det var Guds vilje, allerhøjst ledsaget af det her til lands gængse kværulanteri. Spørgsmål om ansvar ryger lige lukt hen på den centralt placerede rangerbanegård. Der køres de så ind på snart det ene, snart det andet sidespor. Men fremtiden for over en million børn, der vokser op i forarmede familier, er ikke af den grund blevet lysere. Hvis man henleder opmærksomheden på denne skandale og på andre mennesker, som trænges ud i de sociale kroge, bliver man hånet som 'socialromantiker' af smarte unge journalister og for det meste hængt ud som en med 'de rigtige meninger'. Spørgsmål om grundene til den voksende kløft mellem rig og fattig affejes som en 'misundelsesdebat'. Kravet om retfærdighed bliver latterliggjort som utopi. Begrebet 'solidaritet' findes efterhånden kun under rubrikken 'fremmedord'."

Er dette udtryk for blot en indholdstom modstandsholdning, som Frankfurter Allgemeine skrev? Kommer man nærmere ind på debatten, bliver det tydeligt, at den i sin kerne drejer sig om statens rolle og ressourcer i den globaliserede verden.

I et interview med Frankfurter Rundschau uddyber Franz Müntefering selv, at politik skal være i stand til at handle, at nationalstaten ikke blot må være et redskab for de internationale markeder. Ligesom den liberale Ralf Dahrendorf beskriver det i sin bog, Auf der Suche nach einer neuen Ordnung, gælder det om at finde en balance mellem socialstaten, demokrati og en international konkurrencedygtig økonomi vel vidende, at én af dem altid vil halte bagefter. Også Günter Grass er inde på noget af det samme, når han skriver, at politikerne kunne - om blot de turde - starte med at frigøre sig fra den økonomiske omklamring, som til dagligt møder dem i deres arbejde:

"Derimod er det kredsen af lobbyister med alle mulige interesser, som omringer Forbundsdagen og dennes demokratisk legitimerede medlemmer, påvirker dem, sætter dem under pres og har tiltvunget sig medbestemmelsesret helt ud i struktureringen og udformningen af lovene. Ingen indigneres længere for alvor over et efterhånden veltrimmet system, hvis praksis hviler på gensidige begunstigelser. Med andre ord: Parlamentet handler ikke suverænt. Det er i lommen på de mægtige økonomiske sammenslutninger, bankerne og koncernerne, som ikke er underlagt nogen demokratisk kontrol. På den måde gør den lovgivende magt sig selv til grin. På den måde degenererer parlamentet til en filial af børsen. På den måde underkaster demokratiet sig den globalt letbevægelige kapitals diktat. Hvem kan det undre, at stadig flere borgere i harme, i afsky, til sidst resigneret vender ryggen til den slags åbenlyse svindelnumre, betragter valgdagen som en ren og skær farce og afstår fra at bruge deres valgret?"

Er kapitalismekritikken fra Franz Münteferings side altså sandsynligvis blevet lanceret af mere kortsigtede grunde, synes den dog at være kommet for at blive - også efter valget i Nordrhein-Westfalen i morgen.

I de kommende måneder vil den på den ene eller anden måde sætte sit præg på den tyske politik, idet det er svært at se, hvordan -- -- Müntefering, SPD og for den sags skyld den rød-grønne regering skal kunne unddrage sig de ånder, som de selv har fremkaldt.

Ikke bare betydelige grupper inden for det tyske socialdemokrati har længe stået klar til at gøre alvor ud af en mere venstreorienteret kurs. Ifølge politolog Franz Walter er det de mange uopfyldte forhåbninger og diffuse skuffelser blandt befolkningen, som har karakteriseret det tyske samfund i de seneste år. Med andre ord: Endnu værre end Münteferings taktisk motiverede løfte ville det være, hvis dette løfte ikke fik en konkret politisk konsekvens. I så fald ville hele diskussionen ramme partiet som en boomerang. Den politiske apati i befolkningen ville brede sig endnu mere, med uanede konsekvenser for hele det politiske system.

Også Oskar Negt, professor emeritus i socialvidenskab i Hannover og fhv. studerende hos Max Horkheimer og Theodor Adorno i Frankfurt, er enig.

Til Information siger han, at det afgørende er, om kapitalismekritikken nu bliver fulgt op af konkrete handlinger:

"SPD er ikke et oppositions-, men et regeringsparti, og har mulighed for at regulere på nationalt niveau samt at arbejde for europæiske og internationale tiltag, som begrænser markedets magt. I modsætning til for eksempel sociologen Ulrich Beck og Jürgen Habermas tror jeg ikke på, at staten allerede har udtømt sine reguleringsmuligheder. På langt sigt kan det være rigtigt, at de globale markeder og de grænseløse samfund også må modsvares af en overnational politisk enhed. Men der er ingen retfærdiggørelse for den politiske afmagt, som vi har set i de sidste mange år."

Negt selv glæder sig over, at debatten nu i det mindste er kommet i gang:

"Kapitalismen har haft en skånefrist på 15 år, hvor ingen har stillet spørgsmålstegn ved den. De intellektuelle har fuldstændig svigtet. Ved universiteterne er det i dag nærmest umuligt, at skrive en opgave om Marx."

Kapitalismekritikken, tilføjer han, er dog ikke udelukkende et venstreorienteret projekt. Også hos mange liberale intellektuelle vokser ubehaget ved den utæmmede markedsøkonomi. En første status gøres op i morgen - over Franz Münteferings politiske hjemstad, og nationens almene tilstand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her