Læsetid: 3 min.

153 års ekstra enevælde

27. juli 2002

JO DA, GUDS MØLLE maler langsomt. Men alligevel. At vente 153 år på opfyldelsen af et løfte er ganske længe. Længere end vore grundlovgivere forestillede sig, da de i 1849 ville udstrække den folkelige selvbestemmelse til religionslivet.
Forud, under enevælden, havde landets majestæt i sin magtfuldkommenhed også hersket som øverste præst i et statsligt religionsvæsen for den evangelisk-lutherske tro. Af sin nåde kunne kongen »anerkende« afvigende trosretninger, der måtte betragtes som respektable. En sådan ære overgik de reformerte menigheder i København og Fredericia i 1682, Det Mosaiske Troessamfund i 1814 og Det Romersk-Katolske Trossamfund i 1841. Anerkendelsen indebærer, at menighedernes præster – efter et skøn i hvert enkelt tilfælde – bemyndiges til at udføre dåb og vielser med borgerlig gyldighed samt føre ministerialbøger og udstede attester.
Nu skulle troen demokratiseres, både inden for folkekirken og udenfor, mente grundlovsfædrene. De skrev i 1849-forfatningen disse to fyndige paragraffer: »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov«, og »De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov«.

MEN NEJ, SÅDAN er det ikke blevet. Som lektor ved RUC, ph.d. Lisbet Christoffersen, der er ekspert i kirkeret, konstaterede i Information forleden:
»I forhold til religionslivet er enevælden aldrig rigtigt blevet afløst.«
De to løfteparagraffer henstår uindfriede. I årene efter 1849 gav de slesvigske forviklinger lovgiverne andet at tænke på. Efter nederlaget til Prøjsen-Østrig i 1864 fik landet et reaktionært godsejerstyre, som ingen godhed havde for den fri forfatnings løfter. Da Venstres folketingsflertal endelig satte sig igennem ved Systemskiftet i 1901, overtog partiets høvding J.C. Christensen Kirke- og Undervisningsministeriet og fremsatte lovforslag, der utvetydigt pegede mod en adskillelse af stat og kirke. Som kraft svækkedes han imidlertid af Alberti-skandalen, og Venstre gled stille mod det synspunkt, som også de anti-klerikale partier, De Radikale og Socialdemokratiet, antog, da de fik smagt regeringsmagtens sødme: Folkekirken kan blive politisk besværlig, hvis den får egen mund og mæle. Hellere holde den i statens favn.
For trossamfund uden for folkekirken fortsatte man enevældens »anerkendelse ved kongelig resolution«, og yderligere seks pæne religioner opnåede denne status. Fra 1970 – og næppe tilfældigt sammenfaldende med fremkomsten af islamiske trossamfund – var det nat med »anerkendelse«. Med en tynd hjemmel i ægteskabslovens lovbemærkninger gik Kirkeministeriet over til at »godkende« trossamfunds præster og da kun til at vie – ikke til at døbe og ej heller føre ministerialbøger.
Nogle af de »godkendte« har søgt om at blive »anerkendt«. Det er de ikke blevet. Andre – herunder Scientology – har ikke engang opnået godkendelse. Måske fornuftigt nok – men hvor er det grundlovkrævede lovgrundlag?

UHOLDBAR ER den indbyrdes forskelsbehandling af religioner uden for folkekirken, mener mange statsretseksperter. De henviser til, at Den Europæiske Menneskeretsdomstol nok accepterer en fortrinsstilling for nationale kirker, men til gengæld kræver, at forskelsbehandlingen af andre religioner ikke må være usaglig.
Nu har fem danske katolikker fået nok. Med bistand fra tidligere justitsminister, juraprofessor Ole Espersen, vil de gå til Menneskeretdomstolen.
De påpeger usaglighed også i folkekirkens dominans:
*Alle danskere skal – uanset tro – have fødsler, vielser og dødsfald meldt til folkekirkens kirkebogsførende kordegn eller sognepræst. Den nuværende kirkeminister, Tove Fergo (V), og andre systemtro forsvarer denne ordning med, at den er »dansk tradition«. Det argument undermineres af, at Sønderjylland har beholdt det prøjsiske system, hvor kommunerne står for registreringen. Ved Genforeningen i 1920 regnede man nemlig med, at det ville danne mønster for en reform i resten af landet.
*Danskere uden for folkekirken må også tåle, at de over skatten betaler 40 procent af sognepræsternes løn og hele pensionen plus fuld løn og pension til biskopperne. Det ville være nemmere at forsvare, hvis statstilskuddet i stedet gik til vedligeholdelse af bygninger, og andre religioner også havde mulighed for at søge, påpeger Lisbet Christoffersen.
Fergo har taget katolikkernes initiativ unådigt op. Først svarede hun slet ikke på deres brev. Siden har hun skrevet nedladent afvisende.
Bag Fergos systemfront ligger ikke bare traditionstro og ubehag ved, hvad en lovreform kan give af udfoldelsesmuligheder for religioner som scientology og islam. Det handler også om kontrol med folkekirken. For hvis trosretningerne udenfor får deres grundlovsløfte indfriet, trænger folkekirkens sig på: Altså en forfatning for en selvstændig folkekirke.
Og så er fanden løs i Fergos forestillingsverden.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her