Læsetid: 8 min.

17 timer mod syd

15. juli 2006

Turen begynder en regnvåd onsdag morgen på Vesterbro i København, hvor fire mænd, tre meget høje, én meget bred, sætter sig ind i lille bil, en grøn Peugeot 206. 17 timer senere ender den, som planlagt, i en bjerglandsby i Istrien, en halvø, der indrammes af Adriaterhavet og udgør det nordvestlige og på denne årstid meget varme Kroatien. Ifølge Shell, der på sin hjemmeside tilbyder at fastlægge ens rute gennem Europa, er der 1.491 km, og de vil tage 15 timer og 37 minutter at tilbagelægge.

Det må være uden pauser og med 150 km i timen på de tyske motorveje, hvor vi i hvert fald forsinkes af en række vejarbejder - faktisk har jeg aldrig set så mange på så kort tid - og enkelte kødannelser, ikke mindst omkring München, hvor en vigtig kamp i fodbold-VM skal spilles i timerne efter, at vi er kørt forbi.

Vi rammer Østrig omkring Salzburg og kører gennem Tyrol og Alperne, mens vi er ved at vride nakken af led. Det er en overvældende oplevelse, når man senest har været på de kanter for 25 år siden. Ved synet af frodigt grønne, græsklædte bjergskråninger forventer jeg næsten, at Julie Andrews kommer dansende mod mig, mens hun synger, "the hills are alive with the sound of music," så ikke et øje er tørt.

To af os fire i bilen, Klaus og Robin, har før taget turen ned gennem Europa til Istrien og begynder i Østrig at diskutere, om vi skal køre over Italien og Slovenien eller kun Slovenien. Robin vinder, idet han mener, at vi kan spare næsten halvanden time på at køre i retning af Ljubljana og så derfra ind i Kroatien. Det viser sig at holde stik, i teorien, for da motorvejen hører op, og vi i buldrende mørke kører rundt i Slovenien for at finde en grænseovergang, mister vi nogle vigtige minutter.

Alligevel klarer vi turen på 17 timer, hvilket angiveligt er lidt af en bedrift, som folk, der hører om det, nikker anerkendende til. Vi har også kun holdt korte pauser og i øvrigt opereret med to-timersskift for ikke at bliver for trætte bag rattet - det vil sige, at de tre andre har skiftedes til at køre. Jeg kan ikke køre.

Italienske fornemmelser

Da vi endelig når til Istrien og Motovun, hvor vi skal være den næste uges tid, er det umuligt at se noget som helst - mørket kommer tidligt på de kanter - og Christian og jeg, der er i Kroatien for første gang, fornemmer slet ikke, hvor smukt byen ligger på en bjergtop midt i en dal omkranset af andre bjerge. Det får vi dog lov til at se dagen efter, hvor middelalderbyen Motovun åbenbarer sig med sine snævre, stejle og brostensbelagte gader.

Det er sådan, at man forestiller sig, at en italiensk bjerglandsby så ud for 200 år siden, hvilket hænger sammen med, at Istrien tidligere har været italiensk - romerne har været her, og mellem Første og Anden Verdenskrig tilhørte Istrien Italien, hvorfor alle by- og gadenavne i området står på både kroatisk og italiensk - og der findes politiske kræfter i landsdelen og i Motovun, Montona på italiensk, som hellere ser en tilknytning til Italien end til Kroatien.

I den forbindelse kan jeg fortælle, at racerkøreren Mario Andretti er født i Motovun - der hænger en mindeplade på huset - og skuespillerinden Alida Valli i Pula, Istriens hovedstad, som ligger mod syd på halvøen og kan prale af et stort, flot romersk colosseum.

Der bor ikke mange mennesker i Motovun. Små 400 siger Klaus, hvis mor har en lejlighed i byen. Men her kommer mange turister. Hver dag kører privatbiler og store busser ad de små, snoede bjergveje til Motovun for at spytte sin last af nysgerrige, kamerabehængte mennesker ud, fortæller Robin, der sammen med en god ven har købt et hus i byen, som de er ved at renovere. Det er et stort og dyrt arbejde - det var mere eller mindre kun murene, der var tilbage af huset - og det hjælper ikke, at de ikke har haft tid til i løbet af vinteren at holde øje med arbejdet, som ikke er udført til deres fulde tilfredshed af lokale håndværkere.

Trøffelparadis

Denne del af Istrien, omkring Motovun, er trøffelområde, et regulært trøffelparadis. Kun få steder i verden er jordbund og klima det helt rigtige til den eftertragtede og kostbare svamp, køkkenets diamant, som ikke kan dyrkes: I Frankrig, Italien, Slovenien, Spanien og så her i Motovun. Det er en vigtig indtægtskilde for de lokale, og alle synes at have i hvert fald én trøffelhund og være involveret i smugling af trøfler. Det er nemlig en god forretning at føre dem udeklareret over grænsen.

Om natten kan man høre trøffelhundene hidse hinanden op på gårdene i dalen, og fra den ringmur, der går rundt om den rigtig gamle og befæstede del af Motovun kan man se den skov, hvor trøffeljægerne og deres hunde leder om natten. Indimellem kommer der trøffellykkejægere udefra, og det resulterer gerne i mere eller mindre alvorlige skærmydsler med de lokale, som ikke har det godt med, at fremmede trænger ind på deres indbringende enemærker.

I souvenirforretningerne kan man købe trøffelolie og tørrede trøfler, og på restauranterne kan man få serveret næsten alt med enten hvide eller sorte trøfler. Det har en meget karakteristisk duft og smager fantastisk.

I det hele taget er maden i Istrien rigtig god og meget italiensk. En aften besøger vi et af den slags steder, man kun kommer, hvis man ved, at det ligger der - vi kører 20 minutter på en hullet grusvej for at nå dertil. Mormors hedder restauranten, og man skal bestille bord på forhånd. Det er en lille gård i en anden lille by ikke langt fra Motovun, hvor en ældre dame og hendes familie har indrettet sig med egenproduktion af alt fra høns, grise og grøntsager til valnøddesnaps og grappa. Vi er de eneste gæster denne aften, og det er fuldstændig ligesom at besøge sin mormor og i muntert og afslappet lag spise velsmagende, solid bondekost.

Som i Caraibien

En anden dag besøger vi nogle af Klaus' venner, der bor i Pula. De tager os med ud på den sydligste spids af Istrien til det mest fantastiske badested, som også ligger for enden af en meget lang og støvet grusvej, og hvor vandet er krystalklart og fuld af fisk - perfekt til at snorkle i. Lige ved denne klippestrand ligger en bar, en meget speciel bar bygget af en gammel hippie, som selv bor i en jordhule under baren.

Området er et naturreservat og tidligere militært øvelsesområde, men den gamle hippie, der i mange år boede i Schweiz, har alligevel fået lov til at købe et stort stykke, hvor han har indrettet sig med et caraibisk inspireret mad- og drikkested. Man sidder blandt høje sukkerrør i små, hyggelige cabañas og kan forlyste sig med bordtennis, rutsjebaner, karruseller og andet hjemmebygget legetøj, inden man tager en svalende dukkert i vandet.

Det minder om den hemmelige strand i Danny Boyles' The Beach, og det er heller ikke kun de lokale, som ved, at stedet findes. Der høres både tyske og engelske stemmer. Kroatien var før krigen på Balkan et yndet rejsemål for mange europæere, og de er vendt tilbage i stort antal. Vi får at vide, at alene ca. 85.000 danskere hvert år besøger den istriske vestkyst.

Om aftenen tager vores værter os med til en usædvanlig fiskerestaurant, der ligger ved en bred saltvandskanal, der går fra havet og ind mod Pula. Her har en tidligere fisker, en stor, venlig mand med kæmpenæver, slået sig ned og har åbnet et spisested. Det er vist ikke helt lovligt, får vi at vide, og han fisker vist heller ikke på helt lovlig vis. Men han kan finde ud af at lave mad. Vi får lov til at kigge ind i hans primitive køkken, hvor han står i undertrøje og steger de friske fisk, der serveres med brød og salat - andet har han ikke tilbage - og smager virkelig godt.

Vi er en halv snes mennesker omkring bordet, der er placeret lige ved siden af kanalen. Snakken går på flere forskellige sprog, dansk, kroatisk, engelsk og tysk, og igen får jeg følelsen at være til en familiekomsammen af de mere livlige.

Motovans første swimmingpool

De afgørende puljekampe i VM spilles, mens vi er i Motovun. Blandt andet ryger Kroatien ud af slutrunden, og der går et sorgens suk gennem de små 50 mennesker, der er samlet til open air-fodbold på storskærm på en bar lige midt i byen - og lige ved siden af kirken. De følgende dage er vi stort set kun fem danskere, som gider se fodbold på baren, hvor en lille fadøl koster 10 kroatiske kroner (kuna), der er det samme værd som danske.

Når man står på terrassen i lejligheden, hvor vi bor, eller endnu højere oppe i Motovun, og kigger ud over landskabet, ser man grønne marker, skove og bjerge. Men det kan være snart være slut, frygter man. Området er ved at blive hipt på en måde, så de kunstnere og bohemer, som allerede bor her, ikke kan følge med. Motovun er også hjemsted for en populær filmfestival. Det er endnu billigt at købe sig et hus i byen, men priserne er steget voldsomt inden for de senere år. Rige forretningsfolk fra storbyer i andre dele af det tidligere Jugoslavien har investeret i huse, som de renoverer fra top til bund.

Ved siden af min ven Robins hus, planlægger en rigmand fra Beograd at installere Motovuns første svimming pool, og over alt bygges og forbedres der, også af de lokale. Klaus siger, at de alle forventer at få del i det økonomiske opsving, der skulle være på vej.

Byens tidligere borgmester og en af hans partnere har opkøbt store dele af områderne omkring Motovun og planlægger at anlægge både to 18 huls-golfbaner og et polo-resort med luksuriøse ferieboliger, hvor arabiske prinser og oliemilliardærer kan opstalde deres heste og flyve til, når de ønsker at slappe af med et spil.

www.istrianet.org

en.wikipedia.org/wiki/Istria

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu