Læsetid: 7 min.

20 minutter her og 20 minutter der

Uden nogen deciderede højdepunkter fik lørdag aften mere end et skær af antiklimaks på dette års usædvanligt fredelige for nu ikke at sige matte Roskilde Festival
4. juli 2005

Da vi skiltes sidst, kære læser, havde undertegnede netop haft en gedigen ud af kroppen oplevelse i selskab med Ali Farka Touré og hans crew på Arena. Den slags er ikke ligefrem hverdagskost, så det er bare om at være taknemmelig, når det sker.

Men det satte sit præg på resten af fredagen, hvor Deres udsendte havde endog meget svært ved at finde noget musik, der kunne fastholde interessen. Ikke nødvendigvis fordi der var noget i vejen med den udbudte musik, snarere fordi det var svært med ét at skulle stille sig til nøje med husmandskost ovenpå en så udsøgt gourmetanretning, som den, der var blevet serveret for en udvalgt skare denne salig fredag eftermiddag på Arena.

Således stod vi kun model til en to-tre numre med Snoop Dogg på Orange, for der var der allerede gået så heftig inflation i alt det der med at "wave your motherfucking arms in the air" og syng "bow wow wow, yipee yeah yipee yow", at der kun var ét at gøre: løbe skrigende bort. Selv om Snoop er en af verdens mest distinkte rappere, og der næsten altid er guld at finde rundt om på hans albums, virkede showet plat og malplaceret på denne lytter.

Måske hvis det havde været ud på aftenen, ville det have fungeret, men i højt solskin gik den altså ikke. Sjovt i øvrigt hvordan hiphoppen, der i mange år gjorde et stort nummer ud af at være i opposition til rockens manerer, har udviklet sine egne trist forudsigelige arbejdsgange. Som en lille pige, der stod og betragtede showet, sagde til sin mor: "Mor, mor, se alle de mennesker, der laver gymnastik." Jo, da. "Wave your motherfucking arms" selv, Snoop!

Grænseløs hvileløshed

Om på hælen og direkte over til Arena, hvor den ubetalelige svensker Håkan Hellström gik på med sit fremragende orkester, men ak og ve, lyden var forfærdelig og teltet kvælende varmt. Efter 20 minutter var det bare nok, og turen gik videre væk, hvileløst. Og sådan en fredag blev det - 20 minutter her og 20 minutter der, ind og ud af diverse telte, hvor såmænd glimrende kunstnere gjorde, hvad de kunne for at tænde gløden hos publikum.

Bare ikke lige i dette hjørne, hvor hvileløsheden ingen grænser kendte. Audioslave på Orange, jow, ja, tja, hæderligt, lige frem kompetent, men ophidsende: nej. 20 minutter var i hvert fald rigeligt. Så meget tid behøvedes ikke for at konstatere, at The Tears på Arena var en fuser. De to gamle drivkræfter i Suede - Brett Anderson og Brett Butler - samlet igen, men af den faste overbevisning, at de kan ignorere deres fælles fortid og udelukkende spise publikum af med sangene fra The Tears' til dato eneste og tilmed noget traurige album.

Heller ikke veteranerne Black Sabbath leverede det voldsomt ophidsende, da de som et af festivalens absolutte hovednavne gjorde deres entre på Orange kl. 22. Det var da meget rart at genhøre "War Pigs" og "Paranoid", men efter 20 minutter gik der inerti i den, og vi drog mod Arena for at høre den danske Junior Senior spille deres mange variationer over deres stadig smittende hit "Move Your Feet".

Men det er nu stadig deres bedste ofring og intet i løbet af de 20 minutter vi hørte, ændrede på det indtryk. Der blev også lige tid til en halv times behagelig, men kantløs brilletechno med Autechre på Metropol, før vi sammen med store masser atter søgte mod Arena, hvor D-A-D skulle på en time efter midnat.

Verdensmestre i Orange

Og hvis D-A-D er noget og fortjener en titel, er det såmænd: Verdensmestre i Orange Scene. Vi taler ét af de meget få bands, der til fulde formår at udnytte scenens størrelse og hele uregerlige fremtoning. De både fyldte den ud og sprængte dens grænser, fra og med de satte i med de første knivskarpe akkorder fra brødrene Binzers guitarer og til de to timer senere bød ret farvel med hævede faner og opslåede hjelme. Alt klappede - lyden var mere end fantastisk, lyssætningen blændende, og de fire herrer spillede så tight som en sammensnerpet anderøv. Læg dertil en kæmpekran med deres berømte oksekranie og bassist Stig iført tegneseriegladiatorudstyr og læseren vil forstå, at det som sædvanlig gjaldt om at gøre det "bigger and better" end alle andre.

Laust Sonnes piskesmældende og konstant finurlige trommespil løfter gruppens i forvejen skallesmækkende drengerøvs-rock'n'roll endnu et trin op ad den evolutionære stige, Jesper Binzers hæse stemme og hele rolle som diabolsk guide gennem Disneyland After Dark fungerer perfekt, og Jakob Binzer er og bliver en guitarist af guds nåde, hvilket stod lysende klart denne nat, hvor han fik lov til at strække helt ud. Og selv om Stig Pedersens bas kun har to strenge, leverer han perfekt råswingende prikbas til gruppens basale, men konsekvent effektive hårde rock. Vi fik alle sangene fra gruppens seneste udspil, det tilbage til rødderne prægede Scare Yourself (hvorfra titelsangen allerede er en D-A-D-klassiker), men det fik lige en ekstra kant live. Samt selvfølgelig alle de mange stensikre rockklassikere, det er blevet til ned gennem årene. Der blev til den store guldmedalje brølet med på "Sleeping My Day Away", "Bad Craziness", "Everything Glows", og hvad de nu hedder, og D-A-D satte ubesværet et fejende flot punktum for en lang og ofte både retnings- og hvileløs fredag, hvor tingene nægtede at gå op i en højere enhed.

Lørdag begyndte med 20 minutter i selskab med Mike Pattons gruppe Fantômas på Arena. Der var såmænd intet i vejen med musikken, men alt med tidspunkt og placering og vi ilede derfor ned for at høre den danske oktet Efterklang på Metropol. Deres drømmende og centrumsløse drømmerock - laptop møder violin møder trombone møder indierock - passede bedre til tid og sted, så det var bare at åbne sanserne og lade sig falde ind i det tilbudte og gennemført lyriske univers. Skal der falde en kritisk bemærkning herfra, må den gå på, at gruppen i høj grad savner en distinkt sanger, der kan matche den ofte sublime musiceren.

En sådan besidder til gengæld hiphoptrioen Outlandish i form af Isam Bachiri, som sædvanlig flankeret af på den ene side den fremragende showmand Waqas Quadri, på den anden den højenergiske Lenny Martinez. Trioen gav med diverse gæstestjerner og den superdygtige DJ Noize bag grammofonerne en fremragende om end meget underspillet performance på Arena først på aftenen. Allerede ud fra gruppens lidet opstadsede fremtoning dedukteredes det, at de havde besluttet sig for at holde tingene på jorden, og showet blev en fin opvisning i kunsten at lade musikken tale for sig selv. Vi fik det i forma af et mylder af de mange fine numre fra gruppens til dato to albums, en rygradsrislende tolkning af PH's Man binder os på mund og hånd samt et indblik i materialet fra det kommende album, her i blandt en meget smuk komposition, der tog afsæt i den uopslidelige Dansevise. Uden på nogen måde at være spektakulært mindede det om, hvor specielle Outlandish er, og hvor heldige vi er at have dem.

Rock i urform

For Informations udsendte endte aftenen på Arena, thi på Orange Scene var der denne lørdag af uransalige årsager kun booket tegneseriebands; Jimmy Eat World (que?), Foo Fighters, Green Day og - hold fast - Duran Duran. Nok det dårligste og mindst inspirerende program nogensinde på scenen, der har til formål at binde hele festivalen sammen. Så i stedet daffede vi over for at høre The Raveonettes give deres bagstræberiske, men også herligt ufortyndede rock på Arena. De kom ikke synderlig godt fra start - lyden var jammerlig og sangene lød til en begyndelse stort set ens - og vi var egentlig ved at pakke sydfrugterne og rette blikket mod andre teltduge, da bandet satte i med deres version af det gamle 1963-hit, "My Boyfriend's Back", afsunget af den ranke og meget blonde Sharin Foo. Derefter så bandet sig ikke tilbage, og showet blev bare bedre og bedre, efterhånden som det sammentømrede hold på scenen fandt såvel beatet som melodien, og i processen fik pisket den herligste elektriske storm op.

Retro og Raveonettes

Retro så det hugger har Raveonettes alligevel en ganske særlig overbevisning om deres mission, personificeret ved frontmand Sune Rose Wagner, der tilsyneladende ligger trygt og godt i en tipslomme, bestående af gamle paperbacks med dristige femme fatales på omslaget, sorthvide noirfilm, et uanet antal singler med 60'er-pigegrupper samt en masse surfguitar rumlende i baggrunden.

Rigtig, rigtig stort blev det dog først til sidst, da gruppen under ekstranumrene bød sangeren Steen Jørgensen velkommen på scenen, thi den store vokale stilist er hverken Foo eller Wagner. Det er til gengæld Jørgensen, der fyrede først Raveonettes-kompositionen "Veronica Fever" af, så der ikke var et sæde tørt, før han leverede en højspændt udgave af Velvet-klassikeren "Waiting For The Man" af, mens bandet bag ham spillede, som havde de den onde selv i hælene. Rock i sin urform og et stort Roskilde-øjeblik. Dem var der så heller ikke mange af i denne omgang. Og så heller ikke et suk om Duran Durans patetiske show, der skulle have udgjort festivalens klimaks, der nu primært glimrede ved sit fravær. Som de gamle altid sagde: Gå aldrig tilbage til en fuser!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her