Læsetid: 5 min.

2.000 døde amerikanere - en psykologisk milepæl

Tabstallet stiger ligesom skepsis og direkte modstand mod præsident Bushs krig i Irak. Men ingen demokratiske partiledere har indtil videre ønsket at opfordre til en tilbagetrækning
26. oktober 2005

BOSTON - Tabstallet for amerikanske soldater i Irak nåede i går op på over 2.000 mand - en vigtig psykologisk milepæl, der set i sammenhæng med Præsident George W. Bushs aktuelle interne politiske vanskeligheder vil give næring til yderligere folkelig skepsis over for krigen.

Kilder i Pentagon nægtede ikke overraskende, at tallet 2.000 skulle være en milepæl og insisterede i stedet på at kalde det runde tal et 'mærke'. Over 15.000 er blevet såret under krigshandlinger i Irak siden invasionen i marts 2003. De civile tab er ifølge den britisk-amerikanske webside Iraqi Body Count næsten 30.000 mennesker, primært irakere.

Meningsmålinger sender et tydeligt signal om den ængstelse, der spreder sig i den amerikanske befolkning over en krig uden øjensynlig ende og uden klare pejlemærker for en tilbagetrækning af 150.000 amerikanske soldater og deres allierede i Irak.

Det store dyk i tilslutningen til Irak-krigen startede allerede i december 2003 - seks måneder efter at sunni-oprøret var blevet lanceret.

I vinteren 2003-04 mente 70-75 pct. af den amerikanske befolkning stadig, at "krigen går godt eller rimelig godt," mens 20-25 pct. var af den diametralt modsatte opfattelse. I juni 2004 delte de to synspunkter mere eller mindre befolkningen lige over. Sådan har det været siden, ifølge Pew Center Research Center. I oktober indtog 53 pct. en negativ holdning og 44 pct. en positiv holdning til Irak-krigen.

Tavse demokrater

Paralleller til Vietnam-krigen kan i den sammenhæng være instruktive. Historieprofessor Maurice Isserman fra Hamilton College i staten New York peger f.eks. på, at den offentlige mening i USA om Vietnam-krigen også var 50/50 i tiden efter Nordvietnams og Vietcongs Tet-offensiv i 1968. Det var det år, at skepsis over for krigen forvandledes til en landsdækkende protestbevægelse og fem år senere til tilbagetrækningen af USA's styrker.

Men i 1968 var de daglige tabstal fra Vietnam langt højere end i Irak. I de første fire års krig fra 1961 til 1965 mistede 2.000 amerikanske soldater livet. Herefter voksede tallet støt år efter år.

En anden vigtig faktor gjorde sig gældende i 1968, siger professor Isserman. "Den væsentligste forskel mellem antikrigsbevægelsen i 1968 og 2005 er, at en betydningsfuld gruppe af førende politikere i det demokratiske parti dengang sluttede sig til oppositionen mod Vietnam-krigen."

Isserman nævner senatorer som William Fulbright, Eugene McCarthy, brødrene Robert og Edward Kennedy samt George McGovern.

I dag beklager både demokratiske og republikanske senatorer situationen i Irak og efterlyser en specifik tilbagetrækningsstrategi, men kun én af dem har turdet stille op og kræve en tidsplan. Det drejer sig om maverick-senatoren Russel Feingold, en demokrat fra Wisconsin, der planlægger at stille op til præsidentvalget i 2008.

Hverken Edward Kennedy, John Kerry, Hillary Clinton, Joseph Biden eller Harry Reid (demokraternes mindretalsleder i Senatet) støtter en tidsplan. Som tidsskriftet The American Prospect noterer i sin oktober-udgave:

"Demokraterne tilbyder ikke originale ideer. De lyder kritiske over for Bush og krigen, men i praksis gentager de den linje, som Det Hvide Hus står for, nemlig intensiveret træning af irakiske soldater, flere penge til genopbygningen i sunni-områder og et politisk kompromis mellem Iraks tre dominerende etniske grupper."

"Man bliver efterladt med det præcise indtryk, at demokraterne mener, at de bedre kan føre dette projekt ud i livet - at demokraterne ved bedre, hvordan det skal gøres," skriver Matthew Yglesias i månedsmagasinet.

Medlemmer af det demokratiske partis udenrigspolitiske "establishment" indtager en langt mere kritisk holdning. Flere af de kendte har argumenteret for en gradvis tilbagetrækning fra Irak. I gårsdagens Financial Times' amerikanske udgave skriver Philip Gordon og Michael O'Hanlon, to midtsøgende demokratiske intellektuelle fra Brookings Institution i Washington:

"Vi mener ikke, at USA bør trække sig ud af Irak nu. I stedet anbefaler vi, at USA sætter et mål for, hvor mange soldater vi vil sende hjem i løbet af 2006 for at gøre missionen i Irak mere politisk acceptabel i Irak såvel som i USA og samtidig redde et amerikansk militær, der er for hårdt spændt for verden over."

De to kronikforfattere er enige med præsident Bush i, at en tilbagetrækning lige nu vil "forværre situationen i Irak."

"Det ville sende et signal til terroristerne om, at de vinder, blot de er tilstrækkeligt brutale, og samtidig dømme Irak til en sandsynlig borgerkrig og endog opildne til en stedse stærkere tilstedeværelse af jihad-krigere i Irak."

Kritiske republikanere

Kritikken af Bush-regeringens Irak-krig er til tider langt skarpere fra republikansk side. Tidligere udenrigsminister Colin Powells stabschef Lawrence Wilkerson fremlagde en sønderlemmende kritik af Bush-regeringens udenrigspolitiske beslutningsproces i en tale til The New America Foundation i sidste uge.

"Hvad jeg så, var en kabale bestående af vicepræsident Richard Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld, der tog beslutningerne om de vigtigste emner udenom bureaukratiet. Når beslutningerne herefter blev forelagt bureaukratiet, var de så usammenhængende, så svære at forstå, at bureaukratiet ofte ikke vidste, hvad det egentlig var i færd med at føre ud i livet," sagde Wilkerson.

Powells tidligere stabschef understreger, at det nationale sikkerhedsråd, der specifikt blev skabt som en kontrolmekanisme inden for Det Hvide Hus, blev kørt ud på et sidespor af de to magtfulde beslutningsmagere Cheney og Rumsfeld. Wilkerson tilføjede i en kronik i går i The Los Angeles Times, at Powell ofte måtte møde op i Det Ovale Kontor og "hjælpe en ung og ungdommelig præsident med at tørre hundebæen væk fra de fine tæpper" - resultatet af de mange uovervejede udenrigspolitiske intiativer.

Også tidligere sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft, der tjente under Bushs far, har sluttet sig til listen af åbenmundede kritikere. I et langt interview i denne uges The New Yorker Magazine hævder han i en detaljeret kritik af Bushs sikkerhedspolitik, at Irak-krigen har skadet bestræbelserne på at bekæmpe terrorismen.

Scowcroft er af den realistiske skole i amerikansk udenrigspolitik og siger, at han fra fra starten gjorde sine republikanske fæller i Bush-regeringen klart, at det ville være muligt at indføre demokrati i et muslimsk land med militær magt. Han udtaler endvidere, at hans lange venskab med Richard Cheney - der går tilbage til den første Irak-krig - er ovre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu