Læsetid: 7 min.

2006: Det år min mor emigrerede

Hvad er der sket i år 2006? Der skete så meget. I min familie emigrerede min mor til Tjekkiet. Og det var Anders Foghs skyld. På alle måder
27. december 2006

Det skete engang i sommer. Min mor sænkede avisen og sagde irriteret: "Hvorfor skriver du ikke om noget vigtigt?" Hun havde lige læst min seneste udgydelse i Den mindst Ringe, som vistnok handlede om én eller anden inferiør sportsgren. Men hendes irriterede tone forbløffede mig. Det var jo om ikke andet 'mors ældste', hun talte til.

"Skrive om noget vigtigt? Hvad for eksempel?" fik jeg spurgt på formfuldendt dansk.

"Ja, du kunne for eksempel skrive om den her regering, der har fået en gammel kone til at skamme sig over at være dansk."

Og så kom den lange pællemælle om regeringen og dens støtteparti og deres måde at behandle mennesker på.

Det ville jo alt sammen ikke være særlig interessant, hvis det ikke var for det faktum, at min mor er borgerlig vælger gennem mere end 40 år.

Hun har, så vidt jeg ved, ikke stemt på andet end borgerlige partier hele sit liv. Helt fra dengang hun som ung i 1960'erne stemte på Erik Haunstrup Clemmensen fra de konservative - mest fordi han var sådan en flot fyr-

Det kommer sig nok blandet andet af, at de borgerlige partier gavnede erhvervslivet.

Hun har gennem et langt liv på arbejdsmarkedet altid været i det private erhvervsliv, og hendes holdninger er nok meget præget deraf. Hun og jeg har gennem årene haft nogle rå diskussioner om samme erhvervsliv, om lønmodtagerforhold og om skat, og hver gang har hun forsvaret arbejdsgivernes interesser, så selv Dansk Arbejds-giverforening ville være blevet røde i kammen over hendes mangel på blusel.

Omstillingsparat

Hun har i sine job mærket omskiftelserne, de nye tider: Efter at have været mere end 20 år i den samme virksomhed fik hun sparket uden nogen tak til farvel; efter at have skaffet sig selv et nyt job som 58-årig oplevede hun, at firmaet blev outsourcet til Tjekkiet.

Men omstillingsparat har hun jo altid været. Hvad gjorde Mor Edel? Hun flyttede med! Så siden maj måned i år har min et-par-og-tres-årige mor boet i Tjekkiet med et stk. ældre West Highland- terrier og en endnu ældre Citröen Xsara. Med en foreløbig kontrakt på to år og forlængelse, ja tak.

Det er det, jeg mener: Hvis der er nogen, der altid har stået sammen i Danmark, så er det min mor og erhvervslivet! Hun er på alle måder en kernevælger for det borgerlige Danmark, som statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans regering kun kan være tilfredse med.

Hvis det altså ikke lige var for det faktum, at den her regering ikke er en borgerlig regering, hvis man spurgte min mor. Hvis man spurgte min mor, hvad der karakteriserer en borgerlig regering, er det 'redelighed'.

Redelighed er et godt borgerligt ord. Man skal være ordentlig og fair; måske streng i nogle sammenhænge over for lediggængere og døgenigte og folk med uvasket hår, men også barmhjertig over for den, der er i nød. Den her regering er ikke redelig, og den er i hvert fald slet ikke ordentlig, siger min mor.

"Du skal skrive historien om, hvordan en person, der har stemt borgerligt hele sit liv, nu overvejer at stemme på venstrefløjen, og du skal skrive, at det er på grund af den ulækre udlændingepolitik, som den her regering fører."

Ledet af støttepartiet

Hvordan kan et land, der i 40 år i hele verden har været kendetegnet ved et stort mål af tolerance, frisindethed og venlighed, pludselig en dag vågne op og se sig beskrevet i overskrifter i verdens førende aviser som det land, som de tolerante og frisindede nationer i den vestlige verden ikke vil lege med? Hvordan er det nået dertil, at danskere, hvis forfædre har delt leverpostejmadder med Holger Danske, er nødsaget til at slå sig ned uden for landets grænser, hvis de finder sig en kone eller mand, der ikke er født på den danske, friske strand mellem æblegård og humlehave?

Det er endt sådan, fordi regeringen har ladet sig lede af sit støtteparti, som ikke alene har en markant politik, men også en patologisk fiksering på udlændingeområdet.

"Nok er aldrig nok for de mennesker," siger min mor og ser ulykkelig ud, efter hun har nævnt nogle af de sager, der hele tiden er oppe: Starthjælp ('hvilken hjælp?', spørger min mor), madkasseordninger, Udlændingeservice ('newspeak', siger min mor), behandlingen af børn i asylcentrene, gamle syge mennesker, der deporteres ud af landet, fordi deres tilknytningskrav er større til et andet land end Danmark. Det er ikke redelighed, det er ikke barmhjertighed. Jeg tror såmænd ikke, min mor nødvendigvis ville have haft noget imod visse stramninger i udlændingepolitikken, dengang, det kom op i 1990'erne, men det er den nidkærhed og indædthed, hvormed den nuværende regering og dens støtteparti strammer og strammer, der kan forlede én til at tro, at der ikke kun er tale om en revideret udlændingepolitik, men om at man for alt i verden vil slippe af med de fremmede; der skal bare helst være så få som muligt af de der sorte med mærkelige navne og uhyggelig religion.

"Jeg ved godt, du har hørt det før," siger min mor, "men det er jo et faktum, at hovedparten af de indvandrerproblemer, der reelt har været, har været selvskabte, fordi vi hentede fremmedarbejdere til landet i 60'erne og 70'erne - hvor de i øvrigt var særdeles velkomne - parkerede dem i betonsiloer og så i øvrigt ikke gjorde noget for at gøre dem fortrolige med det samfund, de var kommet til. Dermed blev de efterfølgende generationer lige så utilpassede som den oprindelige."

"Jeg er glad for, at jeg er flyttet," siger min mor. "Det var jo ikke til at holde ud længere. Nu slipper jeg da for at høre regeringens støtteparti stå og være selvgode i radioen i tide og utide."

Jeg har en slem mistanke om, at det ikke var typer af deres slags, gode gamle Oehlenschläger skrev om, da han i sangen hyldede de ædle kvinder, skønne mø'r og mænd og raske svende, der bebo de danske øer. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Den store forskel

Min mors exodus til Smetanas hjemland er måske ikke en emigration i klassisk forstand, men det passer hende rigtigt godt at være på bekvem afstand af Danmarks ageren i disse år. Min bror og jeg kalder hende 'bekvemmelighedsflygtningen'. Vi er så ladt tilbage i Danmark. Og jeg tænker nogle gange på, at da den nuværende regering trådte til efter valget i 2001, var der mange, der stemte på Venstre ud fra parolen: "Der er alligevel ikke den store forskel på Nyrup og Fogh. Vi trænger til at se et nyt ansigt."

Det skal jeg da minsæl love for, vi fik! Det er muligt, at Fogh har deponeret minimalstaten på ideologiernes skraldeplads, og det er muligt, at mobbeofrenes tænketank, Cepos, synes, regeringen er en flok softliners, men vi andre kan nu godt skelne: "Ud med smagsdommeriet," sagde statsministeren i en nytårstale, og nu har vi kanoner om alt fra litterære mesterværker til nedlagte ismejerier. "Af med råd og nævn," sagde statsministeren, og nu har vi i stedet ministre, som giver pokker i armslængdeprincipper og i højere og højere grad som små konger selv uddeler milde gaver. Skattestop og dermed udhuling af den kommunale økonomi; småforbrydelser straffes strengere - uden virkning; en mystisk finanspolitik, hvis vigtigste årlige nyhed er, hvor meget yderligere velhavende pensionister skal have tilført i julegave af regeringens støtteparti. En forunderlig effektiv måde at skaffe flertal for finansloven på og en ufattelig virkningsfuld måde at lukke det ellers umættelig gab på regeringens støtteparti på - om ikke andet så for en tid. For på flygtninge- og udlændingepolitikken vil gabet ikke lukkes. Nok er aldrig nok, mor! Hele støttepartiets eksistens og drivkraft som stort parti i det danske Folketing er bundet op på det forbandede emne. Og regeringen halser efter i stedet for at udvise borgerlig redelighed. Hvis Cepos eller andre har svært ved at se forskel på regeringen og de andre, så må de gerne ringe til mig, så skal jeg stave det for dem. Eller de kan spørge min mor.

Så mor - det var det: En alvorlig sag, som optager os begge. Nu har jeg skrevet om den. Så nu vil jeg vende tilbage til petit-stoffet igen. Om Vorherre og den strenge hr. kronikredaktør vil, havde jeg tænkt mig at vende tilbage i foråret med en kronik, der går tæt på spørgsmål som: Hvorfor er det kun par med Downs Syndrom, der går med hinanden i hånden, når de er over 40? Hvorfor griner man altid hysterisk fjollet, når vinden vender vrangen ud på ens paraply? Samt: Kan man have vild og hæmningsløs sex med sin kone inden for en time efter, man har spillet Scrabble?

Godt nytår til alle Informations læsere!

* Kronikken i morgen:

Bilisme i europæiske storbyer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu