Læsetid: 2 min.

2,3 mia. kr. ekstra til sundhed i 2008

Danske Regioner og Finansministeriet indgik søndag en aftale, der lægger op til en gennemgribende ændring af sygehusvæsenet.2,3 milliarder kroner ekstra til sundhedsområdet i 2008 - og en langsigtet investeringsplan, der skal sende det danske sundhedsvæsen op i international topklasse
11. juni 2007

Det blev resultatet af den aftale, som Danske Regioner og regeringen indgik i går efter et par døgns intense forhandlinger. Af de 2,3 mia. kr. går 1,6 mia. kr. til sygehusområdet.

Pengene giver mulighed for flere behandlinger, afkortning af ventetiderne og indførelse af ny medicin på sygehusene.

Derudover er der afsat yderligere knap 600 mio. kr. til medicin, 75 mio. kr. til regionaludvikling, 50 mio. kr. til oprydning på jordforurenede grunde og 20 mio. kr. til psykiatri. Og den særlige pulje til strålebehandling fra i år forlænges i 2008 med yderligere 100 mio. kr.

"Aftalen gør, at vi kan fortsætte ad den vej, der skal give Danmark et sundhedsvæsen i verdensklasse. Der venter nogle betydelige investeringer i sundhedsvæsnet i de kommende år," siger finansminister Thor Pedersen (V).

Fornuftigt løft

Regionernes formand, Bent Hansen (S), kalder aftalen for "et fornuftigt løft til sygehusenes aktiviteter."

Ifølge finansminister Thor Pedersen (V) får aftalen konkret betydning for patienterne, når det gælder behandlingsgaranti i det offentlige sygehusvæsen.

"Man får en ret, som man tidligere ikke har haft. Skal man vente mere end fire uger på behandling på et offentligt sygehus, har man ret til at vælge en anden behandling, som også er gratis. Det er den enkelte borger, der får en ret," siger Thor Pedersen.

Når det gælder de langsigtede investeringer i et nyt og mere tidssvarende sygehusvæsen, er der endnu ikke sat penge af.

Danske Regioner mødte op til forhandlingerne med en ambitiøs plan: 100 milliarder kroner over 10 år til renovering og nybygning skal løfte sygehusene op i international klasse.

Men et konkret beløb kom regionernes forhandlere ikke hjem med. Først til efteråret vil der blive sat en økonomisk ramme op for investeringerne, og det er regionernes formand, Bent Hansen (S), foreløbig godt tilfreds med.

"Vi har ikke i dag et grundlag for præcist at vide, hvad der skal til. Men vi har da store forventninger til, hvad regeringen kommer med. Aftalen betyder først og fremmest, at vi har fået sikret et højt ambitionsniveau, og om det så til sin tid lander på 98,3 milliarder kroner eller 102 milliarder kroner over 10 år, er ikke så vigtigt i første omgang," siger Bent Hansen.

Kæmpe udfordring

Ifølge regionernes formand "kommer de store byggekraner nok først op i 2009, mens de første mindre arbejder kan komme i gang allerede i 2008".

For at sikre, at det er de rigtige investeringer, der bliver sat i gang, vil der hurtigst muligt blive nedsat et ekspertpanel med internationalt anerkendte eksperter med indsigt i drift og byggeri på sygehusområdet.

Panelet skal vurdere de enkelte regioners anlægsprojekter og holde øje med, om planerne opfylder målsætningerne. Derefter vil regeringen tage stilling til projekterne, hvordan de skal finansieres og i hvilken rækkefølge, de skal gennemføres.

"Vi står over for en kæmpe udfordring med at udnytte den chance, der nu er opstået for at modernisere sundhedsvæsnet, når 15 selvstændige sygehusvæsner er blevet skåret ned til fem. Derfor sammensætter vi et ekspertpanel, som skal gå i tæt dialog med regionerne og tage temperaturen på planerne. Det er helt afgørende, at vi sikrer, at det er klogest mulige investeringer, vi beslutter os for," siger sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her