Læsetid: 4 min.

25 procent

23. maj 1998

DEN NYE kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen, har hidtil svaret bravt for sig i diverse interviews og vist sig at være bedre inde i stoffet, end skeptikere lod ane. Men forleden pådrog hun sig vor filmanmelder Morten Piils vrede, da hun i et interview i Politiken (20. 5.) sagde noget om, at man burde investere i flere film for de 14-18-årige - med Bille Augusts Zappa som eksempel på det, hun gerne så mere af. Gå hjem og vug, moster, skrev Piil, så det gungrede. Ikke særlig høfligt og vel også det, der i gamle dage (70'erne) blev benævnt som "chauvinistisk", (noget, som var værre end det, katten slæber ind). De 14-18 foretrækker at se voksenfilm, konstaterede han og kunne have tilføjet, at Zappa var en film, som voksenpublikummet også tog til sig.
I Piils vrede lå måske også en slet skjult irritation over de hastigt skiftende kulturministre, der hver gang skal finde og opfinde den kulturelle verden på ny. Og som forøvrigt bare kan komme ind og feje af bordet, hvad en tidligere kulturminister havde tænkt sig og givet halve eller hele løfter om. En politisk realitet, javist, men en realitet, der har sat kulturverdenens tålmodighed på alvorlige prøver.
Filmfolket havde således forventet - efter Ebbe Lundgaards positive udmeldinger og Henning Camres store planer samt de aktuelle danske succeser - at få flere, mange flere, penge i kassen. Nu siger så Elsebeth Gerner Nielsen til Politiken, at hun har ikke flere penge til dansk film her og nu. Hun vil gerne prøve på at skaffe...

PIILS VREDE vil dog være for intet at regne mod den storm, Elsebeth Gerner Nielsen vil opleve, når det for alvor går op for danske forfattere, at de får beskåret deres bibliotekspenge med 25 procent. Den vil, gætter man næppe forkert ved at sige, være asiatisk i vælde. Bibliotekspengene er en blanding af kompensation og litteraturstøtte, men af hensyn til EU defineret som en støtte. De plejer at blive udbetalt sidst i juni og er for mange forfattere den faste indtægt, den basale og måske største. En nedskæring på 25 procent vil ramme, så der bliver gråd og tænders gnidsel. Og hvor skal pengene til huslejen så komme fra?

HISTORIEN om bibliotekspengene er en rigtig dårlig historie. I mange år levede forfatterne med den store urimelighed, at forfattere til en tynd børnebog (Pixi-bogen blev ofte brugt som symboleksempel) fik lige så meget i bibliotekspenge som forfattere til tykke romaner, som det havde taget år at skrive. Der blev nemlig afregnet pr. bind, uanset tykkelsen.
Langt om længe fik man så afhjulpet denne og andre urimeligheder med en ny bibliotekslov med et sindrigt, men mere retfærdigt pointsystem, hvorefter forfatterne aflønnedes pr. side. (Dog fik f.eks. digtsamlinger flere points pr. side end prosabøger.) Ordningen indførtes over en rimelig årrække og indbefattede forøvrigt også det famøse loft, som Ib Michael senere udsendte så meget støj over, at han alene fik den stillet i bero.
De skønlitterære ventede en kraftig stigning, men da man ved samme lejlighed afhjalp andre mangler og f.eks. tog oversættere bedre ind, blev den ikke så stor igen. Nogle oplevede endda en nedgang, hvorfor bibliotekstilsynet indkaldte til et særligt møde i Moltkes Palæ i København, hvor forfatterne fik forklaret, hvorfor deres indtægter var gået ned i stedet for op. Det var et overgangsfænomen, senere vil det blive bedre, lød budskabet. Og lidt bedre er det da også blevet - for nogle.

NU KOMMER så chokket med den uventede 25 procentsnedgang. Det ulykkelige er, at kulturministeriet i en slags "bedste mening" har holdt de såkaldte klassesæt uden for bibliotekspengene, fordi denne form for bogkloner slugte (for) mange penge af den fælles forfatterpulje. Klassesættenes forfattere har naturligt nok protesteret - og fået medhold. Nu skal der så rives penge sammen med tilbagevirkende effekt for de øvrige forfattere (se artiklen herom på side 4).
Begge forfatterforeninger har naturligvis straks protesteret. Ingen anden fagforening ville heller finde sig i et indhug af den størrelsesorden i medlemmernes økonomi. Nu er forfatterforeningerne jo ikke "rigtige fagforeninger", som Ritt Bjerregaard ville have udtrykt det. De har eksempelvis ingen A-kasser, da forfattere regnes for selvstændige næringsdrivende.

MAN FÅR imidlertid håbe, at kulturministeren forstår det særlige i situationen og besinder sig på den måde, at hun ikke straks giver de hårdt medtagne forfattere den kolde skulder - ligesom filmfolkene i første omgang har fået. At hun går ud og forsøger at skaffe en regeringsopbakning om den fornuftige løsning, som Dansk Forfatterforenings formand, Knud Vilby, har foreslået. Vilby foreslår en ekstrabevilling i den foreliggende og meget specielle situation, idet der ellers er tale om en slags ekspropriation. Han bør i samme åndedrag undersøge de juridiske muligheder for at rejse en retssag.
Under alle omstændigheder vil forfatterne selv - senest den dag, de sidder med de stærkt krympede checks i hånden - rejse et ramaskrig så stort, at det vil høres over det ganske land. Det var netop den metode, Ib Michael med stort held benyttede, hvorved han demonstrerede, at forfatterstanden ikke altid behøver dukke sig og bide uretfærdighederne i sig, som den ellers har haft for vane.
De danske forfattere leverer varen i form af gode bøger - ligesom filmfolkene er de inde i en god stime. Derfor har de en sympatibase i befolkningen, som de kan appellere til. Med mindre Elsbeth Gerner Nielsen af egen drift kommer dem til undsætning i stedet for at gå hjem og vugge.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu