Den lange, brutale saga om Rote Armee begynder i april 1968, da fire venstreorienterede aktivister fra Berlin forsøger at nedbrænde to varehuse i Frankfurt am Main. For aktivisterne er varehusene symboler på den vestlige kapitalisme og dennes 'udbytning' af arbejderklassen. Sammen har de året før deltaget i en stor protest imod USA's krig i Vietnam, hvor en demonstrant, Benno Ohnesorg, blev skudt ned af politiet.
Denne oplevelse har sammen med Vietnamsolidaritets-bevægelsens kongres i februar 1968, hvor 6.000 deltagere beslutter, at man i solidaritet med de antiimperialistiske befrielseskampe i den tredje verden vil arbejde for at åbne en 'anden front' i Vestens metropoler, radikaliseret aktiviteterne. Gruppen bliver senere kendt som 'første generation' eller Baader-Meinhof-gruppen efter de to ledende medlemmer, Andreas Baader og Ulrike Meinhof.
Går under jorden
Efter de første attentater og terroraktioner i 1968 går gruppen under jorden, skaffer sig falske id-papirer og begår væbnede røverier for at finansiere sit virke.
I 1971 fremlægger den i 'Konzept Stadtguerilla' sine idéer, politiske standpunkter og mål, der er inspireret af byguerillabevægelser som Uruguays Tupamaros. Påstanden er, at Vesttyskland er et repressivt samfund, der styres af fascister og aldrig har gennemført det nødvendige opgør med nazitiden. Da de 'undertrykte masser' har svært ved at indse dette, ser gruppen ingen anden udvej end at ty til mord, røverier og gidseltagninger for at tvinge politistaten til at 'vise sit sande ansigt'. Gruppens symbol bliver en Heckler & Koch-maskinpistol med en rød stjerne som baggrund, og navnet er inspireret af en lignende terrorbevægelse, Japans Røde Armé, mens 'fraktion' skal tilkendegive tilhørsforholdet til kommunismen.
I 1972 anholder politiet Baader, Meinhof, Raspe og Ensslin og pågriber dermed imidlertid hele første generations ledelse med ét slag. I 1975 bortfører et reorganiseret RAF CDU-politikeren Peter Lorenz i Berlin og kræver flere fængslede RAF-medlemmer frigivet. Regeringen giver efter, og en uge efter udveksles fangerne med Lorenz.
Angriber ambassade
Samme år angriber RAF Tyslands ambassade i Stockholm og tager 13 medarbejdere som gidsler. Kravet er nu, at 26 fængslede RAF-folk løslades, herunder Baader, Meinhof, Raspe og Ensslin. Da den tyske regering ikke vil opfylde kravene, skyder gidseltagerne et gidsel og truer med at skyde flere. Aktionen mislykkes, da gidseltagernes sprængladninger går af. To bliver dræbt, mens de øvrige anholdes.
I maj 1975 begynder processen imod Baader, Meinhof, Ensslin og Raspe i Stammheim-fængslet. Retssagen strækker sig over næsten to år. Undervejs hænger Ulrike Meinhof sig i cellen, hvad der giver anledning til konspirationsteorier om fingereret selvmord. De øvrige idømmes livsvarigt fængsel. Skønt hun var voldelig terrorist, dyrker venstreekstremister over hele Europa Ulrike Meinhof som et ikon - i Danmark skriver bl. a. lyrikeren Klaus Høeck en sonetkrans til hendes ære.
Offensive 1977
I 1977 begynder den nye generation 'Offensive 1977'. Første skridt er at myrde rigsadvokat Siegfried Buback og hans to livvagter. RAF kalder det en hævnaktion, da de holder Buback ansvarlig for 'torturen' af gruppens medlemmer i fængslet.
Derudover bryder en gruppe ind hos bestyrelsesformanden for Dresdner Bank, Jürgen Ponto, for at bortføre ham. Da han sætter sig til modværge, bliver han skudt. Den 5. september bliver formanden for den vesttyske arbejdsgiverforening, Hanns-Martin Schleyer, bortført. RAF holder ham som gidsel i 44 dage, før de dræber ham, da regeringen ikke vil gå ind på deres krav om at løslade 11 kammerater.
Efter de fatale aktioner i 1977 går anden generation i opløsning. Alle aktioner er endt i fiasko, da ingen af gruppens krav var blevet opfyldt. Nye folk kommer til, men frafaldet er større. Nogle flygter til DDR, hvor de får asyl. Stasi støtter RAF med penge og giver gruppens medlemmer nye identiteter i Østtyskland.
I 1982 optrævler de vesttyske myndigheder den resterende organisation. Mange gemmesteder bliver fundet og flere ledende medlemmer fængslet og dømt for tidligere attentater.
I løbet af 1982 opstår en tredje generation, og i 1985 begynder en ny RAF-offensiv med flere attentater. Den kulminerer, da to mænd trænger ind i huset hos formanden for Motor- und Turbinenunion, Ernst Zimmermann, binder ham og dræber ham med et nakkeskud.
Samtidig indleder RAF et samarbejde med den franske terroristgruppe Action Directe. Sammen gennemfører de et bombeattentat på en amerikansk militærbase ved Frankfurt am Main. To bliver dræbt og 11 såret.
Opløses i 1998
Frem til 1991 gennemfører RAF flere mord. I 1986 går det ud over bestyrelsesmedlem hos Siemens, Karl Heinz Beckurts, som dræbes af en bilbombe. I 1989 dræber RAF bestyrelsesformand i Deutsche Bank, Alfred Herrhausen, også med en bilbombe. RAF gennemfører sit sidste mord i 1991. Her bryder medlemmer ind i privatboligen hos Karsten Rohwedder, chefen for Treuhand, der skal afhænde og genprivatisere østtysk ejendom. Han dræbes af et skud i ryggen, da han er på vej i seng.
I 1998 opløser RAF sig selv med henvisning til et Rosa Luxemburg citat: "Revolutionen siger: jeg var/jeg er/jeg vil være." 26 af dens medlemmer er døde af sultestrejker, skudveksling med politiet, kræft, eksplosioner eller selvmord. Under aktioner og flugtforsøg har RAF selv myrdet 36.
