Læsetid: 6 min.

30 er det nye 20 - og vice versa

To ældre hiphop-giganter, en fra vestkysten og en fra østkysten, kæmper for at bevare den ungdommelige glød. Og både Snoop Dogg og Jay-Z klarer det med æren i behold. Mens unge Akon søber i sentimentalitet
2. december 2006

I hiphoppen er der ingen fremtid. Man brænder sit lys i begge ender, man detonerer for åbent tæppe, bliver ædt af løverne midt i rampelyset. Exit desperado efter at have tømt magasinet for skarpe gloser. Exit 2Pac og Notorious B.I.G. I kiste. Og uden for kisten, men selvvalgt færdige som solokunstnere: Eminem og Jay-Z.

Sidstnævnte fik sig et nyt, fornemt job som direktør for Def Jam Records i 2004, året efter han havde pensioneret sig selv som mikrofonbetvinger. Men det var en kort pension. For Jay-Z alias Shawn Carter har netop udgivet sit niende soloalbum. Måske kom han til at fryse i bestyrelseslokalets dyreste læder. Måske savnede han bare rappen, som han affyrer med en klar diktion og en rytmisk mikrodetaljering hinsides stort set alle andre. Måske følte han sig natteblind og ensom uden for rampelysets tropiske opmærksomhed.

"It's the lights: Satisfaction", som det lyder på Kingdom Come, hvor kongen af New York Citys hiphopscene er blevet blødere i hermelinkåben. Manden, der sidste år på eget initiativ blev forsonet med bysbarnet og ærkerivalen Nas, rapper nu om rod i parforholdet med Beyoncé: "I don't think it's meant to be, B/ For she loves her work more than she does me". Ganske vist handler det om en to år gammel sprække i tosomheden, har han forklaret, men alligevel.

Og på "Minority Report" kritiserer han, hvor kriminelt langsom Bush-administrationen var til at reagere på Katrina-orkanen. Men han beklager også sit eget sølle bidrag: "Sure, I ponied up a mil, but I didn't give my time/ So in reality, I didn't give a dime". Det kaldes selvransagelse.

Dødsangst

Jay-Z rapper ikke med samme hastighed som tidligere. Men måden han kan sammentromme stavelser på en nålespids, pendle hurtigt og irregulært mellem taktslagene for så at skate i en flydende bevægelse hen over et beat... Halleluja. Eller måden han slentrer med falsk nonchalance over en bund af uro... Uforligneligt.

Kingdom Come har også noget, der ligner ballader, og der er generelt en varm soulet feeling over menageriet. Just Blaze affyrer nogle fabelagtigt flamboyante funk/ soul-konstruktioner, hvor bl.a. Rick James' "Superfreak" får en af de mere kreative ture i samplerens frisørstol. Mens Dr. Dre med skiftende held forsøger at finde en moden nerve i selskab med en rapper, der nu både musikalsk og tekstligt vil definere sig selv som voksen.

Men Jay-Z vil bestemt ikke hævde, at alderdommen trykker. "20 is the new 30", rapper den på mandag 37-årige kækt. Om tre år bliver 40 vel så de nye 30 og dermed 20?

Og i denne lidt nervøse kækhed gemmer sig også en dødsangst, som måske spejles bedst i den allermest overdrevne Just Blaze-produktion - på nummeret "Oh My God", hvor der spilles på alle tangenter på damporglet. Alle tricks i show-manualen udstyres med ildspyende udråbstegn: Hysteriske dameskrål, nedbrudte trommeskind, flænsende trompeter. Topunderholdende, men forceret.

Kingdom Come er en blandet fornøjelse, som hiphop-plader nu er flest, men i højdepunkterne er det uomtvisteligt en af årets bedste inden for genren, som disse ører har lagt trommehinder til.

Så i hiphoppen er der altså alligevel en fremtid - for de ældre, der nægter at anerkende årenes gang og ikke mindst skaffer sig blodtransfusioner fra uomgængelige producere en vogue. Men der er især en fortid i hiphop. Den stolte tradition, den ærværdige hiphop-nation, de mytologiske urbane heksekedler, hvor hiphoppen blev født og videreudviklet. Og de tit kriminelle mytologier, som omgiver mange af kulturens personligheder.

Gadagung gadagung

Shawn Carter var f.eks. en knægt fra Brooklyn, NYC, der var rapper, men blev pusher og så - heldigvis - igen rapperen Jay-Z. Og Calvin Broadus var en fyr fra Long Beach, Californien, der måtte igennem en lang og sej mordanklage, men fik sig en stjernekarriere som Snoop Dogg - og som frikendt. Men han holder ikke desto mindre en vis gangsta-stil over blusset den dag i dag. Ja, samme dag, som han rappede og røg en joint på Rådhuspladsen i København til MTV Europe Music Awards, blev der udstedt arrestordre på ham i Orange County i Californien for ulovlig våbenbesiddelse. Gadagung gadagung.

Rapperen der var med til at udødeliggøre Dr. Dres klassiker The Chronic fra 1992 nyder da også at gangstaficere sig selv på sit nye album Tha Blue Carpet Treatment: "I wouldn't be the nigga that I am, if I didn't pop niggaz in their mouth, goddamn".

Og "They don't die/ They just multiply/ So don't give them niggaz a reason/ To turn it into spray season".

Snoop Dogg er blevet 35 og faktisk sjovere at lytte til med alderen. Ikke mindst takket være det sent tilknyttede producerteam The Neptunes, som på Tha Blue Carpet Treatment støber nogle uforskammet lumpent funky lurendrejer-tracks: "Lil' Crips" og den uforlignelige "Vato". Vi rejser med Snoops producerstab tilbage til det arvesølv, den samplede musikarv, der i sin tid gjorde rapperen berømt. Nemlig Parliament og Funkadelics p-funk fra 70'erne, som i starten af 90'erne blev sat ned i tempo og samplet og dermed fødte g-funken. Det skiftede for en tid magtbalancen i amerikansk hiphop til vestkysten.

Det er således med behørig respekt at p-funkens fader George Clinton medvirker på Tha Blue Carpet Treatments åbningstrack og fører os inden for på et af Snoop Doggs mest sejt swingende og ondt lokkende albummer i mange år. Dre, der klarer flere tracks, føler sig f.eks. tydeligvis sikrere på knapperne, når han skal pudse Doggs glorværdige fortid, frem for når han skal hjælpe Jay-Z med at blive voksen på østkysten. Så hellere en forlænget ungdom til Snoop på vestkysten. Dre's produktioner har ganske enkelt mere retningssans under Snoops regime.

Den hovne vrængen, den dovne baggårdskatterap, de kynisk slebne afleveringer er stadig varemærket. Der er ubehagelige glid mellem skud af den dødbringende og den seksuelle art, som antyder, at sex har en voldelig eller i hvert fald magtliderlig karakter. Og vice versa?

For meget flødehorn

Hverken Jay-Z eller Snoop holder sig for gode til hysterisk selvhævdelse og rablende hyper-bol. Og som en dyr, men sikker afstivning af ego lader de sig føre til tronen af forrygende og/eller berømte producere, medrappere (B-Real, Ice Cube, The Game) og sangere (Stevie Wonder, Beyoncé, D'Angelo). Også den yngre løve Akon, som smyger sig om Snoop - mens han slentrer - på "I Wanna F*** You".

På Akons eget nye album Konvicted finder man samme sang, men længere og under titlen "I Wanna Love You". Så er der lige som styr på, hvem der vil være skarpretter, og hvem der vil være førsteelsker, gangsta-ikon og popidol. Selvom teksten er lige gejl på begge skiver.

Der er bare generelt for meget flødehorn og for lidt stålfjeder over 25-årige Akon. Hans til tider reggae-influerede fraseringer er da fine, og hans stemme slank og smidig. Men efter at have haft lighteren tændt over hovedet flere numre i træk, så begynder man at få lyst til at mærke sin krop fra solar plexus og ned efter - ikke bare høre Akon bræge om selvsamme følelser.

De danske farver er repræsenteret ved Troo.L.S. & Rasks co-produktion af "Gangsta Bop", og det klarer de fint på et af albummets højdepunkter. Som der er for få af, for den musikalske sentimentalitet er simpelthen for overvældende i flere af sjælerne. Ja, det virker næsten som om, at 20 er det nye 30. Og dét er der jo ikke meget fremtid i.

* Jay-Z: Kingdom Come (Roc-A-Fella Records/Universal)

* Snoop Dogg: Tha Blue Carpet Treatment (Geffen Records/Universal)

* Akon: Konvicted (Universal Records/Universal)

* Snoop Dogg spiller i Forum, Kbh. den 13. marts 2007.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her