Læsetid: 4 min.

30 sekunder med Bush

Hvad ville du sige, hvis du fik 30 sekunder sammen med Bush, når han kommer til Danmark? Det har Information spurgt fire noget forskellige personligheder om
29. juni 2005

Ataf Khawaja, rapper

- Hvad ville du sige, hvis du fik 30 sekunder sammen med Bush?

"Var det 30 minutter eller 30 sekunder, du sagde?"

- 30 sekunder desværre.

"Nå for satan. Jamen, så tror jeg, jeg vil sige, at islam ikke har eneret på fanatisme. Det er en hetz, han kører. Ofte bliver det fremhævet, at muslimerne ikke kan lide de vantro. Men kan de hvide evangelister det? Forstår du, hvad jeg mener?"

"Altså enten vil jeg sige det. Eller også vil jeg sige 'hvor er de våben? Hvor er de henne? Hvor er billederne? I er fucking USA, I kan broadcaste alt, så hvor er billederne af de våbenlagre henne? Eller hvor er Osama? Jeg synes ikke, du snakker så meget om ham mere, men var det ikke det, der startede det hele? - Det, der gav dig grobund for at rykke ind i Irak? Åh nej, ved du hvad, jeg ville spørge ham om? Jeg ville spørge ham, 'er det, fordi du skal bevise noget over for din far?' Han prøvede jo at fjerne Saddam for 10 år siden. Er det derfor, det blev Irak igen og ikke Osama? For hvor er Osama? Ham ser jeg som en meget større trussel for USA."

Morten Albæk, debattør og forfatter:

- Hvad ville du sige, hvis du fik 30 sekunder sammen med Bush?

"Jeg vil sige to ting. Jeg vil starte med at sige ham tusind tak, fordi han havde modet og viljen til at befri Afghanistan og Irak fra undertrykkende og despotiske styrer. Men så vil jeg på den anden side gerne spørge ham, hvordan han kan forklare en ellers pro- amerikansk europæer det paradoks, som består i, at de selvsamme rettigheder, som vi går i krig for i Irak og Afghanistan, dem knægter han på Guantánamo, nemlig de universelle menneskerettigheder. Og om han kan forstå, at det er svært på den ene side at forsvare ham, og på den anden side føle, at man i realiteten forsvarer noget, der er fyldt med dobbeltmoral. Jeg sidder med det billede, du skaber 'Dear Mr. Bush. Thank you very much.' For jeg lægger ikke skjul på, at jeg ideologisk set er pro-amerikaner. Men til det med dobbeltmoralen, hvorfor er det så, at vi prioriterer at gå i krig i Irak, når vi f.eks. undlader at bekrige Nordkorea, som er et endnu større diktatur og en større atomar udfordring for den globale sikkerhed end Irak og Afghanistan er?"

- Noget med olie?

"Ja, jeg er bange for det. Og netop fordi, der synes at skinne en dobbeltmoral igennem, så bliver det sværere og sværere at være en europæer, der forsøger at bygge bro til hans USA. Der er flere og flere der siger, at USA ikke kan stå alene, men har brug for stærke allierede, men det får man altså ikke ved at være sprængfyldt med dobbeltmoral. Han genererer paradokser, som medfører, at dem, der forsvarer ham, efterfølgende må sige, jamen det kan jeg ikke forsvare. Han gør sådan set sine advokater forsvarsløse."

Mogens Lykketoft, tidligere formand for Socialdemokraterne:

"Jeg vil sige til ham, at jeg ikke tror, at man kan udbrede demokratiet med sværdet. Og at jeg tror, at det er vigtigt, at verden opbygger en forpligtende international retsorden, og at det ikke er den enkelte, eneste supermagt, der bestemmer alene. Det var vist 30 sekunder."

- Ja. Men kan du uddybe, hvorfor du lægger vægt på det med USA som den eneste supermagt?

"Fordi det er der, den store principielle uenighed har været mellem mange af os i Europa og præsident Bushs' administration. Vi mener, at verden er mere tryg, hvis vi styrker FN og de internationale samarbejder om nedrustningsaftaler, miljøaftaler og internationale straffedomstole - mens det er det absolut modsatte synspunkt, vi har mødt i Washington de seneste fem år. Jeg tror ikke, Bush vil give mig ret, men jeg tror, det er den eneste måde, man kan påvirke amerikansk, republikansk politik på. Ved at der er klare røster fra omverdnen - helst et enigt Europa - som forsøger at påvirke den amerikanske offentlighed. Og det har vi også større forudsætninger for - vi taler dog samme sprog, og har megen historie og kultur tilfælles. Så jeg tror, det er det eneste, der på kort sigt har en mulighed for at kunne påvirke dagsordenen hos dem, der reagerer i USA."

Jonny Hefty, rapper og kulturskribent

- Hvad ville du sige, hvis du fik 30 sekunder sammen med Bush?

"Uh, der fangede du mig godt nok lige i underhylere."

- Nå for den. Skal jeg ringe igen om en halv times tid?

"Det er nok bedst."

- Hej igen. Har du fået tøj på?

"Øhhh, jae. Lidt. Ha ha. Men jeg har lavet otte linjer, som jeg gerne vil rappe for Bush."

- Fedt. Jeg tænder lige båndoptageren.

"Cowboy Bush du driver stemmekvæget ind / brøler terrorisme - ideologisk blind / du tror, jeg sluger det råt, når du propper mit hoved / men dagens ret er valgflæsk stegt i olie og blod / garneret med angstens sved og et fed hvidløg / serveret som sandhed krydret med fede hvide løgn' / magtens mænd slagter dem, som bremser deres korstog / George, du får aldrig nogen plusser i vores bog," rapper Jonny Hefty.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu