"Som at få syet en kos yver fast på siden af ansigtet. Smertefuldt og ydmygende." Tom Waits har ytret sin mening om brugen af hans musik i reklamer. For selv om den amerikanske mester med stemmen af ståluld gennem mere end to årtier har kæmpet mod det, så er der stadig reklamefolk, der forsøger at fastgøre organer på hans karakteristiske fjæs. Men der er blevet sat en stopper for fingerfærdigheden i hvert fald i Spanien, hvor Waits just har vundet en historisk sejr. I sagen om et Audi-reklamespot fra 2000 har appeldomstolen i Barcelona netop afvist at omstøde den oprindelige dom, som var i Waits' favør. Og dermed er det stadfæstet at det tyske bilfirma Volkswagen-Audi og det spanske produktionsselskab Tandem Company Guasch uretmæssigt plagierede en sangstruktur fra en Tom Waits-sang samt fik en sanger til at kopiere hans stemme og sangstil. Waits havde, vanen tro, sagt nej til virksomhedernes forespørgsel om at bruge hans musik, i det her tilfælde sangen "Innocent When You Dream", og i stedet lavede man et plagiat.
"Reklamer gør unaturlig brug af mit værk," lyder det fra Waits. Og hvis dommen danner præcedens er det dårlige nyheder for et par andre bilfirmaer, nemlig italienske Lancia og tyske Opel, som også er ramt af sagsanlæg fra Tom Waits. Opels reklame, der er blevet vist i Danmark, Sverige, Finland og Norge, er anklaget for at benytte nogenlunde samme strategi som Audi-reklamen, mens folkene bag selv hævder at "Musikken er af Brahms, sangeren stammer fra Frankfurt, og den eneste berømthed, der er blevet bedt om at medvirke, var Steven Tyler fra Aerosmith."
"Hvis jeg stjal en Opel, Lancia eller Audi, satte mit navn på den og solgte den igen, så ville jeg ryge i fængsel," sagde Waits i en pressemeddelelse, da Opel-sagen brød ud i lys lue sidste år. "Men derovre spørger de, man siger nej, og så hyrer de imitatorer. De tjener penge på associationen, og jeg mister tid, penge og troværdighed".
Reklamer sælger
For andre musikere er der ellers ikke nødvendigvis tale om 30 sekunders offentlig smerte og ydmygelse i en reklameblok. For tiden kan man for eksempel på dansk tv høre den anmelderroste Feists sang "Mushaboom" i en helt legal reklame for Lacoste. Britiske The L.A.'s nyklassiker "There She Goes" kan høres i omkogt udgave, mens en familie hygger sig med Knorr-suppe. Bodyrockers' "I Like The Way You Move" opfordrer masserne til at binde sig til et eller an-det sms-ad-libitum-abonnement. Og da franske Les Rythmes Digitales' "Jaques Your Body" sidste år blev brugt i en Citroën-reklame, da blev singlen efterfølgende udstyret med et klistermærke, der gjorde opmærksom på forbindelsen til reklamen. For reklamer sælger - og ikke kun det produkt de reklamerer for, men også tit det musik, der reklameres med.
Op gennem 90'erne gjorde jeans-giganten Levi's det således til et af sine trademarks at reintroducere gamle sange og dermed musikere for masserne. Via deres reklamespots afstøvede de soulklassikere som Ben E. Kings "Stand By Me" og Sam Cookes "Wonderful World"' og ironisk nok det politisk bevidste punkrockband The Clashs "Should I Stay Or Should I Go" og sendte dem langt op ad hitlisterne. Ja, de introducerede faktisk også nye, nu lykkeligt glemte grupper som Stiltskin og Babyloon Zoo, der fik hver deres store hit.
Men for at kunne sælge sin sang til reklameindustrien, så skal man jo også eje sangen, og inden for amerikansk ophavsret kan man godt videresælge sit sangkatalog til andre. Det er for eksempel sket i tilfældet Beatles og har blandt andet har resulteret i brugen af "Revolution", heriblandt Lennons ord "We all want to change the world", i en Nike-reklame fra 1987. En transaktion godkendt af Paul McCartneys tidligere ven og den nuværende medejer af Beatles' sange, hr. Michael Jackson. Og det er sket for John Fogerty, der var front-figur i Creedence Clearwater Revival, men ingen indsigelser kunne gøre imod at hans sang "Down On The Corner" gjorde sig til i en 7-Eleven-reklame for nogle år siden.
Inden for EU har den nu opløste britpopgruppe The Verve også oplevet at miste en sang og siden se den blive brugt i en Nike-reklame. Fordi deres største hit "Bitter Sweet Symphony" fra 1997 gjorde brug af fire takter fra Rolling Stones-sangen "The Last Time", måtte The Verve nemlig aflevere 100 procent af deres sangrettigheder for overhovedet at kunne udgive deres kommende hit. Så under en vigtig american football-kamp i 1998 kunne tv-seerne - hvis de altså ikke, Gud forbyde det, var ude og hælde vandet fra kartoflerne - for første gang se en hele 60 sekunder lang Nike-reklame med The Verve som salgsargument. "Det her ville ikke være sket, hvis The Verve ikke havde mistet publishing copyright (og dermed kunstnerisk kontrol) over "Bitter Sweet Symphony" til Mick Jagger, Keith Richards og Allen Klein/ABKCO Music," erklærede gruppen i en pressemeddelelse.
Den gyldne middelvej
Andre synes at have fundet en gylden middelvej. Den politisk aktive britiske gruppe Chumbawumba har solgt rettighederne til deres største hit "Tubthumping" fra 1997 til flere reklamespots og doneret samtlige gysser til anarkistiske organisationer og radiostationer. Men i en tid hvor mange anser multinationale selskaber for at have store anparter i verdens problemer, kan dét at sælge sin musik skabe alvorlige troværdighedsproblemer. Det fandt den politisk hårdtslående srilankansk-britiske sangerinde M.I.A. ud af sidste år.
"For to dage siden havde jeg et skænderi med en ven, fordi jeg havde solgt "Galang" til Honda. Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke skulle have gjort det. Måske er I fuldstændig ligeglade. Men jeg håber, jeg stadig har jeres støtte. Jeg er førstegenerationsindvandrer. Hvordan skulle jeg ellers skaffe penge til dem, der har brug for det? Det er stadig min sang, den tilhører ikke Honda," blev hun citeret for at have sagt under en efterfølgende koncert. Men blogs, aviser og ex-fans var ikke blege for at kalde hende en hykler, ikke mindst fordi M.I.A. på sit debutalbum synger "Don't sell out to be product pushers."
I den strålende blog Mudd Up! blev der på baggrund af sagen lavet "DJ/Rupture's 10-Step Guide To Selling Out". Her fortæller den amerikanske dj og musiker at man får omkring 50.000 dollars for at sælge sin musik til en stor tv-reklame, og at køberne sjældent vil ændre på sangen. "Men konteksten bliver stærkt, voldsomt forandret," skriver han og forklarer endvidere hvordan en solgt sang uvægerligt forbindes til reklamen i den brede befolknings bevidsthed: "Kulturel aura tilhører dem, der nu engang betaler mest for at promovere eller udnytte det produkt eller den sang, det er knyttet til." Det betyder dog ikke at DJ/Rupture ensidigt fordømmer praksissen. "Babylon må, for at forblive salgbar - for at markedsføre selve oprøret og begejstringen og konflikten - inkorporere disharmoniske stemmer. Stående på skuldrene af vertikale giganter, hvisker vi rhizomatiske eventyr ind i deres kollektive øre," skriver han og tilføjer: "Jeg er fuldt ud klar til at sælge ud, 100 procent." Og hvis man ikke er det, så kan reklameindustrien altså finde på at plagiere. Eller finde en anden ophavsretlig vej ind til ens musik, for eksempel ved at lave en coverversion, hvilket også typisk er en billigere løsning, der har kunnet høres i den fattige udgave af Beatles' "Come Together" under et tv-spot for Field's.
At sælge ud eller ikke sælge ud, dét er spørgsmålet for musikere med en populær sang på samvittigheden. Og Tom Waits er ikke i tvivl om sit svar. Hans 30 sekunders smerte og ydmygelse i prime time er der sat en solid stopper for i Spanien. "Nu forstår de ordene til sangen bedre," siger han i en pressemeddelelse efter sejren. "Det var ikke 'Innocent When You Scheme', det var 'Innocent When You Dream'."
