Læsetid: 3 min.

35.000 nye job i bedre miljø

Byt understøttelse, spild og forurening ud med reelt arbejde og bedre miljø, siger Fagligt Fælles Forbund, 3F, og Det Økologiske Råd
10. oktober 2005

Beskæftigelsen kan forbedres med 35.000 nye arbejdspladser, hvis regeringen og kommunerne vil satse mere på miljø og folkesundhed.

Det er konklusionen på en rapport om miljø, energi og beskæftigelse, som Fagligt Fælles Forbund, 3F, har lavet sammen med Det Økologiske Råd.

Rapporten giver i alt 29 forslag om energi, trafik, vand, jord, affald og renere teknologi. Der er lagt vægt på forslag med veldokumenteret virkning på miljø og sundhed.

Et af de forslag, der batter mest, er en gennemgribende renovering af bygninger, så de bruger mindre energi og samtidig giver bedre komfort. Det foreslås, at især kommunerne sætter gang i energibesparelserne, når de alligevel skal renovere eller bygge om i forbindelse med kommunesammenlægningerne. Hvis alle kommuner energirenoverer halvdelen af deres bygninger i løbet af 10 år, svarer det på landsplan til en ekstra beskæftigelse på 3.800 personer. Udgifter på 35 millioner pr. kommune vil i mange tilfælde tjene sig selv ind i form af sparet strøm og varme.

Dertil kommer den samfundsmæssige gevinst ved mindre CO2-udslip.

Hvis alle rapportens forslag gennemføres, kræver det investeringer (private og offentlige) på 19,4 milliarder kroner om året, knap 4.000 kr. pr. indbygger. De fleste af forslagene vil tjene sig selv ind igen i form af energibesparelser, bedre sundhed og øget velfærd. Desuden vil de bidrage til integration af nydanskere og beskæftigelse af ikke-faglærte, hvis de følges op med en god uddannelsesindsats, skriver rapportens forfattere.

"Over halvdelen af forslagene vedrører energibesparelser og satsning på vedvarende energi. Energibesparelserne vil kunne betale sig selv hjem igen over en årrække, og samtidig har Danmark forpligtet sig til at leve op til Kyoto-aftalen. Det retfærdiggør, at vi har bragt så store milliardbeløb i spil," siger Det Økologiske Råds formand, Christian Ege.

"Vi har set på problemerne med miljøet som positive udfordringer," siger forbundssekretær Ulla Sørensen, 3F. "Der er utroligt mange muligheder for både at skabe beskæftigelse og varige miljøforbedringer. Samtidig får vi løst nogle af de store problemer med manglende integration af nydanskere og de stadig flere, der havner på overførselsindkomster. Udgifter, hvor vi i dag ikke får noget for pengene."

Rapporten er sendt til de miljøpolitiske ordførere i Folketinget, men hverken den konservative formand for miljøudvalget, Christian Wedell-Neergaard eller Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo havde i går haft lejlighed til at sætte sig ind i forslagene.

De siger begge, at de ser positivt på udvikling af ny miljøteknologi - også med henblik på dansk eksport. Men Eyvind Vesselbo er imod en forøgelse af de grønne afgifter og gebyrer og Christian Wedell-Neergaard advarer mod at skærpe miljøkrav, hvis det rammer virksomheder på konkurrenceevnen. Han mener også, at man skal være "meget forsigtig" med at stille krav om bedre isolering af bygningerne, fordi det kan blive "dyrt at efterkomme."

Vi er allerede i gang

Formanden for miljø- og forsyningsudvalget i Kommunernes Landsforening, Kurt Hockerup, som er konservativ borgmester i Vallensbæk, siger til 3F, at der "i de store linjer er overensstemmelse mellem rapportens forslag og det, kommunerne allerede gør. Det gælder f. eks. renovering af kloaknettet, ombygning fra elvarme til fjernvarme samt naturgenopretning. "Men vi er selvfølgelig hæmmede af skattestoppet. Vi er nødt til at prioritere, hvad der er råd til," siger han.

Et andet forslag med stor effekt på både beskæftigelse og klima er at stille krav om lavenergibyggeri klasse 1 ved nye kommunale udstykninger.

Rapporten koncentrerer sig om kendt og prøvet teknologi og forslag, der længe har været diskuteret i den offentlige debat. For eksempel at afskaffe elvarme, at opføre få, nye effektive vindmøller i stedet for mange gamle, bygge nye vindmølleparker på havet og udnytte geotermisk energi.

På trafikområdet drejer det sig om at fremme cyklismen og den kollektive trafik - og begrænse udslippet af livsfarlige partikler fra dieselmotorer.

På landbrugs- og naturområdet: Mere økologisk frugt og grønt, bedre naturbeskyttelse, begrænsning af landbrugets udslip, fremme af gylleseparering...

For at udnytte beskæftigelsesfremgangen uden problemer med mangel på arbejdskraft og lønpres, lægger rapporten vægt på, at miljø- og energi-området skal integreres bedre i de eksisterende uddannelser og nye moduler for ikke-faglærte arbejdere skal oprettes. 3F glemmer heller ikke, at der skal en særlig indsats til for at få de medlemmer med på vognen, der har ringe færdigheder indenfor læsning, regning og skrivning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu