Læsetid: 4 min.

3D mod fladskærmstyranniet

På flugt fra mono-kulturen? På udkig efter en sidevej væk fra main-stream? Tre unge, danske rockbands tilbyder kæk biodiversitet i fire farver og tre dimensioner
26. august 2006

Vi bliver, hvad vi lytter til. Sådan siger de på P3. Men derfor kan det jo godt være sandt.

Musik former os og spiller i perioder af vore liv en central rolle i opretholdelsen af vore skrøbelige identiteter. Fordi vi hører musik, vi elsker, igen igen og igen. Hvilket gør det endnu mere skræmmende, når mainstream og monokultur holder sig velnæret og selvfed. For så er vi jo ens, ofre for populærkulturel totalitarisme. Og derfor er det også en endnu større glæde at konstatere, at denne anmeldelses tre attraktioner - alle af den yngre danske rockgeneration - har lyttet til ret så forskellige plader og fordøjet dem til hver deres personlige udtryk. Biodiversitet i fire farver og tre dimensioner midt i et fladskærmstyranni.

Pop og baggård

Wolfkin er årets hidtil mest stilsikre og alligevel stilblandende debut. Københavnerduoen tager fra nær, fjern, hist, her, der og alle vegne, når de skræddersyr deres både cool, groovy og melankolske sange på debutalbummet Brand New Pants.

Der er ikke noget, der stritter, men masser der konstant kradser mod forventningen, takket være en nonchalant behandling af inspirationskilder og en perverst sikker, dejligt twistet omgang med melodier. På en sang rider Lars 'i lommen' Vognstrup og Kristian Gotfredsen på gejle guitarstråler, for så på den næste at lunte af sted i ly af et lusket beat og en cerut-syg synthesizer. Siden vokalsurfer de med gæld til Beach Boys, for så at lade John Barry spøgelseskomponere et kvindekor og Kurt Weill hælde havneknejpe i albummets udgangsreplik.

Lyrikken er svanger med absinth-duftende sprogbuketter om sex (naturligvis), ego-kultur og de mørke sider af klode og menneskelig omgangskode. Og der er linjer som disse: "The Devil knit the shirts we're in/We choose to call it skin/That shrunken little thing you call your heart/It takes love and gasoline for the earth to quake in my machines".

Wolfkin skriver på rigtig fermt engelsk, og det afsynges fornemt, gerne flerstemmigt, altid elegant. Og med Brand New Pants er de født som fuldvoksne bohemer. Et stiligt musikhistoriebevidst og kulturkritisk korrektiv til tidens flom af 80'er-kneppende rockbands, og et bevis på at hittet gemmer sig dér, hvor hjertet dunker.

Mens Wolfkin slentrer med baggårdskattecharme gennem en pladesamling med Serge Gainsbourg, Kurt Weill, Beck i collage-udgaven, Leonard Cohen, David Bowie og Silver Apples. Så har de fem unge mænd i Oh No Ono bladret med feberhede teenfingre gennem pladekasser med benhård 80'er-synthpop, men også lidt symfonisk rock og så Beach Boys, Talking Heads, Roxy Music, Silver Apples (som Wolfkin), ja, sågar Phil Spectors Wall of Sound-produktioner og måske vore egne Superheroes og Mew. De hysterisk høje, men kontrollerede stemmer er produceret langt ud i verdensrummet, og der er en alvorlig fetich for 70'ernes synth-innovationer og 80'ernes kropsforskrækkede pop kørende på debutalbummet Yes. En drenget, excentrisk funky discorock, der får en til at studse og nikke på samme tid.

Det er pop som eskapisme, og alle sejl er sat for at skabe et syntetisk stof, der får én til uvilkårligt at synge højt med på bevidst morsomme linjer som "It-s such a difficult life, life, life, life/It-s such a difficult life, yeah, yeah, yeah".

De fem ålborgensere - nu residerende i hovedstaden - er bizarre distanceblændere, et unikt bekendtskab og en flok pokkers ferme synth-dekoratører, vokal-arkitekter og melodi-snedkere. Af og til en kende enerverende, men også ansvarlige for friskt muteret pop-vira af farligste klasse.

Mere blod, tak

Det er svært at placere Oh No Ono og Amber længere fra hinanden. Sidstnævnte københavnertrios andet album One Minute Love Affair er produceret af den britiske, tidligere PJ Harvey- og Eeels-kollaboratør John Parish, og han har valgt en splitterravende nøgen, stærkt intim produktion uden mindste strejf af kindrødt. Så der står trioen så uprætentiøst og naturalistisk og tæt på. Bas, trommer, vokal. Eller bas, vibrafon, vokal.

Amber har hørt både sadcore-mestre som Low og tidlige udforskere af den alternative country som Cowboy Junkies. Numrene er opstået gennem improvisation, og de er skrevet og indspillet hurtigt. Resultatet er et minimalistisk og fersk udtryk, som kun lader sig invadere kortvarigt af en cellist og af skotske Arab Straps forsanger Aidan Moffat.

Men kompositionerne er ikke altid lige prægnante, stemningerne for udtørrede, og Biljana Stojkoskas forsang tit fange i sit eget begrænsede udtryk. En sanger uden tekniske falbelader, en stemme som kan knejse smukt og stolt i al sin nøgenhed, men også nærme sig det kedsommelige. Og trioen er bedst, når bas og trommer breder sig let støjende eller finder et disco-lignende groove, der får Stojkoska til at blotte lidt sensualitet - altså når de får lidt farve i kinderne uden brug af studieteknologisk makeup. Men selv om Ambers underspil bidrager til biodiversiteten i dansk rock, så forbliver det for ofte i uforløst form. Mere blod, tak.

Wolfkin: Brand New Pants (Crunchy Frog)Oh No Ono: Yes (Morningside/Playground)Amber: One Minute Love Affair (Duck On The Walk/Playground)Udkommer alle på mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu