Læsetid: 3 min.

42 ting der gør livet værd at leve

Nogle linjer om de krydderier, uden hvilke livet ikke var værd at leve. For den skrivende. Rækkefølgen er tilfældig. Påstår han
24. februar 2006

1. Musik. Ikke det hele, selvfølgelig, men forestil Dem en verden uden.

2. Træer. Kortere kan det vist ikke siges.

3. Min hustrus latter. Og hendes uforlignelige temperament. Helledusseda. Hendes små særheder. Osv. Tak fordi du sagde ja! Til medgang. Og modgang. Og søgang.

4. Vinylplader. Lp'er, ep'er, singler og tolvtommere. Vi er ikke smålige på det punkt.

5. Hunde. Og katte. Af enhver tænkelig slags. Undtagen lige dem, hvis ejere har forvandlet dem til psyko- eller sociopater. Men især mine hunde. Jeg lærer noget af dem hver dag. Glæde, f.eks.

6. Manhattan. Prag. Amsterdam. Og Bornholm.

7. Søndag formiddag, hvor det i nogle salige timer føles, som om der er fred i verden.

8. Søren Ulrik Thomsens essayistik. Og digte, jow da.

9. Psykedeliske stoffer. Og ditto musik. Klunset kan I derimod godt beholde.

10. Firelængede gårde. Ikke ulig den jeg bebor.

11. Filmmusicals. Så godt som uden undtagelser.

12. Gale samlere. Om det så er kamme eller kapsler. Jeg forstår jer, brødre (også når jeg ikke forstår det, I samler på!).

13. Unyttig viden. Altså opslagsværker.

14. God sex. Og ditto koncerter.

15. When Frank Sinatra sings/ to Nelson Riddle strings, som Van Morrison udtrykte det.

16. Dagens første kop kaffe. Og ditto cigaret.

17. Folk, der generøst deler af deres viden og kunnen.

18. Alt, der har med The Velvet Underground at gøre. Mit all-time yndlingsband.

19. Landskabet omkring Haslev; i særdeleshed Bregentveds jorde.

20. Mine venner. I ved, hvem I er.

21. Det danske klima. Det holder. Hundrede.

22. Dan Turèlls forfatterskab. Okay, det kniber lidt med krimierne.

23. Film noir. Og ditto litteratur. Fra Hammett til Elroy.

24. Udtryk som 'Det er svært at bevare pessimismen', 'Nostalgi er ikke hvad den har været', 'Det kan altid blive værre' og 'Enhver er sin egen ulykkes smed'.

25. Øvelokaler, der lugter af røg og ølsjatter og sitrer af elektricitet.

26. Højskolesangbogen. Lystige Viser. Sangbøger i det hele taget

27. Woody Allens film. Også de 'dårlige'. As if -

28. Rockbiografier. Værker om feltet som sådan. I det hele taget illuminerende skrift om musik. Senest således f.eks. Simon Reynolds: Rip It Up And Start Again. Postpunk 1978-1984 (Faber & Faber, 2005). Fantastisk læsning.

29. God, solid og uprætentiøs kost.

30. Miljøforkæmpere. Tak fordi I gider. I gør en forskel. Tak.

31. At køre i bil alene om natten. Langt. And the radio on -

32. Europa. Jeg elsker dig, din gamle skamskudte luder.

33. Sange på dansk. Gode sange. På godt dansk. Ingen nævnt, ingen glemt.

34. Johannes V. Jensen og Albert Dam. To geniale fætre, det giver god mening at læse, idet deres respektive fikse og indbyrdes modstridende idéer så fornemt beriger hinanden. Nå ja så skriver de også meget godt!

35. Den indianske tanke. Ikke at tage mere fra Jorden, end vi er indstillet på at give tilbage. Kort sagt.

36. Iggy Pop. Ændrede mit liv radikalt i Daddys i '77. Selv efter alle disse år stadig den største scenekunstner, jeg har oplevet. Burde få de fleste andre til at overveje, om de ikke skulle begynde at læse igen. Eller gøre uddannelsen som damefrisør færdig.

37. Selvironi. Evnen til at grine af sig selv kan ikke overvurderes.

38. Kvinder. I kan bare det der: I love women, I think they're great/ they're a solace to the world in a terrible state/ They're a blessing to the eyes, a balm to soul/ what a nightmare to have no women in the world - som Lou Reed udtrykte det.

39. Gamle (rigtig gamle) sort-hvide eller bruntintede fotografier. Af folk jeg ikke kender. I miljøer, der for altid er tabt.

40. Gamle damer, der kalder mig 'unge mand'. I styrer!

41. Almindelig venlighed. Høflighed koster som bekendt ingen penge.

42. Gåture. Uden mål. Og med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu