Læsetid: 3 min.

5 gange Nej

Den hårdt prøvede forbrugsmedarbejder skal bruge en hel lørdag på seminar med resten af avisen, men drømmer i stedet om rollen som tiljublet tv-vært i et dyreshow...
13. april 2007

Mission Funny Paper.

"Drøøømme!" Weekendredaktøren næsten suttede på ordet.

"Når vi næste lørdag skal på seminar om avisens store weekendsatsning, skal alle journalister fortælle om deres drømme. Vi skal slå os løøøs og føle os fri som trækfuglene," sagde hun.

En hel lørdag... Er der ikke mulighed for at undslå sig, spurgte jeg ydmygt.

Selv om jeg nok i denne klumme fremtræder som en hårdkogt reporter, der ikke viger tilbage for noget, er jeg inderst inde en sky og tilbageholdende natur. Jeg kunne således ikke drømme om at dele noget som helst med mine arbejdskolleger. Og desuden kan jeg intet huske tidligt om morgenen.

Tv-værten

"Nixen-Blixen," sagde weekendredaktøren. Det var sådan et smart højlitterært udtryk, hun havde lånt af avisens kulturredaktør.

"Alle skal deltage. For drømmene er døren til vores sande jeg! Og kun ved at være ærlige over for os selv, kan weekendens to sektioner komme endnu mere i overensstemmelse med målgruppen af 30-44-årige. Glæder du dig ikke til at høre om mine drøøømme," fortsatte hun henrevet og fingererede automatisk ved kanten af sin [slettet].

Næh, det gjorde jeg sådan set ikke. Det kunne højst være noget med eget soveværelse...

Men hvad fanden skulle jeg gøre? Nu ved jeg det! Jeg måtte opfinde en drøm, som var ren fantasi...

I min kunstige drøm ville jeg være... ville jeg være... ville jeg være tv-vært for et alternativt talkshow! Det skulle være et radikalt, nyskabende og anderledes tv-koncept end de der hjernedøde shows, hvor en række tv-kändisser sidder og gigamorer sig bare over at være sammen med de andre tv-kendte i studiet.

I forvejen behøvede jeg næppe at blive castet som alternativ tv-vært, der ikke behøver at storsmile. Jeg måtte på forhånd være ikke mindre end stærkt egnet, fordi jeg er forsynet med et skulende blik og desuden har en naturlig tilbøjelighed til at se bister ud. Jeg er også god til at virke vrissen og kommanderende, spørg bare mine fire børn! Så var den hjemme.

Er det i orden?

Så var der spørgsmålet om, hvad hele showet skulle handle om. Her var jeg klar over én ting: Nuttede, søde og helst blødpelsede dyrebørn skulle være en fast bestanddel af showet. Snart fandt jeg på noget virkeligt genialt: Showet skulle hedde 5 gange Nej, og i studiet skulle der sidde nogle fuldstændig ukendte, helst lidt kedelige, typer. Det kunne f.eks. være en forhenværende bygningssnedker, en drikfældig campingpladsbestyrer, en falleret cykelsmed eller måske en cerutrygende, knæskadet bogholder. Det ville absolut heller ikke gøre noget, hvis en af dem havde astma og fik et ordentligt hosteanfald undervejs. Eller hvis en brugte snus... Kort sagt, deltagerne skulle komme frisk fra folkedybets urhav, ganske i Pia Kjærsgaards ånd.

Disse almenmenneskelige og dermed røvkedelige personager skulle så danne et hold, der over for nogle lige så bøvede tabertyper på et modsat hold skulle konkurrere om at skabe nogle ekstreme situationer med de nuttede dyrebørn. Det kunne f.eks. være at save nogle levende gedekid over med nedstryger, eller blæse en elefantunge op med ballongas og så slippe snablen, så elefanten fiser rundt i studiet, eller rulle gaffatape rundt om en hamster og knække dens fortænder, så man havde en isoleret, håndvarm ølåbner, eller bruge nyfødte kattekillinger som kegler på bowlingbanen - og dernæst stille spørgsmålet til den kendte person: Synes du, det er det i orden?

Konkurrencen ville så gå på, hvem der først fik fem nej'er i hus, jævnfør programtitlen. Det ville i sandhed blive et anderledes show, der nok ville rykke i lædermøblerne i kartoffelrækkerne, eller hvor friværdiens forkæmpere nu har slået sig ned.

Hvem den kendte person skulle være, behøvede jeg ikke på forhånd at tænke så meget over. I forvejen flyder de fleste tv-kanaler jo nærmest over med kendte personer, så det ville ikke blive et problem. Og når først 5 gange Nej var slået an, ja, måske endda blevet et megahit, så ville de kendte jo slås om at få lov til at deltage. Især fordi indsatsen ikke stillede de allerstørste krav til deres evner. Selv om jeg allerede nu kunne afvise aftalt spil, så skulle de kendte jo sådan set kun sige nej fem gange. Det burde være til at overkomme.

De ikke alt for høje krav udvidede jo i sagens natur også spektret af kendte muligheder: Et godt bud kunne f.eks. være forsvars-chef Jesper Helsø, hvis han altså ikke var ude at skyde dyrebørn sponsoreret af nogle af de våbenfirmaer, hvor generalen på nationens vegne køber isenkram for milliarderaf skatte

Følg med næste fredag i forbrugsmedarbejderens jagt på en morsommere avis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her