Læsetid: 2 min.

5. maj, igen

Besættelsestiden er også historien om, at tiden er gjort af mange paradokser og dilemmaer. Men også om at friheden ikke er givet af sig selv, men noget man hele tiden må kæmpe for. Også i dag. For eksempel når islamismen rundt omkring stikker sit totalitære ansigt frem. Demokratiet er ikke en selvfølge, men en stadig forpligtelse og kamp. Vejen fra frihed til ufrihed er kortere end man tror her i det velnærede danske og vesteuropæiske smørhul anno 2006.
5. maj 2006

Fejringen af 5. maj fortoner sig efterhånden. I år er det 61 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelse. Og 61 år siden at den her avis blev grundlagt. Så mange år kan virke som fjern fortid og uvedkommende. I takt med at flere og flere med en konkret erindring om besættelsesårene og hele det mentale klima falder bort, ændrer besættelsesårene betydning. Når der er så få tilbage med en direkte relation til tiden, står vi tilbage med den kollektive erindring og fortælling.

Begivenhederne i 1940-45 er så markante for forståelsen af danskerne og vores selvforståelse. Det er ikke en overdrivelse at sige, at den danske karakter blev støbt i denne traumatiske periode i dansk historie. Tilværelsens værdier, forståelsen af ret og uret, er i høj grad blevet grundlagt i disse år. Vores samliv med fjenden og forsøg på at agere hører med til billedet.

Det er alt sammen blevet til en fælles fortælling med en national morale. Til historien hører ikke kun frihedskampen, men også vores egne mangler og (nødvendige?) samarbejde med tyskerne. Nationens grundlæggende dilemmaer er viklet uadskilleligt sammen med disse år og afkaster med jævne mellemrum nye fejder mellem historikere og andre, der har en interesse i historien.

Når man gradvist mister den direkte kontakt til besættelsestiden, træder fortællingen ind på erindringens plads. Så lever tiden videre i de skrevne beretninger og fortællinger.

Det er pÅ den baggrund sigende, at sidste års vigtigste bog om besættelsen ikke var skrevet af en faghistoriker, men af en litteraturhistoriker, nemlig Niels Barfoeds store portrætbog om modstandsmanden Ole Lippmann. Den bog var ikke skrevet til faghistorikere, men til helt almindelige mennesker. Her bliver tiden portrætteret gennem et menneske med de kampe og modsætninger, som også tiden udgøres af. Bogen handler om eneren, der gør en forskel, eneren som sætter sit liv på spil for det fælles. Og den historie kan fortælles igen og igen og forstås af stadigt nye generationer.

Kloge mennesker som forfatteren Imre Kértesz, der har siddet i Auschwitz og oplevet den rene ondskab på egen krop, kan eksempelvis fortælle os, at Hitlers rædselsherredømme ikke bare kan reduceres til det onde og irrationelle i kulturen - fornuften, der slår om i sin egen modsætning. Det onde er derimod det traumatiske resultat af den vestlige civilisation selv. Auschwitz er ikke modsætningen til, men den radikale konsekvens af den vestlige civilisation.

Alt det er vigtigt at huske på, når man indadtil og udadtil møder de udfordringer, som tiden er fuld af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her