Læsetid: 4 min.

50 dages krig og krise

12. maj 1999

"Hvis krigen slutter med en underskrift på en fredsaftale og med den samme ledelse, d.v.s. Milosevic, ved magten, vil tragedien og volden fortsætte".
Zoran Djindjic, leder af Det Demokratiske Parti i Serbien, og Milo Djukanovic, præsident i Montenegro, i Information i går

Det er dybt nedslående at gøre status over de første 50 dage af NATO's krig på Balkan: Op mod en million Kosovo-albanere er drevet på flugt. Tusinder er blevet myrdet, voldtaget eller lemlæstet af serbiske styrker og bander. Milosevic synes ikke synderligt svækket i befolkningen, og en stor del af hans militærmaskine er fortsat intakt trods 4500 NATO-bombetogter. Man regner med, at NATO højst har ødelagt 30-60 af i alt 300 serbiske kampvogne i Kosovo.
Omvendt har alliancen ti gange måttet undskylde, at den har stået bag bombefejl, herunder drab på civile og angrebet på Kinas ambassade i Beograd, ligesom den i stigende grad er blevet kritiseret for at bombe civile mål som elværker og tv-stationer.
Det ligger lige for at kalde det hidtidige forløb en fiasko: Den etniske udrensning i Kosovo, som NATO ville forhindre, er stort set gennemført, og oveni har de seneste 50 dage rystet en i forvejen skrøbelig verdensorden. Det er nedslående.

Men samtidig er Milosevic' ugerninger kommet så vidt, at NATO ikke kan opgive sine fem grundlæggende krav, som er: I) tilbagevenden af alle etnisk-albanske flygtninge, II) tilbagetrækning af serbiske militære, politi- og paramilitære styrker, III) tilstedeværelse af en international styrke, IV) adgang for humanitære organisationer samt V) reelle forhandlinger om områdets fremtidige status. Det hidtidige forløb understreger imidlertid, at der er behov for at nytænke NATO's strategi. Dels har rækken af fejlbombninger og civile ofre gjort det sværere for den serbiske opposition, dels er den storpolitiske situation ændret, siden Rusland og verdens syv førende industrinationer (G7-landene) enedes om en fredsskitse i sidste uge.
Med fredsskitsen lå det således i kortene, at FN - herunder Rusland og Kina - skulle inddrages i den konflikt, som NATO kastede sig ud i med sit militærangreb 24. marts. Det syntes ligeledes at at ligge i kortene, at Rusland ville agere mægler mellem NATO og Beograd, mens Kina ville spille en mere afdæmpet rolle. Det lignede begyndelsen på en - omend meget skrøbelig - genoptøning af den hidtidige verdensorden.

Men trods denne udvikling - og på trods af, at NATO alene i ugen fra 28. april til 6. maj stod bag fem fejlslagne luftangreb med dødsfald blandt civile serbere til følge - valgte alliancen at fortsætte sin militære strategi. Og 7. maj gik det så atter galt, da alliancen bombede Kinas ambassade i Beograd.
Bombardementet udløste et forståeligt raseri i Kina, og det kunne samtidig bruges af de kræfter, der modsætter sig den nuværende 'bløde linje' over for NATO. Men nok så vigtigt i forhold til Kosovo - ikke mindst i lyset af G7-landene og Ruslands aftale om at geninddrage FN i konflikten: Kina kan ventes at gå endnu stærkere ind i konflikten og - sammen med Rusland - øge presset for det bombestop, der allerede blev udtrykt krav om fra Kina i går.
Milosevic har set mulighederne i denne udvikling, og han var heller ikke sen til at reagere, da han i forgårs erklærede sig rede til at trække serbiske styrker ud af Kosovo. Udspillet var et slet skjult forsøg på at forstyrre den spinkle forståelse mellem Kina, Rusland og NATO - og alliancen havde selv været med til at levere krudtet.
Nøgternt vurderet er Milosevic' udspil imidlertid intet værd. Hvis det overhovedet er andet end bluff, så indebærer det ikke andet end en neddrosling af de serbiske styrkers antal til niveauet 24. marts ved krigsudbruddet. Og det vil næppe få én eneste af de flygtede Kosovo-albanere til at vende tilbage.
Som sådan viser udviklingen også, at NATO er nødt til at fastholde - og måske endda øge - presset på Milosevic, der kun alt for godt ved, at tiden er med ham: De 19 NATO-lande har allerede svært ved at bevare fodslaget, indenrigspolitiske overvejelser synes i stigende grad at kunne lamme nøglelande som USA og Tyskland, og endelig er tiden mere og mere knap, hvis NATO skulle vælge at sætte trumf på og mobilisere landstyrker. Om få måneder er det for sent - så er vejret slået om.
I første omgang kan man håbe, at NATO formår at isolere Milosevic yderligere ad diplomatisk vej. Skal det lykkes må NATO være rede til at diskutere sin nuværende strategi med Kina og Rusland, der omvendt må indse, at der er et ultimativt endemål: Et trygt Kosovo for de hundredtusinder fordrevne.
Efter 50 dages luftkrig er det op til diplomatiet at undgå den landkrig, der ligger som et skræmmende alternativ. Og som kan vise sig uundgåelig. -jarl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her