»Der er et massivt, humanitært underskud«
FNs vicegeneralsekretær for humanitære anliggender, Kenzo Oshima, om situationen i Congo
KRIGEN I Den Demokratiske Republik Congo er guf for dem, der holder af at analysere konflikter og magtspil. Hvorfor har Zimbabwes præsident,
Robert Mugabe, udstationeret ca. 10.000 soldater i Congo, som ikke en gang er et naboland? Hvordan går det til, at officerer fra Rwanda udstationeret i Congo får råd til at bygge luksusvillaer i Rwandas hovedstad Kigali? De gode spørgsmål er der mange af, og omtalen af krigen har da som regel også fokus på det taktiske og politiske. Men langt fra analytikeres og redaktørers skriveborde findes en blodig virkelighed, der kvalificerer konflikten til klicheen »Afrikas Første Verdenskrig«.
Der er to aktuelle eksempler på krigens rædsler. For præcis en uge siden blev seks Røde Kors-arbejdere skudt og hakket i stykker med macheter i det nordøstlige Congo. Det er første gang siden Burundi i 1996, at Røde Kors-ansatte bliver myrdet i Afrika. De seks dræbte vil uden tvivl formindske den i forvejen begrænsede lyst blandt private, humanitære organisationer til at hjælpe befolkningen i Congo. Det er en tragedie, for krigen, der har varet siden august 1998, har uhyrlige omkostninger.
Den Internationale Redningskomité (IRC) fra USA oplyste mandag, at cirka 2,5 millioner mennesker er døde, som direkte eller indirekte følge af krigen. Ekspert i epidemier Les Roberts fra IRC oplyser, at det især er mange børn, der har mistet livet. Kun cirka 200.000 er blevet dræbt under kamphandlinger. De øvrige er bukket under bl.a. for fejl- og underernæring og manglende adgang til medicin og behandling i et land, hvor alverdens eksotiske sygdomme blomstrer på grund af det tropiske klima. I nogle områder er der kun én læge til at tage sig af 70.000 indbyggere. Udbredelsen af kolera er et godt eksempel på, hvor galt det står til. Sygdommen er relativt nem og billig at behandle, alligevel dør halvdelen af de ramte i Congos landsbyer.
Den danske læge Gitte Hesthaven har været udstationeret i Congo og skriver:
»Manglen på livsnødvendig medicin er himmelråbende. Hospitalernes medicindepoter står gabende tomme... De få senge, som er tilbage, deles ofte af to patienter, som ligger på de bare fjedre.«
Hvis der bliver fred i Congo er lidelserne langt fra forbi. De mange udenlandske soldater i landet efterlader uden tvivl en regning i form af større udbredelse af aids.
MÅSKE, OG det er med en tyk streg under måske, kan de hårdt prøvede congolesere vente lidt lindring. I hvert fald er FN i færd med at udstationere 2.500 soldater og 500 observatører, som skal holde øje med, at en fredsaftale føres ud i livet. Senest har FN fået placeret 123 marokkanske soldater i den strategisk vigtige by Kisangani. Seks lande er involveret i konflikten, og af dem har Rwanda, Uganda og Zimbabwe trukket soldater hjem. I søndags meddelte Ugandas præsident Museveni, at han vil trække alle sine tropper hjem. Hvorvidt, krigen stopper helt, er dog usikkert.
Stærke økonomiske interesser i bl.a. tømmer, guld og diamanter har hidtil været en stærk motor for konflikten, som på mange måder har taget de omkring 50 millioner congolsere som gidsler i deres eget land. For de fleste af dem ønsker ét Congo, og de udenlandske soldater smidt ud. I den forbindelse burde de rige lande og herunder Danmark forlængst have givet Uganda, Rwanda, Namibia, Angola og Zimbabwe tommelskruer på ved resolut at skære i bistanden og fryse landene diplomatisk ud. Den hidtidige vent-og-se-holdning har kostet tusindvis af congolesere livet. Bekymrende er det også, at den unge præsident Joseph Kabila absolut intet folkeligt mandat har. Han turde således under begravelsen af sin far, Laurent Kabila, ikke lade sig beskytte af sine landsmænd, men måtte ty til soldater fra Angola og Zimbabwe. Kabila står altså svagt, og derfor burde udlandet og herunder især USA være langt mere varsom med nogen former for anerkendelse af styret i den populært sagt knap så demokratiske republik Congo.
HVIS DER kommer fremskridt i fredsprocessen i Congo, er det ifølge FNs vicegeneralsekretær for humanitære anliggender, Kenzo Oshima, af »afgørende betydning«, at det internationale samfund er parat til at yde humanitær hjælp. Der er bl.a. brug for rent vand og hjælp til børnesoldater. Jo tidligere de internationale donorer kommer Congos befolkning til undsætning, jo større effekt vil det have. Velstående lande som Danmark bør altså ikke tøve med ved først givne lejlighd at bruge lidt af sin rigdom på bistand, der kan bidrage til at sætte punktum for lidelserne i det potentielt så rige land.
