Læsetid: 4 min.

53 procent uspecificeret

28. marts 2000

"Hvis vi mister patriotisme og national stolthed og værdighed, vil vi miste os selv som en nation, der kan opnå store resultater."
Vladimir Putin december 1999.

Man kunne vel dårligt kalde det en overraskelse, at Vladimir Putin vandt søndagens russiske valg så stort, at han allerede efter den første runde stod klar som Ruslands nye præsident. Det har længe ligget i kortene, at det ville gå sådan. Men når det er sagt, så bør det også tilføjes, at der måske nok var tale om en sejr ved et demokratisk valg, men ikke om en sejr for demokratiet.
Nøglen til Putins triumf var nemlig ikke en sund demokratisk debat, hvor russerne blev stillet over for konkrete politiske bud på fremtiden. Det var et valg, hvor Putin på bare otte måneder formåede at slippe ud af en total anonymitet og sikre sig et af verdens mest magtfulde embeder stort set uden at fortælle, hvad han står for - og uden at ville deltage i nogen form for direkte dialog med sine politiske udfordrere.
Den uspecificerede Putin var af Jeltsin-æraens bagmænd udset til at få magten, og han fik den. Midlerne var en brutal fremfærd mod den lille republik Tjetjenien samt populære slagord og løse paroler, der kunne tilfredsstille snart den ene og snart den anden gruppe. De statskontrollerede medier har villigt deltaget i den ny præsidents spil.
Det varsler i sig selv ilde for det unge demokrati i Rusland, hvor medier og kritiske grupper er blevet udsat for stigende pres fra magtens centrum. Tydeligst har det været i forbindelse med krigen i Tjetjenien, hvor medier på stribe har ladet sig underlægge Kreml, mens flere kritiske journalister er blevet holdt nede - enkelte endda forfulgt. Det kan ikke andet end så tvivl om Putins erklærede dedikering til det demokrati, der nu har givet ham folkelig legitimiet. Hvad han vil bruge den til, er som nævnt mere usikkert.

Faktisk er krigen i Tjetjenien det eneste konkrete, man indtil videre har kunnet bedømme den tidligere KGB-spion udfra. Her er helt folk blevet trykt under fode, fordrevet og mishandlet, og Kreml har stædigt tilbagevist de grove krænkelser af menneskerettighederne, der ellers turde være så rigelig med dokumentation for. På den baggrund er det svært ligefrem at være begejstret for det valg af leder, som flertallet af Ruslands 108 millioner er nået frem til.
Blandt andet på grund af de logrende medier har krigen i Tjetjenien imidlertid ikke virket synderlig hæmmende for Putins popularitet. Tværtimod er den blevet brugt til at understøtte billedet af ham som en handlekraftig leder - uden blik i øvrigt for de etiske aspekter. Det ville imidlertid være naivt at tro, at det er den eneste årsag til tilslutningen til ham.
Efter næsten ti år med en mere og mere svækket og uforudsigelig Boris Jeltsin, er russerne også søgt hen til en leder, der udstråler dynamik og vilje til forandring. Efter ti års erklæret reformkurs lever begreber som korruption og sort økonomi nemlig i bedste velgående, millioner af russere lever fortsat i yderste armod, det sociale sikkerhedsnet er blevet afmonteret, alt i mens en lille elite af stenrige oligarker har taget for sig af rigdomme og magt. Liberalismen - eller rettere: Jeltsinæraens udgave af den - har med andre ord været en slem skuffelse.
Boris Jeltsin vidste, hvad for et system, han ville afvikle, men havde ikke guds skabt begreb om, hvad han ville opbygge i dets sted. Resultatet blev nedbrydning af den stat, som Putin har lovet at genopbygge, uden dog at konkretisere yderligere.

Man kan kun have sympati over for tanken om at styrke den russiske stat, hvis formålet er at betjene russerne bedre end i dag. Men der er også farer, hvis det er optakten til et mere autoritært og centralistisk styret Rusland, hvor magtministerier som sikkerhedstjenesten FSB samt indenrigs- og forsvarsministerierne får stor indflydelse. Disse er allerede blevet styrket i forbindelse med krigen i Tjetjenien og tendensen synes at fortsætte, efter at Vladimir Putin i sidste uge bebudede, at han vil hente tidligere KGB-kolleger ind i sin inderkreds. Sidstnævnte skulle angiveligt være et forsøg på at styrke kampen mod korruptionen og fremme den lov-og-orden politik, der er et andet af Putins slagord, men det indikerer også en magtforskydning. Denne kan være farlig i en situation, hvor det endnu er uvist om Putin evner det magtspil, som Boris Jeltsin mestrede til noget nær det perfekte, og som bl.a. er afgørende for hans bebudede opgør med de oligarker, der var en platform for selvsamme Jeltsin, der banede Putins vej til magten.

Men det er ikke den eneste hovedpine, der er i vente for Putin. Ganske vist står han til forskel fra sine forgængere Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin med en økonomi i vækst, men den er skabt af en svag rubel og stigende oliepriser, ikke af afgørende strukturelle forbedringer. Ingen ved, hvad Putin vil stille op i den forbindelse, for hans økonomiske program ventes først færdigt i maj - et par måneder efter valget og valgkampen. Eneste sikre er, at vælgerne er utålmodige, det har de just fortalt. Det samme kan snart vise sig at være tilfældet i Tjetjenien, hvor kampene givet vil blive optrappet i foråret og føre til et stigende krav om en politisk løsning.
Foreløbig har Putin kun vist, at han kan magtens sprog, men denne magt er ingen løsning - højst en kortsigtet løsning på markedsføringen af en ny præsident uden en klar politik.-jarl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu