Læsetid: 4 min.

64.500 om måneden

22. december 2003

PINLIGT. Det var ordet, som SF’s spidskandidat til det kommende Europa-Parlamentsvalg, Margrete Auken, brugte, da hun i går kommenterede en reform, som det udskældte europæiske parlament vedtog sidste onsdag. Reformen består i vedtagelsen af en såkaldt resolution om statutten for de folkevalgte EU-politikeres aflønning og beskatning.
Udover at give alle EU-parlamentarikere den samme løn i fremtiden – 64.500 kroner om måneden – gør reformen op med den hidtidige kedelige praksis for rejseafregning, som består i, at medlemmerne i årevis har suppleret enten deres privatøkonomi eller deres partikasser med betydelige kontante beløb, som de har kunnet hæve på deres rejsekonti uden at vise bilag, der dokumenterede at udgiften rent faktisk har været afholdt.
Dén praksis var (og er indtil reformen vedtaget) utilstedelig. Vedtages reformen kan parlamentarikerne i fremtiden kun modtage godtgørelse for rejseudgifter, som de kan dokumentere, at de har haft. Som rimeligt er.

MEN nu var det ikke den gamle ordning, som Margrete Auken kaldte pinlig – selv om hun sikkert vil være helt enig i, at det ord sagtens kan anvendes om det nuværende system. Det var den nye vedtagelse om løn, altså 64.500 kroner om måneden eller en brutto årsløn på ca. 800.000 kroner for at være medlem af Europa-Parlamentet, som den pro-europæiske folkesocialist fordømte. »Det er udtryk for en pinlig ekstravagance, og det kan ikke undgå at bringe Europa-Parlamentet i miskredit,« sagde hun til Ritzaus Bureau i går.
Heller ikke nej-sidens grand old man, Jens-Peter Bonde, er imponeret og opfordrer EU-landenes regeringer – som skal godkende forslaget, før det kan vedtages – til at underkende reformen som utilstrækkelig. Uagtet at samme Bonde beredvilligt har erkendt, at parlamentarikerne med reformen samlet set vil stå med færre penge i hænderne på grund af saneringerne i blandt andet de lukrative rejseordninger.
Det er urimeligt, at de europæiske parlamentarikere aflønnes bedre end medlemmerne af Folketinget, argumenter Bonde. Medlemmerne af det danske folketing har en månedsløn på 41.500 kroner, så der er et betragteligt hop op til de 64.500. Om end reformforslaget som noget nyt – efter pres fra Sverige, Danmark og UK – gør det muligt for de enkelte medlemsstater at foretage beskatningen nationalt. Hvilket i praksis vil sige, at det danske proportionale skattesystem – verdens mest progressive og omfordelende – gør forskellen i nettoudbetalingen langt mindre for de danske EU-parlamentarikere.
Lad os blot slå fast, at også i denne sag bliver bestræbelsen på altid at nå det bedste, til det godes værste fjende. At stemme nej til den hårdt tiltrængte reform, som for længst skulle have været vedtaget, fører kun til en ting: status quo. Og fint nok for JuniBevægelsen, som ifølge Bonde har økonomisk glæde af hans personlige fryns.
Men at hævde, at vedtagelsen af reformen for evigt vil forhindre nye – eventuelt mere retfærdige – reformer, er ikke en holdbar argumentation. Det er på allerhøjeste tide, at balladen om rejsesnyderiet – som længe har kørt for fulde gardiner i især de britiske og skandinaviske medier – ophører. Debatten om fusk og fråds har i forvejen skygget for den gode, stigende indflydelse som de valgte europaparlamentarikere faktisk har, når det gælder EU-lovgivningen; en indflydelse som i den nye europæiske forfatning, når den engang forhåbentlig bliver vedtaget, er planlagt til at stige yderligere.
Det er vigtigt, at den offentlige debat om Europa-Parlamentet op til det kommende Europa-Parlamentsvalg i juni 2004 kommer til at handle om politik frem for fusk.

TILBAGE står spørgsmålet om, hvorvidt det er pinligt med en månedsløn til Europa-parlamentarikerne på 64.500 kroner. Og om det, som påstået af Margrete Auken, bringer hele parlamentet og – det ligger ligesom i luften – dermed EU i miskredit.
Det er en høj løn. Og den står ikke i forhold til alle parlamentarikernes arbejdsindsats. Når det er sagt, kan man godt undre sig over, hvorfor det altid er EU, der er i fokus, når det gælder høje lønninger til ansatte eller politikere i internationale organisationer. Man hører aldrig, at de høje NATO-lønninger bringer den transatlantiske forsvarsalliance i forlegenhed. Eller at man ikke kan stole på FN på grund af de i sandhed lukrative ordninger, som trives adskillige steder i systemet. Og selv om der inden for de sidste par år har været debat om løn og arbejdsvilkår for udstationerede danske diplomater, har det ikke ført til en debat om, at udenrigsministeriet generelt er utroværdigt.
Der er ulemper forbundet med et liv i lufthavne og hoteller. Der er sikkert mange, som mener, at det er et liv i evig luksus. Men meget lange arbejdstider og den systematiske adskillelse fra ægtefælle og børn og venner derhjemme er også en pris, parlamentarikerne betaler. Og at de danske flittige folketingsmedlemmer er så relativt lavt gagerede, har ført til at der er en markant overrepræsentation af offentligt ansatte på Tinge. De selvstændige eller privatansatte er sværere at lokke. Om det er godt for demokratiet er en anden – men ikke irrelevant – diskussion.

AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu