Læsetid: 3 min.

Til dem fra ’68

22. april 2006

Der er tale om grov forsimpling, når en stor gruppe voksne danskere samles under begrebet »68’erne«. Man kan selvfølgelig ikke bare sådan smide flere tusinde mennekser ned i samme kasse, blot fordi de alle blev skilt i 1970-71, stemte VS, elskede lammekølle med masser af hvidløg og klistermærker med nej på. Men hvis man endelig skal dykke under niveau og gå ind i fordommene om disse »68’ere«, fortælles det om mændene, at de er flinke fyre omkring de 60, som elsker at lytte meget lidt til andre, har knæ i bukserne og hang til halvgod, italiensk rødvin, forholder sig analytisk til cykelløb, bor i tryg afstand fra den arbejderklasse, de i sin tid solidariserede sig med, bærer på en latent bitterhed efter ydmygelserne under kvindekampen, er relativt uselvstændige dansere og har fuldskæg.
I den forbindelse er det fuldstændig umuligt at komme uden om Kjeld Koplev.
Dette pragteksemplar fra Holte har, i overført og reel betydning, aldrig ladet skægget falde og farer i blækhuset, hver gang nogen puffer til kassen med 68’ere. Den store offentlighed kender Koplev fra radioens P1, som han gennem 12 år berigede med programmet Koplevs Krydsfelt, men også som forfatter har han gjort sig gældende, og her er det på sin plads at anbefale den bramfri erindringsbog Den kejtede kommunist; erindringsglimt 1962-65 og efterlyse en efterfølger i samme moment.
Det bør ikke overraske nogen, at Kjeld Koplev også kan opleves som foredragsholder (artebooking.dk). Men hvilken titel bærer hans primære foredrag:
A.
Er de unge snotforkælede – eller har 68’erne stjålet deres penge og politiske fremtid?
B.
Pas på dernede – der kommer en skylle! Refleksioner over kryddersnaps og livets nødvendige afveje
C.
Om farven rød – socialisme, kærlighed og Barolo.

At pege fingre ad magthaverne og flokkes om ansvarsfralæggelse har i århundreder været en dansk paradedisciplin, og den politiske satire er en fin eksponent for dette. Humorgenren blev sat på skinner af Holberg og har futtet derudad siden da; med stor eller mindre fart. Særligt begunstiget var genren dog i 1970’erne, da ethvert bidrag inden for såvel kunst som kultur var underlagt strenge, uofficielle krav om politisk sigte. Et andet kendtegn ved den politiske satire er dens konservative fremtoning. Selv for eksperter kan det være særdeles svært at fastslå, fra hvilket århundrede en vittighed af genren stammer.
Følgende politisk-satiriske statement overholder alle regler og konventioner, men fra hvilket århundrede stammer det?
»Man går ind i politik. Og så sidder man i Folketinget, sidder i udvalg, sidder og sidder, og når man så er færdig med at sidde, så går man ud igen med sin fede pension.«
A.
Det stammer fra det 19. århundrede, nærmere bestemt fra 1895. Skuespilleren William Gerner var manden på scenen, tekstforfatteren hed Anton Melbye, og anledningen var sommerrevyen ‘Byens Fædre’, som opførtes på det daværende Frederiksberg Morskabsteater. Provisorietidens afslutning afstedkom en lang række meget politiske revyer på de københavnske scener. Det citerede er en del af introduktionen til den senere så populære vise ‘Grundlovens Fædre’.
B.
Det er fra det 20. århundrede, nærmere bestemt 1965. Folkesangeren Per Dich blev et vigigt bindeled mellem kulturradikalismen og den dogmatiske venstrefløj, og særligt hans hit ‘Kapitalismen’ vandt genklang, ikke blot blandt sweaterklædt ungdom, men også i arbejderklassen. Citatet kan høres på LP-pladen ’En aften i folke klubben’ og fungerer som optakt til sangen ‘Jeg kan se en ny dag’. Andre medvirkende på pladen er Cæsar og Povl Dissing, to af tidens hotte, unge folkesangere.
C.
Det er fra det 21. århundrede, nærmere bestemt den 5. december, 2002. Røde Mor havde ikke givet koncert siden Saltlageret i 1977 og fejrede nu dette 25-års fravær med en lille turne. Første koncert var på LO-skolen i Helsingør, men det citerede er fra Pumpehuset i København, hvor Troels Trier og co. genforenede gamle venner om klassisk venstrefløjshumor og EEC-rock.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her