Læsetid: 3 min.

70-35 til Anders Fogh

9. januar 1999

DET ER NATURSTRIDIGT. 70 Venstre-politikere i Folketinget. Flere end Socialdemokratiet har i dag. Ja, flere end Socialdemokratiet har haft de seneste 25 år. Og præcis dobbelt så mange, som Socialdemokratiet ville få, hvis der var valg nu.
Det er billedet, som det tegner sig i den seneste meningsmåling, foretaget af Greens Analyseinstitut og offentliggjort i Børsen torsdag. Anders Fogh Rasmussens Venstre ville ved et valg nu få 39,3 procent af stemmerne og 70 mandater, mens Poul Nyrup Rasmussens socialdemokrati ville få 19,7 procent og 35 mandater.
Det kan man ikke. Ikke siden folketingsvalget i 1920 har V været større end S. Dette århundrede tilhører Socialdemokratiet.
Nu er det på den anden side også slut. Århundredet. Spørgsmålet er, om partiet, der skabte velfærdsstaten, også er det? Om Socialdemokratiets projekt i det store hele er fuldbragt, den undertrykte arbejderklasse omdannet til velaflagt middelklasse, og partiet dermed overflødiggjort som progressiv, statsbærende kraft? Skal der bare en enkelt efterløns-provokation til, før skællene falder fra øjnene hos socialdemokratiske kernevælgere, og de erkender deres ny identitet som middelklasse med liberale idealer?
Helt så enkelt er det nok ikke. Der er langt til næste ordinære valg, og når 28 mandater kan flytte sig den ene vej på ti måneder, kan de i princippet også flytte sig den anden på 40. Og en del af de frafaldne S-vælgere er ikke vandret mod højre, men tværtimod til SF og Enhedslisten som udtryk for, at der stadig er mange forfordelte danskere - det kunne jo være nogle af de hundredetusinder uden for arbejdsmarkedet eller nogle af de med mindst i løn og mest nedslidende arbejde - som følte efterløns- og pensionsindgrebet som ét svigt for meget fra statsministeren.
Nogle ledende socialdemokrater - som den forbitrede skatteminister Ole Stavad - siger, det er pressens skyld altsammen, men andre i partiet gør sig mere grundlæggende, selvkritiske - og foreløbig ret interne - overvejelser. Ikke kun om parti- og regeringsledelsen, men også om partiets identitet, politiske linje og hele projekt. Uroen ulmer og kan blive fatal for Nyrup, hvis mere går skævt, f.eks. Europa-Parlamentsvalget til juni.

MENS DENNE socialdemokratiske selvransagning står på, kunne man dvæle et øjeblik ved det mest mystiske ved hele forløbet: Hvorfor pokker løber S-vælgerne efter Venstres Anders Fogh Rasmussen som børnene efter rottefængeren fra Hameln? Hvorfor kommer vreden over Nyrup til udtryk som en lavineagtig støtte til manden, der - lur os - vil gøre indgrebene endnu værre, hvis han kommer til? Hvorfor har f.eks. Dansk Folkeparti, der i den grad har markedsført sig som protestpartiet for forsmåede socialdemokrater, ingen stemmefremgang høstet siden forårets valg? Hvad er det dog, Anders Fogh har gjort, siden han sådan kåres af vælgerne i utide?
Svaret er: Intet. Venstres formand har i modsætning til Socialdemokratiets ingenting gjort. Jo mere Rasmussen fra S har væltet rundt som elefanten i glasbutikken, desto mere har Rasmussen fra V holdt sig i ro. Med stor dygtighed og konsekvens har han sørget for at udstråle al det, Poul Nyrup ikke udstråler for tiden: Ro, mildhed, pålidelighed. Han har endog modstået fristelsen til at skose Nyrup eller hovere over Socialdemokratiets katastrofekurs. "Uanset hvad Nyrup gør, lader jeg mig ikke rokke," sagde Fogh til Ekstra Bladet allerede i september. Det løfte har han holdt.
Det eneste Venstres formand har gjort, er at demonstrere ansvarlighed og samarbejdsvilje ved at indgå et finanslovsforlig, der - målt med en Venstre-alen - var moderat. Modsat Nyrup kan Anders Fogh score stemmer - ovenikøbet S-stemmer - på efterlønsdelen af forliget: Fogh har vist imødekommenhed og bøjet sig i forhold til tidligere Venstre-positioner ved at acceptere efterlønnens bevarelse, mens Nyrup har svigtet ved at amputere den.
For sin indsats modtog Anders Fogh i november en markedsføringsprisen som 'Årets politiker' for sit hamskifte fra løve til lam. Til spot uddelt af Nyrups tidligere højrehånd, juryformand Ralf Pittelkow.
Det bedste, Venstres formand kan gøre nu, er at fortsætte med at holde sig i ro. Socialdemokratiets middelklassevælgere er på langsom drift mod højre, fordi deres parti - endnu - ikke har formået at skabe nye fremtidsbilleder, nye fælles værdier som kan give tro på og samling om et nyt og andet projekt end det materialistiske, som Venstre er udmærket egnet til at videreføre.
Så længe Socialdemokratiet mangler et nyt projekt, og så længe dets leder spreder utryghed omkring sig, skal Anders Fogh bare vente og samle til bunke. Modstanderen er hans stærkeste kort. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her