Læsetid: 3 min.

90 - gebrækkelig og skrantende

23. februar 2006

ET MAT HURRA. Det Konservative Folke-parti fejrede i går sin 90-års dag. Partiet er nok i regering, men det er klemt. Af det dominerende Venstre og af et ærgerrigt Dansk Folkeparti - og af en indre samvittighed, der spørger, hvor i VKO-flertallets gerninger 'den borgerlige anstændighed' befinder sig. Meningsmålingerne er heller ikke jubellæsning. Venstre og Dansk Folkeparti nærmer sig flertal alene. Et højreflertal her i landet? Det er i sig selv historisk påfaldende. Men at De Konservative ikke en gang behøver at regnes med i det. Det er uhørt.

Partiformand Bendt Bendtsen er en beskeden mand. Og en mand med meget at være beskeden over. I et fødselsdagsinterview med Ritzau søger han trøst, hvor han kan: "Dette samfund går endnu stærkere mod konservative værdier. Vi står endnu stærkere som nationalstaten," siger Bendtsen. Som partiets værdier støves endnu en gang af: "Gud, Konge og Fædreland."

BENDT, BAMSE: Vågn op! Husk, du skal til møde i regeringens globaliseringsråd i dag og i morgen. Du er faktisk næstformand. På to-dages-mødet skal I drøfte "udfordringerne for sammenhængskraften i en globaliseret verden".

Allerede i 1999 sagde en klog konservativ, tidligere finansminister Palle Simonsen, til Information:

"Gud, Konge og Fædreland? Det kan man ikke troværdigt tilbyde nutidens mennesker."

Og Bendt, vil du høre en frygtelig status her i år 2006: Gud er privatiseret; Kongehuset er outsourcet, og Fædrelandet er fusioneret:

- Nok har Folketinget omhyggeligt undgået at pille ved folkekirkens særstilling i det danske samfund, men reelt har staten forlængst accepteret, at Gud er privatiseret. Ham må folk selv om - undtagen monarken, der er grundlovsbundet til sin tro. Vi har afskaffet freden i kirketiden og de alvorstille påskedage, og lukkeloven er så hullet, at folk kan købe sprut på de ugudeligste tidspunkter.

- Kongehuset er løsgjort fra statsapparatet. Det har ingen reelle opgaver, men har fået outsourcet den opgave at fremstå som det lykkelige Danmark i kød og blod. Dets funktion er repræsentation - laden som om - over for en befolkning, der på sin side lader som om, at de kongelige betyder noget. Det stiller store krav til de kongelige rollespillere om selvbeherskelse og indre værdier at trække på. Et enkelt eftertrykkeligt fejltrin - og helvede og republikdiskussion er løs.

- Og Fædrelandet, det kære gamle. Helt alvorligt- Fædrelandet er fusioneret og skal være glad for, at det er det. Spørg, Bendt, i dag rundt blandt Globaliseringsrådets fornemme repræsentanter for industri, handel og landbrug. Spørg, om de helst vil have endnu mere fusion. Bendt, du bliver måske bedrøvet. Men klogere.

DET KONSERVATIVE Folkeparti er stiftet på ruinerne af det Højre, der faldt sammen ved systemskiftet i 1901. Efter sejren for Folketings-parlamentarismen kunne forrettigheder i et kongeligt udnævnt Landsting ikke længere bære regeringsmagt. Der måtte folkelig opbakning til.

Det Konservative Folkeparti blev til ved en alliance mellem embedsstanden og den gamle godsejerklasse, der - uanset hvad grimt man kan sige om den - også rummede en gruppe, for hvem adel forpligtede. En hovedstrømning i det nye parti var den anskuelse, som den britiske Tory-premierminister Benjamin Disraeli allerede i 1870'erne havde omsat til handling: At politisk og økonomisk fremgang for småkårsfolk gør dem til sikre konservative støtter, hvorimod fortsat fornedrelse jager dem i socialismens arme.

Partiet var udpræget et statsparti: Godsejerne og embedsmændene var bundet af kongetroskab; de handlende, der var udsprunget af laugsvæsenet, opfattede staten som en beskytter, der bl.a. ved told kunne sikre dem mod ubillig konkurrence. Og kun staten kunne forestå det militære forsvar, som for De Konservative ikke bare var et praktisk, men i højere grad et moralsk anliggende: en nations vilje til at eksistere.

FORSVARSVILJEN kom til at skille De Konservative fra andre partier. Det var den, der i 1929 fik partileder John Christmas Møller til at vælte en spareivrig Venstre-regering. Christmas Møller sagde selv sidenhen, at hvis ikke det havde været for forsvarssagen, ville han have været radikal.

Hvordan kan det nu hænge sammen? Jo, et fællesgods for Konservative og Radikale er 'den borgerlige anstændighed'. Et ubehag ved Venstres brovtende liberalisme og socialismens materialisme. I gårsdagens Information siger De Konservatives kommende mand, arbejdsmarkedsordfører Jacob Axel Nielsen, at hans partis "lykkeligste perioder" har været sammen med De Radikale, og at de på nutidens mærkesager "føler en større samhørighed med De Radikale".

Måske skulle den 90-årige overveje, om helbredet ville få det bedre ved et familieskift.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her