Læsetid: 3 min.

En 90'er reform

Velfærdsforliget, som nok desværre var sidste chance for grundlæggende reformer i mange, mange år, tager ikke bare antydningsvist fat på de grundlæggende strukturer på arbejdsmarkedet, som betyder, at mange arbejder for meget og endnu flere for lidt.
21. juni 2006

SÅ LYKKEDESDETomsider efter mange års analysearbejde og mange hjørnespark og syltekrukker at få en bred reform af velfærden i hus. Det muliges kunst og en aftale der sikrer, at Danmark er bedre rustet til de økonomiske udfordringer, som fremtiden bringer. Måske, sådan lyder regnedrengenes prognoser i hvert fald. Der bliver skruet lidt på aldersgrænsen for efterløn og folkepension. De eksisterende mekanismer i arbejdsmarkedslovgivningen finjusteres med hensyn til, hvornår ledige skal tjekkes for om de står til rådighed og hvornår de har ret til et jobtilbud. Der småjusteres på uddannelsessystemerne, så unge forhåbentlig føler et incitament til at gøre deres uddannelser hurtigere færdig. Der justeres og oprettes puljer og cigarkasser til særlige formål Alt i alt en række stramninger og - som statsministeren kalder det - nænsomme justeringer, der giver et fremtidigt råderum på omkring 10 milliarder kroner, der kan bruges på en historisk saltvandsindsprøjtning til forskning og bedre uddannelse.

RERFORMENER RIGTIG i lyset af den skærpede internationale konkurrence, Danmark befinder sig i, på papiret kan velfærden bevares, når demografien og efterkrigsgenerationerne indhenter os. Og forliget har modtaget positive reaktioner de fleste steder. Nogen mener, det er for lidt, andre for meget. Men det største problem ved reformen er, at den ikke er tidssvarende. Midlerne til at løse de udfordringer, som det danske samfund og ikke mindst arbejdsmarkedet står over for er gammeldags og utilstrækkelige.

Dagens og i særlig grad fremtidens arbejdsmarked vil være præget af langt større fleksibilitet, og forventninger om fleksibilitet, løsere ansættelser, større international konkurrence og dermed også større nedslidning og udstødning fra arbejdsmarkedet. Man skal forestille sig et arbejdsmarked, som i fremtiden i langt højere grad består at veluddannede og selvbevidste individualister, hvoraf de fleste endda har økonomisk overskud, der giver dem en masse nye frihedsgrader. De forventer skræddersyede løsninger og vil bestemme over deres eget liv. Derfor er der ingen grund til at tro, at den type incitamentstankegang, som velfærdsforliget bygger på, kommer til at fungere i det omfang, som økonomerne forventer. Hvem kan forhindre seniorer med en bugnende pensionsopsparing i at forlade arbejdsmarkedet som 60-årige. Hvem kan piske unge gennem uddannelserne i en tid, hvor der bliver mangel på arbejdskraft og danske og internationale uddannelsesinstitutioner vil konkurrere benhårdt om de unges gunst? Punkt for punkt er regeringen og forligspartierne i færd med at løse det 21. århundredes problemer med det 20. århundredes midler. A-kasser, dagpengeperioder og efterlønsalder lugter langt væk af industrisamfund. Nutidens problemer kan ikke løses med 90'ernes maskinrum.

I ETFORHANDLINGSFORLØB med så mange partier sker det ofte, at den laveste fællesnævner kommer til at sætte dagsorden. I det sirligt sammenstrikkede forlig savnes derfor nogle af de kreative og nyskabende ideer, som også Velfærdskommissionen havde med i sin rapport. De er møjsommeligt skrællet fra til fordel for gammelkendte midler om jobtilbud, aldersgrænser, aktivering, styrkelse af studievejledning og så videre. Hvis Danmark skal være et førende videnssamfund skal vi også have et førende fleksibelt og individuelt baseret arbejdsmarked. Vi ved, at det moderne arbejdsmarked konsekvent skaber flere stressrelaterede sygdomme, nedslidning og udbrændthed. Vi ved at mange mennesker mod deres vilje parkeres uden for arbejdsmarkedet, fordi jobbene er blevet for specialiserede og effektive.

VELFÆRDSFORLIGET, SOM NOK desværre var sidste chance for grundlæggende reformer i mange, mange år tager ikke bare antydningsvis fat på de grundlæggende strukturer på arbejdsmarkedet, som betyder at mange arbejder for meget og endnu flere for lidt. En nedslidningspulje på 350 millioner kroner skal afhjælpe de værste konsekvenser af et højeffektivt arbejdsmarked og sætte et lille plaster på såret i forhold til de grupper, som er udbrændte og i fremtiden må udskyde pensioneringen. Det lyder godt, men er igen udtryk for at midlerne kommer til kort i forhold til udfordringerne. Når mennesker brænder ud på grund af deres arbejde i et omfang, som vi ikke har set tidligere i historien, så forslår det ikke stort. Her er der brug for helt andre strukturelle ændringer af skattesystemet, orlovsordninger og adgang til i en periode at arbejde mindre og så videre. Alle undersøgelser viser, at det danskerne allerhelst vil, er, at arbejde mindre og have bedre tid til sig selv, familie og venner. En i grunden sund og naturlig indre mekanisme. Skal de blive længere på arbejdsmarkedet og arbejde mere - og det er hvad hele øvelsen går ud på - så skal der være en grund til det. Her er det ikke sikkert, at de gammelkendte midler virker, som man regner med - og hvem ved, hvordan verden ser ud i år 2022, når reformen er fuldt indfaset en fjerdedel inde i det ny århundrede?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her