Læsetid: 3 min.

A-a-a-arnold!

9. oktober 2003

Vælgerne var frustrerede over et handlingslammet politisk system. De var dødtrætte af den evige kævl i parlamentet. Tingene stod stille, mens problemerne tårnede sig op. Erhvervslivets konkurrenceevne var vigende, statsbudgetunderskuddet voksende og ledigheden høj. Og politiske ledere syntes mere
interesserede i at indsamle penge til den næste valgkampagne end i at regere. Ind på banen træder en smilende entertainer, som lover et stærkt og beslutsomt lederskab samt guld og grønne skove. Folket betages, tager chancen og stemmer på en strongman. Hvorfor ikke prøve noget nyt? Der skal ryddes op.
Scenariet er efterhånden ikke nyt. I 1994 befandt Italien sig i denne situation og valgte for første gang Silvio Berlusconi til ministerpræsident. I tirsdags gjorde den østrigsk-amerikanske Hollywood-stjerne og forretningsmand Arnold Schwarzenegger ham kunststykket efter. Parallellerne mellem Italien og Californien og de to politikfjendtlige narcissistiske entertainere med storhedsvanvid er slående. Begge steder havde vælgernes frustration over det fastlåste politiske system nået et punkt, hvor en betydelig del af dem var rede til at prøve noget radikalt nyt. I lang tid forinden havde Berlusconi og Schwarzenegger gjort deres hoser grønne og ventet på det rette klokkeslæt til at præsentere sig som den hvide ridder, der kunne redde nationen fra fallit. I begge tilfælde spillede deres stjernestatus, underholdningværdi og frie adgang til medierne en afgørende rolle i valgkampen. Og fordi de to ledere ikke opfattes som almindelige partipolitikere tilgiver vælgerne dem for alskens småsynder i deres fortid – bestikkelse og korruption eller sexchikane og Hitler-beundring. Tolerancen for eventuelle fejltrin på deres lederpost er endvidere højere. Man forventer lederskab fra dem eller i det mindste foregivelse af stærkt lederskab – og sidstnævnte kan ret let projiceres gennem nutidens massemedier, hvis betagelse af skikkelser som Berlusconi og Schwarzenegger er ubegrænset.

Schwarzeneggers overbevisende sejr i Californiens omvalg til guvernørposten kan altså næppe stemples som et nyt fænomen. Det er heller ikke sidste gang, at en professionel politiker af Gray Davis’ støbning bliver rendt over ende af en kandidat, som personificerer vores masse- og mediekultur. Men derfra og til konklusionen, at Silvio og Arnold præsenterer fremtidens politik, er der stadig langt. Californien og Italien synes snarere at være ekstreme eksempler på en sydende utilfredshed lige under overfladen med levebrødspolitikeres manglende vilje til at tage de modige beslutninger. I USA er folk grundigt trætte af interessegruppers dominerende indflydelse i politik i kraft af deres lobbyarbejde og kampagnebidrag. Vælgerne føler, at deres stemme ikke bliver hørt. De er ikke interesserede i løfter, men i handling og i løsning af problemerne. Guvernør Gray Davis gjorde sig skyldig i en skamløs sammenblanding af sin status som Californiens leder og pengeindsamling fra lobbygrupper til hans næste valgkampagne. Han blev anset for at være mere opportunist end de fleste politikere.

Ingen der har rejst i Californien de seneste år kunne undgå at bemærke den afsky, folk følte over for ham – også blandt demokratiske kernevælgere og venstreorienterede. Fire ud af fem vælgere sagde tirsdag, at de ikke kan fordrage manden. Selv hans naboer vil ikke have noget med den kolde fisk at gøre. At det demokratiske parti ikke ville eller kunne opstille et mere troværdigt alternativ til Davis end hans ikke særlig imponerende viceguvernør Cruz Bustamante må få en del af skylden for det forsmædelige nederlag. Bustamante fik kun 35 pct., skønt Californien kaldes det demokratiske partis fæstning i landspolitik. Et så sølle resultat kan endvidere ses som en anklage mod delstatsforsamlingen i Sacramento, hvor demokraterne har flertal, og hvor yderfløjene i de to partier dominerer lovgivningsarbejdet med det resultat, at kompromis er et fyord.
Schwarzenegger er, som Berlusconi og sin forgænger i guvernørembedet, Ronald Reagan, en ferm sælger af alt mellem himmel og jord, inklusiv bric-à-brac. Utvivlsomt kan han som moderat republikaner nogle idéer til lovgivere fra begge partier og hvis de ikke magter ret, så ved de, hvad der kan vente dem: Smæk. Den nyvalgte guvernør tror på råstyrke. Selv hans fysiske dimensioner intimiderer, mener han at vide. Det kan kvindelige ofre for sexchikane formentlig bekræfte. Spørgsmålet er, om de demokratiske lovgivere og alle hans andre modstandere vil falde til patten. Kan Terminator 4 med andre ord standses?

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu