Læsetid: 4 min.

A la Commodore 64

30. august 2000

Med udsigt til et Folketingsvalg allerede i det kommende forår er tiden inde til at træde i karakter for Folketingets partier. Ikke mindst for regeringen, der nu skal ryste den ansvars- og udgiftsbevidste ham af sig og skifte til en langt mere publikumsvenlig model.
Finansminister Mogens Lykketoft lagde for i går med et finanslovsudspil, der sjældent har haft en bredere appel. Udover lidt ekstraudgifter til den gamle del af industrien, er det en finanslov, der ikke træder mange over tæerne. Ingen ekstra skatter, afgifter og besparelser af nævneværdig grad.
Tværtimod kun løfter om mere og bedre offentlig service, ligesom regeringen påny lover en større indsats for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt.

Valgkampsretorikken er gjort klar, og hvis det ikke var på grund af den euro-dikterede borgfred, ville regeringen allerede have skærpet tonen yderligere. Men omvendt skulle der alligevel ikke meget til at tænde Lykketoft:
»Den sum af løfter, Venstre har til befolkningen, kan aldrig indfries samlet, med mindre det garneres med en anden og dårligere fordelingspolitik,« lød det næsten arrigt fra finansministeren, da han blev bedt om at forklare, om det ville have gjort nogen synderlig forskel, hvis Venstres finanspolitiske ordfører, Thor Pedersen, havde været i hans sted.

Se, det lyder jo som det helt rigtige svar fra en socialdemokrat. Og der er da også et stykke vej fra Venstre og de konservatives forslag om at hente pengene til syge og gamle danskere fra u-landsbistanden til regeringens forslag om at straffe virksomheder med dårligt arbejdsmiljø.
Men det er svært at få øje på særlig mange væsentlige stridspunkter, når det kommer til samfundets store husholdningsbudget, finansloven.

Som legionellabakterier på en sygehusgang flokkes både regeringen, Venstre og de konservative om nøjagtig de samme mærkesager: Sundhedsvæsenet, svage ældre og en fremtidssikring af velfærden.
De tre emner bliver med garanti hovedemnerne i den valgkamp, som for alvor går i gang, når afstemningsresultatet ligger klar efter folkeafstemningen den 28. september.
Godt nok er der lang tid til, at statsministeren formelt set skal udskrive valg – marts 2002. Men akkurat som Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, sover de fleste politikere med støvlerne på i øjeblikket. Klar til at gå i sving, så Folketingsvalget kan være veloverstået, før næste efterårs kommunalvalg, og nye EU-afstemninger trænger sig på.
Den kommende finanslov er altså regeringens sidste lejlighed til tydeligt at vise, hvad den prioriterer højest, når det danske samfund skal udvikles.

Synet er forstemmende. Fokus er rettet imod en fastholdelse af det trygge danske velfærdssamfund, så man skulle tro, at fremtiden havde besluttet sig for at gå i stå.
Og det bliver ikke bedre, når man slår i op i pixiebogsudgaven af finanslovforslaget, ’Velfærd der holder’. Hæftets fire selvsmagende afsnit er en lang ros af den nuværende velfærdspolitik, mens der kun bliver brugt minimal plads på overvejelser om, hvordan regeringen har tænkt sig at være med til at udvikle, skabe og forme fremtidens videnssamfund.

Pligtskyldigt bliver et par enkelte hovedområder dog nævnt. Men det er i sprog så floromvundet, at man har svært ved at tillægge det nogen værdi. Et eksempel fra afsnittet om forskning:
»En anden hovedvej til fortsat velfærd i videnssamfundet er en dansk placering i front, når det gælder forskning.«
Aha, tænker man. Og leder optimistisk videre for blot at finde ud af, at nye midler til forskningen skal hentes fra den milliardpakke, som også pengene til de ældre skal hentes fra.
Man må konstatere, at der fortsat vil være lang vej op til de summer, som eksempelvis Finland satser på forskning.

Meget bedre bliver det ikke, når det gælder den hårdt pumpede erhvervsstrategi, .dk.21, hvor regeringen opstiller en ideliste på knapt 80 initiativer, som skal bidrage til, at dansk erhvervsliv kan tage skridtet ind i den ny økonomi.
Sølle 52,5 millioner kroner er der sat af til projektet plus det, der måtte komme ud af slagsmålet om milliardpakken.
Som omtalt i dagens avis er der tale om rene pebernødder i forhold til de 8,3 milliarder kroner, den svenske regering vil satse over de næste fire år for at udvikle et informationssamfund for alle.
Tilmed kan man frygte, at regeringen vil indkassere milliardgevinsten på næste års auktion over de såkaldte UMTS-licenser og bruge de mange kroner til alt andet end udviklingen af videnssamfundet. Der var i hvert fald ingen klare meldinger at hente i går.
De klare tilkendegivelser om, hvad de to regeringspartier har at tilbyde Danmark i det nye årtusinde ud over de sædvanlige serviceforbedringer og budgetjusteringer er i det hele taget svære at få øje på. Ligesom det er svært at få øje på, hvad der adskiller dem fra en VK-regering.
Visionerne og holdningerne i det første valgudspil er tværtimod så uambitiøse og ukonkrete, at billedet af Danmark i fremtidens videnssamfund mest minder om en model Commodore 64.

ør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her