Hvis ikke man kender andet til den klassiske avantgardes store dame Gertrude Stein (1874-1946), kender man i hvert fald det berømte vers A rose is a rose is a rose (fra digtet "Sacred Emily", 1913). Verset er vel et af litteraturhistoriens mest citerede og travesterede, også af Stein selv, som senere udtalte at "i det vers er rosen rød for første gang i hundrede år i den engelske poesi".
Det berømte vers er faktisk sagen i en nøddeskal, hvis sagen er Steins poetik, og det er den i de tre forelæsninger, som nu er kommet på dansk i en fin lille to-sproget udgave, med engelsk originaltekst på venstresiden og dansk oversættelse på højresiden. Ud over Steins allerførste forsøg på at udlægge sit eget forfatterskab, Komposition som forklaring fra 1926, drejer det sig om to af foredragene fra Steins Amerika-turné (1934-1935): 'Portrætter og gentagelse' samt 'Poesi og grammatik'.
A rose is a rose is a rose rummer nogle af de mest markante karakteristika ved Steins poetik: gentagelsen, portrættet, serialiteten, den syntaktiske tvetydighed, et særligt forhold til navneordet og en særlig tidslighed spændt ud mellem det, Stein kalder "forlænget nutid" og det, hun kalder "at begynde igen og igen". Det er disse karakteristika, man finder udfoldet (udførende udlagt) i forelæsningerne.
Hos Stein kan man aldrig stige ned i samme rose to gange, i hvert fald ikke i sproget. For hver rose vækkes nye associationer i læserens bevidsthedsstrøm; i hver rose er trykket (emphasis) lagt på en ny måde, og derfor er der ikke tale om gentagelse, men om insisteren, som Stein med insisterende gentagelser forklarer det i foredraget 'Portrætter og gentagelse'.
Den insisterende gentagelse, den bestandige læggen tryk på nye måder, er en af Steins vigtige strategier til at skrive sine 'portrætter', af ting så vel som mennesker så vel som roser. For Stein kan man ikke portrættere ved at beskrive.
Kærtegn og komma
I 'Portrætter og gentagelse' formuleres denne antideskriptive poetik med farven som eksempel, idet hun taler om "forholdet mellem farver og de ord, der lige præcis betød den farve, men ikke havde spor af beskrivelse i sig". Igen synes det berømte rose-vers anskueliggørende: rosen bliver, for første gang i hundrede års lyrikhistorie, rød, uden at farven så meget som nævnes.
I forelæsningen "Poesi og grammatik" citerer Stein sit eget rose-vers (insisterer, lægger ny vægt på det) som eksempel på poesiens forelskelse i navneord: "Hvad gjorde jeg jeg kærtegnede fuldstændigt kærtegnede og anråbte et navneord".
Gentagelsen, kærtegnelsen af ordet 'rose' genererer den syntaktiske tvetydighed, som Stein dyrker, ikke mindst i sin yderst sparsomme brug af komma.
Kommaet står ifølge Stein i magelighedens tjeneste, og som læser må man konstatere, at hun har ret; at det, at man er tvunget til selv at skandere hendes sætninger, sætter én på opmærksomt læsearbejde.
Bilen og filmen
Stein er erklæret barn af sin tid, eller med hendes eget ord af den 'komposition', hun lever i.
Det viser sig i de metaforer, hun bruger om sin skrift (automobilen: det, der har bevægelsen i sig selv, og filmen: den serielle gentagelse med variationer), og det viser sig i hendes vitalistiske dyrkelse af liv og intensitet. Der er en drøm om historieløshed i Steins poetik; en drøm hun selv kvalificerer som amerikansk: "Og sådan har den amerikanske måde på en måde været en måde ikke at have behov for at generationer findes" ('Portrætter og gentagelse').
Denne historieløshed kan virke provokerende, som når Stein reducerer første verdenskrig til en kompositorisk variation: "Så i fire år var det mere og mere forskelligt og selv om det var, var alting ens. Eftersom alting er ens var alting naturligvis ganske enkelt forskelligt og det er og var romantik og det er og var krig". ('Komposition og forklaring').
Men formentlig ligger der både en krigs- og romantikkritik gemt her: Det tilsyneladende 'forskellige', krigens eller en romantisk undtagelsestilstand, er i virkeligheden en slet gentagelse (af et historisk foreskrevet mesterplot), hvorimod det tilsyneladende 'ens', den insisterende og trykforskydende gentagelse (a rose is a rose is a rose), kan gøre en forskel.
Stein betragtes gerne som uoversættelig, men i en tosproget udgave som denne fremstår oversættelsen som helt i ånd med Steins poetik: Når en engelsk 'rose' bliver til en dansk 'rose', kan det læses som et viderearbejde på den forskydende gentagelse. Og det kan endda ske, at blomsten 'fuchsia' bliver til en 'fresia': Not to the future but to the fuchsia bliver til "Ikke til fremtiden men til fresiaen".
En sådan elegant bevarelse af et bogstavrim vidner om, at Lene Asp Frederiksen har den sans for sprogets materialitet, som kræves af en Stein-oversætter.
Stein oplever i disse år en veritabel renæssance, ikke mindst inden for det danske forfattermiljø. Og man forstår godt, at hun er forfatternes darling; der er noget direkte digter-manual over hende, ikke mindst hendes kvalificering (som samtidig er en vældig morsom portrættering) af de forskellige ordklasser og interpunktionstegn ('Poesi og grammatik').
Tager man sproget så lidenskabelig alvorligt, som Stein gør, afføder det imidlertid både en humor og en filosoferen, som rækker ud over digterens værksted. Og hvis ikke man forstår en bønne, skal madame Stein nok sørge for, at man gør det, med sit forsikrende eller formanende omkvæd: "Åh ja det forstår I alle. I forstår dette. Ja, I forstår hvad jeg mener".
'Gertrude Stein: Stein taler', red. Tania Ørum (efterord) og Laura Luise Schultz (noter), oversat af Lene Asp Frederiksen, 185 sider, 128 kr. Arena
ISBN: 87-7405-177-6
