Læsetid: 4 min.

A-trussel større end nogensinde

6. august 2005

Klokken 7.15 om morgenen for præcis 60 år siden smed besætningen på flyet ’Enola Gay’ deres last over den japanske by Hiroshima.
»Vi så hele byen forsvinde, da bomben eksploderede,« har flyets kaptajn, Robert Lewis, siden hen udtalt. Og synet af den altødelæggende paddehattesky, der steg op mod himlen gjorde mildt sagt indtryk på kaptajnen: »Jeg skrev i min logbog: Åh Gud, hvad har vi dog gjort.«
160.000 døde den første dag og efterfølgende yderligere 77.000.
Siden har atomstaterne kun fundet deres radioaktive bomber frem ved prøvesprængninger. Men risikoen for, at en atombombe bliver detoneret, er større i dag end nogensinde før, påpeger flere eksperter.
»Her 60 år efter Hiroshima er atomtruslen større end nogensinde før,« siger David Sylvan, der er professor ved Institute of International Studies i Genève. Han peger på, at atomtruslen under Den Kolde Krig var mere gennemskuelig, end den er i dag, hvor der er fem erklærede atommagter, samt flere andre lande, der har udviklet atomvåben, heriblandt Indien, Israel og Pakistan.
»Dengang var der to supermagter, der holdt hinanden i skak, og risikoen for, at nogen af dem ville bruge atomvåben, var derfor minimal. Nu er der mange flere, og risikoen for, at en atombombe bliver brugt ved en fejl, er derfor også meget større. Desto flere hænder, desto større fejlrisiko,« siger David Sylvan. Den betragtning deler Charles D. Ferguson, der er professor ved Georgetown University med speciale i atomtrusler.
»Ligesom under Den Kolde krig er det usandsynligt, at en atommagt vil angribe et andet land med atomvåben. Men atomtruslen bliver alligevel større, i takt med at flere lande får et atomprogram,« siger han.
Og jo flere lande der har atomprogrammer, desto større bliver faren for, at en bombe sporløst forsvinder, eller at en terrorgruppe får fingre i ’ingredienserne’ til en bombe, forklarer Charles D. Ferguson:
»Hvis al-Qaeda får fat i beriget uran, kan de relativt let konstruere en simpel atombombe. Den ville selvfølgelig være langt mindre kraftig end USA’s moderne atombomber, men svare til Hiroshima-bomben – men vi har jo set, hvor meget ødelæggelse selv så simpel en bombe kan udrette.«
Charles D. Ferguson mener dog, at det er meget usandsynligt, at nogen terrorgrupper skulle være i besiddelse af atomvåben.
»Men det kan de jo komme, hvis stadig flere lande bliver kilde til beriget uran. Derfor er det meget uheldigt, at man i disse dage ikke trapper ned for atom-ræset, men snarere optrapper,« advarer han.
Sidste sommer gav den tidligere amerikanske forsvarsminister William J. Perry udtryk for sin frygt for, at terrorgrupper kommer i besiddelse af atomvåben: »Jeg har aldrig været så bange for et atomangreb, end jeg er nu. Jeg tror faktisk, at der er mere end 50 procent sandsynlighed for, at USA bliver ramt inden for det næste tiår.«
Det er en frygt som en anden tidligere amerikansk forsvarsminister, Robert S. McNamara, deler. Fra 1961 til 1968 havde han atomspøgelset hængende lige over hovedet som forsvarsminister under Den Kolde Krig. Blandt andet under Cuba-krisen i 1962, hvor atomtruslen var på sit højeste.
Han forstår ikke, hvorfor USA ikke er gået forrest i den globale atomnedtrapning efter Den Kolde Krig.
Og USA’s intensiverede forskning i nye små atombomber på helt ned til 40 centimeter gør risikoen for, at en atombombe kommer i de forkerte hænder større, skriver Robert S. McNamara i det amerikanske udenrigspolitiske magasin Foreign Policy:
»Jeg vil karakterisere USA’s nuværende atomstrategi som umoralsk, militært unødvendig og frygteligt farlig. Hvis USA fortsætter med sin nuværende atomstrategi, vil det anspore flere lande som Egypten, Japan, Saudi-Arabien, Syrien og Taiwan til at starte deres egne atomprogrammer. Det vil forhøje risikoen for, at landene enten selv bruger atom-våben, eller at de ryger i hænderne på terrorister eller slyngelstater.«
Også professor i international politik David Sylvan finder USA’s små atombomber unødvendige. De har nemlig forårsaget en holdningsændring til atombomber i amerikansk politik, forklarer han: »De små bomber er et problem, fordi mange tænker, at det ikke er så slemt at bruge dem. Og det er en farlig fetich, fordi man dermed bryder med en norm om, at atomvåben kun er til afskrækkende brug.«
Normbruddet bekymrer også professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver.
»Det er meget bekymrende, at grænsen mellem atomvåben og konventionelle våben udvandes. Amerikanerne er ved at nedbryde et tabu om, at man ikke må bruge atomvåben, der har eksisteret siden Hiroshima-bomben,« siger Ole Wæver.
Og normen om ikke at bruge atomvåben er sandsynligvis Hiroshima-bombens mest ærværdige funktion i historien, mener Ole Wæver:
»For hvert tiår, der går, bliver Hiroshimas plads i historien stærkere og stærkere, fordi atombomber ikke er blevet brugt siden. Det betyder, at regeringsledere vil være ekstremt påpasselige med at sige god for at affyre et atommissil. Og det er simpelthen, fordi ingen leder har lyst til at gå over i historien, som den var skyld i det næste Hiroshima.«

ays@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu