Læsetid: 5 min.

En åbenbaring af amokspring

Årets Spot-festival var rig på oplevelser, men alle andre blegnede ved siden af syv teenagere med et gåpåmod så stort som verden og et rock-talent som bare fanden
6. juni 2006

Rock'n'roll!! Århus blev lagt for fode med et brag, da Dúné kom, så og smadrede alt og alle på årets Spot-festival. Og anmelderen, der absolut intet kendte til gruppen, måtte holde på både pen og briller, da han blev blæst omkuld af de mest fandenivoldske rocktalenter siden Iggy Pop.

Alle andre festivalminder fortonede sig, i samme øjeblik Dúné med lige dele Who, Interpol og Superheroes i bagagen kastede sig frem på scenen og sparkede verden lige i fjæset. Seks drenge og en enkelt pige var de, alle i sorte skjorter og så unge, at de gudhjælpemig lignede folkeskoleelever. Men attituden! Det burde simpelthen ikke kunne lade sig gøre at styre en scene så fuldstændigt, som dette Skive-band gjorde i lørdags.

Mattias Kolstrup er den fødte frontmand, der som en genfødt Thomas Troelsen springer rundt og smider med mikrofonstativer (og så synger knægten tilmed pissegodt). Og guitaristerne ved hans side er så sikre i deres spil og nøje kalkulerede bevægelser, at de må have brugt samtlige af deres 17 leveår på at øve sig.

30 minutter tog det for publikum at bevidne en fuldbyrdet åbenbaring; de 15 første med åben mund, og i de 15 sidste lod man sig rive med, mens synth-charmøren Ole Bjórn Sórensen under genialt synkroniserede amokspring sprøjtede vand i hovedet på bandet og alle foran scenen. Hvis dette gåpåmod ikke øjeblikkeligt giver Dúné berømmelse, er verden da af lave.

Æteriske arvtagere

Det hele begyndte ellers noget mere afslappet fredag i Århus midtby, hvor både den østjyske ungdom, landets håbefulde musikere og branchens ypperste markedsmænd var samlet. Spot-festivalen er gennem årene blevet mere brugervenlig og har fået en del mere plads at boltre sig på, og det sås tydeligt i festivalens 12. år.

Mens alle scener for bare fire år siden var presset sammen i én bygning, har Spot nu spredt sig ud over adskillige hektar. Både spillestederne Train og Voxhall og teateret Svalegangen lagde i år scene til de optrædende, og under den evige vandren fra sted til sted kunne man gå gennem AROS og lægge ører til en uendelig række af nydelige, men noget enslydende singer-songwriters.

Hver generation og hver subkultur har sine helte. For den generation af skrøbelige indiekids, der er for unge til at huske Cocteau Twins eller blot danske Luksus, er Yellowish en oplagt arvtager. Forførende, æterisk pop, godt med rumklang og en sfærisk vokal svævede i lørdags ud over den århusianske gruppes fans, og nok lyder bandet vel meget som Luksus og sangerinden Laura som Lise Westzynthius, men Yellowish har en stor force i Andreas Bundgaards hurtige, effektive og stærkt medrivende trommespil, som bestemt er værd at give et lyt eller to.

Så vemodig som Lindgren

En af de geniale ting ved festivaler er muligheden for at spadsere forbi en koncert og blive tvunget til at gøre holdt af ukendte toner og opsigtsvækkende optrædender. På Spot kunne man studse over både Alpha, der præsterede at få en blokfløjte og en saxofon til at lyde som industriel støjmarchmusik (!), og finske Aavikkos aggressive trommesoli og dansable synth-disco. Begge typer musik var i dén grad utraditionel og i de første fem minutter umådeligt forførende, men da fascinationen havde lagt sig, var det svært at forestille sig at lytte til en hel plade med grupperne.

Anderledes med Doí, hvis hypnotiserende, Sigur Rós-prægede postrock og trompetbårne nordiske glød var afsæt for drømme hos de mange hundrede, der lyttede siddende eller liggende i den lille underjordiske Kunstbygning. Det var oplagt at kigge op på stjernerne igennem det skrå glastag, men det havde arrangørerne ikke tænkt på, så i stedet var der lyst og hvidt og tændte lamper over det hele, hvilket unægtelig tog noget af stemningen.

Det lykkedes ellers Doí at skabe en bedårende lyd som noget ud af en Astrid Lindgren-filmatisering blot ved at blæse blæse luft ind i en melodica gennem et plasticrør. Alligevel var det, som om bandet ikke helt troede på magien denne aften og ikke brændte igennem, som man fornemmer, at de har potentiale for. Måske kommer det, når de udgiver deres debutplade til efteråret.

Under Byens orgasmer

At dømme efter årets festival skal ethvert småmelankolsk indieband med respekt for sig selv efterhånden spille på enten melodica, trompet eller med violinbue på guitaren - helst alle tre dele. Derfor var det ekstra forfriskende at se Dúné give pokker i det hele. Men også andre kunstnere imponerede med originale toner.

Fredag kunne man i Musikhusets bløde sæder meditere sig ind i hver sit univers til tonerne af The Low Frequency In Stereo. Mod en videobaggrund af skyer byggede svenskerne deres støjrock op til tordenvejr med tunge trommer og en bas, der sugede lytteren til sig som en malstrøm. Mørkt som fanden, men yderst medrivende, og så fik de minsandten også besøg af den anarkofeministiske heltinde Jomi Massage i et enkelt nummer.

Samme sted havde byens stolthed Under Byen fået lov at lukke festivalen lørdag, og da klokken nærmede sig midnat, og dørene blev slået op til den store sal, strømmede folk ellevilde ind. Under 10 minutter tog det at fylde de 1.500 pladser ud, og snart blæste en pige på forreste række sæbebobler, mens en næsten hysterisk anspændt stemning bredte sig bag hende i salen.

De forventningsfulde fans tyssede unisont, da koncerten begyndte med en sav, en bue og Nils Grøndahl i en kegle af lys. Så klaver, så strygere, så trommer, og inden længe var den karismatiske vekslen mellem to massive trommesæt og de blideste strygerbårne passager i gang.

Efter at Henriette Sennenvaldt har trukket sin inciterende dans helt bagest på scenen, er den gudsbenådede violinist og altmuligmand Grøndahl efterhånden frontfiguren. Hans sav bliver et værktøj for orgasmer, når han som en anden Hendrix presser lyde ud af den til Sennenvaldts mørke, seksuelt ladede tekster, der i "Den Her Sang Handler Om At Få Det Bedste Ud Af Det" begynder uskyldigt med linjen "På besøg hos onkel" og syv minutter og en voldtægt senere ender med "Byer der styrter i grus / Børn der aldrig vågner igen".

Bag Grøndahl går de to trommeslagere amok i stroboskoblyset og stopper så brat, mens støjen dør ud, og cellist Morten Svenstrup sidder urørlig i en smuk silhuet. Hver koncert med Under Byen er en sidste afsked, hver aften en lille død. Og få bands kunne bedre end landets mest unike livenavn lukke en festival, der sætter variationen i højsæde - og også i år gjorde det med succes.

Spot Festival Århus 2.-3. juni

www.spotfestival.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu