Læsetid: 6 min.

Åbent brev til Lars von Trier

Du er medlem af en eksklusiv klub, hvor du måske er det eneste medlem. Andre må gribe det an på andre måder, og vi manuskriptforfattere er ikke uærlige
13. maj 2005

Kære Lars!

Tillad mig at skrive sådan. Eftersom vi aldrig har mødt hinanden personligt, kan jeg strengt taget ikke vide, om du er 'kær' eller ikke. Så ukære Lars er måske mere passende, eftersom du i tidsskriftet EKKO ikke bare vil rette en kritik af manuskripttilstanden p.t. i dansk film, men også diskutere, hvorvidt professionen manuskriptforfatter overhovedet har sin berettigelse.

Altså: Kære, ukære Lars. Denne udtalelse må jeg nødvendigvis reagere på, eftersom jeg er en af de enfoldige, der udøver den profession, du søger afskaffet.

Hvis jeg har forstået dig ret (og hvem ved, om jeg har det; bladet er ikke engang kommet på gaden endnu, men du har selvfølgelig allerede skabt debat), så mener du noget i retning af, at manuskriptforfatterne i dette land (blandt andre Kim Fupz Aakeson og Anders Thomas Jensen) er blevet for dygtige, for hurtige og for 'nice' til deres job med det resultat, at deres manuskripter ikke rigtigt bevæger nogen; ikke engang dem selv.

De har ikke noget personligt forhold til det, de skriver om, siger du, det brænder ikke på for dem, de har ikke noget på spil. Og ikke bare det - de er også (i modsætning til instruktørerne!) et uærligt folkefærd: "For manuskriptforfattere handler det derimod bare om at skabe et plot".

Kære, ukære Lars, jeg opponerer!

Som jeg ser det, bunder din kritik i et konfliktforhold, man som manuskriptforfatter støder på ret tidligt i sin karriere: Hvem har visionen?

Jeg er ikke sikker på, det nødvendigvis har at gøre med, om man gennemskriver sit manus 5, 10 eller 12 gange, som 'Smukke Mogens' (Rukov) siger. Man arbejder med det, til det er færdigt, eller til det skal være færdigt. Så giver man sit værk videre, og straks finder instruktøren sin Clevin-kuffert frem og begynder at klippe-klistre. Eller udpeger de steder, hvor han/hun ønsker klippet og klistret, hvorefter manuskriptforfatteren går hjem og gør arbejdet. Glem ikke, at der findes instruktører i dette land, der åbent erkender, at det første, de gør, når de får et manuskript i hænderne, er at slette al regi. Ikke nødvendigvis fordi det er dårlig regi, men fordi der så er mere plads til deres eget koncept. Denne adfærd kan de naturligvis kun slippe af sted med, fordi hierarkiet i den proces, det er at lave film (eller teater), er udformet, som det er.

I en kunstnerisk proces, der involverer så mange mennesker, kan der kun være én ide, én samlet vision, som alle arbejder ud fra. Denne vision kommer pr. definition fra instruktøren. Og det er på sin vis rimeligt nok, at det er instruktøren, der har det overordnede, kunstneriske ansvar. Det er instruktøren, der får ros, når det går godt, og det er instruktøren, der rises, når det går skidt. Sådan er det. Det ved vi.

Det kan man som manuskriptforfatter gøre to ting ved:

1. Underlægge sig instruktørens vilje og vision. Eller:

2: Afskaffe instruktøren.

Trier-klubben

Hvis man nu, som Kim Fupz Aakeson, er en reel og ærlig manuskriptforfatter, der åbent erkender, at han ikke har mod?, lyst?, evner? til at være instruktør (dvs. fravælgelse af punkt 2) har man altså kun mulighed for at indgå i forholdet på instruktørens præmisser.

(Det er skarpt sat op, ukære Lars, og dette forhold forløber da også i mange tilfælde til begges tilfredsstillelse. Men lad os ikke stikke blår i øjnene på nogen - dette er konstellationen).

Samtidig må vi også huske, at der findes instruktører, der ikke evner at skrive et manuskript selv. Og da de ved, at de tre vigtigst ting for en film - med Hitchcocks ord - er manuskriptet, manuskriptet og manuskriptet, allierer disse instruktører sig med blandt andre (og måske i de fleste tilfælde lige for tiden) Kim Fupz og Anders Thomas Jensen. Her ved de, de får det, de gerne vil have: en forløsning af deres vision, et professionelt udført håndværk, et solidt fundament for deres film.

Her kære, ukære Lars, her opponerer du måske. (Hvis du da overhovedet har gidet læse så langt). Måske siger du noget i retning af, at det, de laver, ikke er film, ligesom et godt fotografi ikke nødvendigvis er et billede.

Så vil jeg sige to ting til dig:

Kære, ukære Lars, husk på, du er med i en klub! Du er med i et lille, udsøgt selskab af instruktører, der har vist sig at være så exceptionelle, at de har mulighed for at lave film, når de ønsker det. Måske er det i virkeligheden kun dig, der er medlem, og måske er det fordi, du hver eneste gang insisterer på at lave film, der udspringer af noget, du dybt, oprigtigt og af hjertet er optaget af - drevet af nødvendighed, kompromisløs og egenrådig. Og på baggrund af nogle skidegode manuskripter, du selv er begavet med en evne til at kunne skrive. Dit medlemskab er velfortjent. Men medlemskabet skyldes også, at dine film sælger!

Som at dreje en krukke

Filmproduktion er en del af en maskine. En kæmpestor underholdningsmaskine, der rumler af sted efter følgende princip: Man putter et antal penge (offentlige, private eller begge dele) ind i den ene ende, og efter et vist tidsrum spytter maskinen minimum det samme beløb og helst mere ud af den anden ende. Og det i en vis fart!

Denne maskine skelner ikke mellem kunst og underholdning, mellem 'behjertethed' og overfladiskhed. Den er drevet med ét mål for øje: pengeavl. Og den er medvirkende til en opsplitning, vi også ser inden for andre kunstarter (for eksempel teater). En opsplitning, en ond og spydig smagsdommer ville kalde kunst og kunsthåndværk. Nu også gældende for manuskriptforfatterfaget.

At skrive et manuskript på baggrund af en andens vision er som at dreje en krukke. Måske kan man glimtvis putte sig selv ind i materialet; måske finder man på et element, en person eller en replik, som udtrykker noget, man oprigtigt ønsker at udtrykke.

Måske handler filmen oven i købet om noget, man synes er nødvendigt at få sagt noget om; men man er stadig underlagt instruktøren. Og hvis instruktøren ikke kan lide det, man har lavet, så er det bare hjem og lave om det om.

Så kære, kære Lars!

(Ja, nu bliver jeg altså meget kærlig over for dig. Det er oven i købet oprigtigt ment). Jeg er enig med dig i, at en stor del af de nyere danske film er til at lukke op og skide i (nu bliver jeg også lidt vulgær). Film, der nok sælger, men ikke tilføjer noget til eller forandrer mit liv. Det er underholdning (for dem, der vil have det sådan), forretning (for dem, der vil have det sådan) og håndværk (for dem, der udfører et professionelt stykke arbejde i en andens vision).

Men - jeg tror simpelthen ikke på, at den overfladiske del af den samlede filmproduktion i landet skyldes, at (alle) manuskriptforfatterne er en bunke uærlige, overfladiske mennesker, der ikke vil beskæftige sig med emner, der ligger dem personligt på sinde. Underholdnings- og filmbranchen er jo altså drevet af noget skide kommercielt; og hvad fanden skal en manuskriptforfatter fuld af dybde og personligt stof så gøre?

Hvem revser du, Lars?

Så Lars (bare Lars); når du nu står der og råber - hvem er det så, du råber til? Er det virkelig manuskriptforfatterne? Eller er det branchen? Er det folket, som kræver en bestemt slags, klart fortalte og underholdende film? Eller som Morten Piil tror (i Information 10. maj), er det i virkeligheden instruktørerne, du revser? Er dit spørgsmål, om andre end auteur-instruktører-manuskriptforfattere overhovedet burde lave film? Altså; må man kun skrive et manuskript, hvis man også er instruktør? Eller mener du oprigtigt - helt ærligt - at manuskriptforfatterne burde afskaffes?

Fordi. Hvis du mener det. Ja, det sidste dér; så vil jeg svare dig, at manuskriptforfatterne endnu ikke har fået de optimale betingelser for at udføre deres kunstart. Men at få realiseret andet end håndværks- og dramaturgimodelbaserede manuskripter til emnefilm kræver mod, tid og penge.

Der er mange manuskriptforfattere, der er ligeglade med at lave 'et godt plot', men hvor er den instruktør, som vil udføre sit arbejde underlagt manuskriptforfatterens idé? Og hvor er det produktionsselskab, der tør satse på forfatterens vision?

Joan Rang Christensen er nyuddannet dramatiker. Skriver p.t. manuskript til en krimiserie til Radioteatret, der sendes til vinter samt arbejder på et filmmanuskript

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her