Læsetid: 5 min.

Åbent brev fra Mammutteatret

18. august 2006

Vi har i Mammutteatret i længere tid arbejdet med at formulere en ansøgning til Københavns Teater om at overtage et af de opslåede københavnske teatre.

Det var meget indlysende for os at søge, da vi besidder alle de talenter og erfaringer, man efterlyser: Vi har en stærk kvinde i vores ledelse, som kunne blive den kvindelige frontfigur, man gerne så i spidsen for sådan et teater, som oven i købet er blevet opfordret til at søge, og vi har mere end 20 års erfaring i at drive kunstnerisk teater i København.

På den baggrund skulle man tro, at det ville blive en fest at lægge billet ind på noget, der umiddelbart virker skræddersyet efter vores behov og udviklingsmuligheder.

Imidlertid stødte vi hele tiden på ting i strategiplanen, der virker ugennemtænkte og visionsforladte. Det slog vi hen, fordi vi gik efter et højere mål og ikke ville lade os slå ud af småting undervejs. Men fornemmelsen af, at noget var galt, voksede sig større og større, efterhånden som vi trængte ind i tingene. Først forlod humøret os, så endte vi med en underlig fornemmelse af, at her kunne man ikke være sig selv - og det er ikke godt, når man skal yde noget maksimalt.

Søndag bragte Politiken en større artikel om den kommende ansøgningsrunde under overskriften: "Kampen om de københavnske teatre". Københavns Teaters bestyrelsesformand Christian Scherfig fremkom i artiklen med følgende udtalelse:

"I øjeblikket er dansk teater ingenting i international sammenhæng. Derfor har vi skabt Teater X. Det skal stå for grundforskningen, og det koster. Det er her, det eksperimenterende teater skal udvikles. Teatret skal være vores flagskib."

Ikke så synlige

I det omfang at Scherfig er citeret korrekt, er det tilsyneladende gået hen over hovedet på formanden, at Betty Nansen Teatret for eksempel netop har rejst kloden tynd med deres opsætning af Woyczek. Teatrene Holland House og Hotel Pro Forma har fra starten spillet internationale opsætninger. Det er rigtigt, at de måske ikke virker så synlige i det københavnske teaterlandskab, som de burde, men det hænger sammen med, at de, bortset fra Betty Nansen Teatret, ikke har nogen fast bevilling. Derudover rejser et teater som for eksempel Husmorforeningen Brændende Kærlighed rundt i verden og repræsenterer dansk teater internationalt, men de har heller ikke fået nogen fast bevilling ud af det. Mammut-teatret har i en årrække samarbejdet med mange udenlandske kunstnere og er flere gange blevet inviteret til at optræde i udlandet. Heller ikke Mammutteatret har endnu opnået en fast bevilling.

Et teaterstykke som Festen er den største danske teatersucces i udlandet nogensinde, i Danmark produceret af Mammutteatret. Det er allerede nu opført i omkring 50 udgaver rundt omkring i verden - en udbredelse, der har fundet sted på mindre end 10 år. Det er intet mindre end sensationelt.

Vækstlag uden midler

Så dansk teater er ikke så ukendt i udlandet, som formanden vil gøre det til. Danmark har et stort og stadig voksende vækstlag, der driver alle former for forskning inden for teaterkunsten. De befinder sig bare inden for et område af teaterlivet, der ikke har fået tilført flere midler i de sidste rigtig mange år.

Kunststyrelsen modtager hvert år over 400 ansøgninger, og man imødekommer cirka 90 ansøgninger med i alt 65 millioner kroner. Her bliver der drevet forskning, og det koster, som formanden bemærker - og det kan man kun give ham ret i - men problemet er bare, at her er der ikke nogen, der vil betale for det.

På denne baggrund besluttede vi at gennemgå hele den nye organisations- og strategiplan nøjere.

Det gjorde vi og måtte efter gennemlæsningen konstatere, at det teaterlandskab, som Københavns Teater lægger an til i deres strategiplan, til vores store ærgrelse ikke vil kunne skabe rammerne for det kreative miljø, som er afgørende for vores mulighed for at producere det nyskabende, udfordrende og kreative teater, som vi i al beskedenhed mener, vi selv er eksponent for.

På den ene side slår Københavns Teaters strategiplan teatre sammen, finder på nye navne og indfører virksomhedssprog, for noget skal der ske, men pengene er stadig de samme. Sandheden er, at for ganske få år siden var der næsten dobbelt så mange teatre, som der er i dag, men det bliver der ikke talt om - for opgaven lige nu er tilsyneladende at gå ud og lancere de nyeste begrænsninger som noget nyt og spændende.

På den anden side har man som led i den værdikamp, som kulturministeren er meget optaget af, fået lavet et topstyret kontrolorgan, som holder de få teatre, der er tilbage, i et jerngreb. Kultur-ministeren har afskaffet armslængde-princippet og indført en slags 'teaterpoliti'.

Central styring

I den nye opbygning af Københavns Teater, hvor den centrale styring af teatrene er det dominerende element, ser vi en bestyrelse, der vil kunne tøjle teatrene og kunsten. Mandsopdækket af to bestyrelser med hver deres formænd, den ene stort set valgt af den anden, plus en direktør og et sekretariat for Københavns Teater, som teatrene skal sparre med økonomisk, men også hvad angår repertoire.

Den kunstneriske profil for det enkelte teater er allerede stukket ud centralt fra Københavns Teaters bestyrelses side. Strukturen kan komme til at virke meget ufrugtbar, tung, tidskrævende og kvælende. Samtidig skal der udvikles, fornys, forskes og eksperimenteres med teatret, så det når internationale højder, mens teatrene samtidig skal sørge for, at publikumsunderlaget forøges med 25 procent, og at indtægten dækker 50 procent af de samlede omkostninger inklusiv husleje.

Man kan let få følelsen af at befinde sig på en slags kunstnerisk banegård, hvor togene kører i alle retninger, og hvor den kunstneriske udvikling har meget ringe kår. Man kan ikke eksperimentere i ordets egentlige betydning, hvis man skal tilgodese så mange krav fra et centralt styret organ. Man kan ikke bare øge teatrenes bevillinger med syv procent og kræve 25 procents forøgelse af publikumsunderlaget og så automatisk forvente, at det vil udløse et kunstnerisk kvantespring.

Københavns Teater kan i værste fald ende med at få en rolle som censurerende teatermonopol i København. Hvad er egentlig ambitionen? Københavns Teater virker ikke, som om de vil risikere det nødvendige - det er ellers det, kunsten lever af - de vil have noget for pengene, om ikke andet penge i kassen.

Mammutteatret vil til gengæld fortsat meget gerne udfylde rollen som et kunstnerisk stærkt profileret nomadeteater i København og opsøge de åbne scener, hvor vi kan spille vores repertoire. Vi indgår også gerne i co-produktioner og mener, at vi kan udfylde en vigtig plads, hvorfra vi kan være med til at udvikle det kunstneriske niveau i Danmark.

Mammutteatret inviterer hermed Københavns Teaters bestyrelse til at komme og se vores næste forestilling, Liv Og Død På Café Olfert Fischer af Jan Sonnergaard. Forestillingen spiller i K2, hvor Mammutteatret fra d. 21. oktober til d. 18. november har til huse. I lyset af at der tegner sig et billede af et stort teater, Københavns Teater, med en række filialer, vil der blive god brug for modspil fra et alternativt teater som Mammutteatret, der fri for top-styring kan søge nye veje.

Tina Gylling Mortensen, Claus Flygare og Thomas Bendixen er ledere af Mammutteatret samt skue-spillere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her