Selv John Kerry og John Edwards kunne næppe tro deres egne øjne, da resultatet af det demokratiske partis valgmøder i Iowa dukkede op på tv-skærmen mandag aften. De havde begge banket Howard Dean med en overraskende stor margin. I flere måneder delte eks-guvernøren fra Vermont førerstillingen i midtveststaten med Richard Gephardt. Men i løbet af et par uger måske i de sidste dage kollapsede deres øjensynligt svage vælgeropbakning og skiftede til senatorerne Kerry og Edwards. Hvordan forklare dette jordskred?
Det første man skal bide sig fast i er, at kyndige politiske iagttagere på et tidligt tidspunkt i valgkampen anså John Kerry og John Edwards for at være favoritter til partiets nominering. Indtil sidste sommer var det den konventionelle opfattelse. Herefter rejste Fugl Fønix sig i form af Howard Deans internet-baserede kampagne mod krigen i Irak. Pengene strømmede ind fra 300.000 amerikanere. Ved årskiftet havde Dean indsamlet 40 mio. dollar, mens partielitens foretrukne kandidat John Kerry kunne opvise 29 mio. dollar, af hvilket han havde opbrugt rub og stub og følgelig måtte tage et lån i sit eget hus i Boston på seks mio. dollar for at finansiere sin come-back kampagne i Iowa. Men forinden var eksgeneral Wesley Clark trådt ind på scenen, hvor han stjal John Kerrys bedste argument for at slå George W. Bush: En baggrund som dekoreret krigsveteran i Vietnam og senator med en rig erfaring i udenrigs- og sikkerhedspolitik. I New Hampshire mistede Kerry pludselig en del af sin opbakning til Wesley Clark, mens Dean i meningsmålinger øgede sit forspring. I de sidste tre uger faldt Kerry ned på en 3. plads efter Clark og Dean, skønt han er virkelig godt kendt i New Hampshire. Vælgere i delstaten var ganske enkelt ikke tændt på hans budskab og hans uinspirerede aflevering og stil.
Derfor mÅtte Kerry satse alt på Iowa. Her skulle han ikke konkurrere med Clark, der valgte at skippe valgmøderne og fokuserede på New Hampshire og hans base sydstaterne. Herudover stjal Kerry nogle af Deans outsider-argumenter (»We are going to take back the country and the flag from Bush«) og appellerede til de mange krigsveteraner i Iowa om hjælp. Strategien virkede, bl.a. fordi Howard Dean forsatte sin kritik af krigen i Irak uden at forklare, hvad han vil gøre som præsident. Dean blev grebet i små løgne. Til en Iowa-avis hævdede han, at en afdød bror tjente i hæren. Det var ikke rigtigt. Han påstod, at Jimmy Carter inviterede ham til sin hjemby i søndags. Det var lige omvendt. Dertil kom, at amerikanske medier gjorde alt for at tryne Dean. Alt dette gav en mere inspireret og bedre talende John Kerry en åbning, som hans velfungerende kampagneapparat benyttede med vigtig assistance fra brandtaleren Ed Kennedy. Man kan derfor højst drage konklusionen, at senator Kerrys kandidatur er i live. Hvis han som Dean var endt på en 3. plads med 18 pct., ville det være slut.
Den store overraskelse i Iowa var ret beset ikke Kerry. Det var tværtimod senator John Edwards fra North Carolina. Indtil for få uger siden lå han nede på 10 pct. i meningsmålinger fra Iowa. Han vandt 32 pct. mod Kerrys 38 pct. af stemmerne. I modsætning til Kerry, Dean og Gephardt rådede han ikke over en overbevisende organisation i staten, hvilket plejer at være forudsætningen for at vinde en så stor tilslutning. At Edwards trods dét fulgte lige i hælene på Kerry, skyldes ikke kun North Carolina-senatorens positive budskab og vindende personlighed. Det var også det nye, friske og ungdommelige ansigt samt betænkeligheder ved de tre andre kandidaters chance for at slå Bush i november. Dean og Kerry kommer fra liberale New England-stater og Gephardt lå for tæt op af fagbevægelsen. Edwards base er derimod det konservative Syden, hvor en demokrat helst skal vinde et par stater for at besejre Bush. Ingen deltagere i Edwards valgmøder i Iowa, hvor han talte som en sydstatsprædikant, kunne afvise dette vægtige geografisk argument. Edwards tiltrak desuden overraskende mange stemmer fra Gephardts arbejderklassestilhængere. En forklaring er, at senatoren er søn af en minearbejder og voksede op under fattige kår. Man kan sige mange gode ting om Dean og Kerry, men det står ikke i deres curriculum vitae. Edwards eneste achilleshæl er hans professionelle baggrund. Advokater er ikke særligt populære i USA.
En sidste overraskelse og for mange et chok var Howard Deans manglende evne til at bringe sine nye vælgere til de demokratiske valgmøder i Iowa. Den væsentligste grund til Deans opbakning fra mange establishment-demokrater som Al Gore har været et løfte om at mobilisere mange af de amerikanere, som ikke gider at stemme i præsidentvalg. Kun ad den vej kan en demokrat slå Bush, hævder han. Hvis det ikke sker i New Hampshire, er hans kandidatur færdig.
På tirsdag stemmer man i New Hampshire. Det bliver et kapløb mellem fire. Senator Joseph Lieberman har få chancer. Meget tyder på, at afgørelsen tidligst vil falde under valg i 10 delstater den 2. marts.
