Læsetid: 3 min.

For åbent tæppe

23. september 1999

DET VAR IKKE den Mogens Lykketoft, man er vant til, dén der i går lod sig interviewe i Information. Det var en finansminister, der foretog erkendelse for åbent tæppe. En søgende minister, der for første gang vedgår, at regeringens ellers så fremgangsrige arbejdsmarkedspolitik har alvorlige mangler. Erkender, at man har været "lidt beruset" af de første års succes for aktiveringspolitikken og derfor har overset, at de voldsomme forandringer i samfundet "i stadig højere grad (slynger) folk ud af centrifugen". Det har skabt en gruppe, der "er strandet i kontanthjælpssystemet og den sociale aktivering."
"Det er klart, at meget af det, man laver i den sociale aktivering, ikke har noget rigtig godt perspektiv i forhold til at komme tilbage i arbejde," siger ministeren.
Lykketoft vedgår, at der er en gruppe på 115.000 medborgere, som gennem fem års højkonjunktur har cyklet rundt mellem kontanthjælp, revalidering og aktivering uden at komme et skridt nærmere en forankring på arbejdsmarkedet. Ligesom han vedgår, at der - stadig efter fem års højkonjunktur - er i alt 873.000 personer på overførselsindkomster. Nogle givetvis glade for deres førtidspension, efterløn eller sygedagpenge - andre presset dertil og nedbøjede over ikke at kunne bevare deres plads i arbejdslivet.

VI SKAL VÆRE ærlige: Finansministerens erkendelser kom bag på os. Vi havde ikke ventet, at den økonomiske troldmand, der siden regeringens start har arbejdet på at sætte turbo på vækstøkonomien for bl.a. beskæftigelsens skyld, nu går ud og siger, at selvsamme turbo - "centrifugen" - er årsag til, at de svageste, de udstødte, forbliver udstødte. Og at han ikke har færdige svar på, hvad man skal gøre ved det. Vi havde ikke ventet det, men vi vil gerne som de første tage hatten af for finansministerens nye klarsyn. Og i øvrigt gøre vores til at holde ham fast, når nye løsninger skal formes og opgøret med gamle tages.
For let bliver det ikke. Det handler om at skabe en ny type job til dem, der ikke kan finde sig til rette i det hidsigt konkurrerende erhvervsliv, hvor centrifugalkraften er så stærk. Det handler "om at lave et arbejdsmarked, der ikke bare er mere rummeligt, men langt mere rummeligt," og som giver dagens tvangsaktiverede et alternativ i form af "en fuldt normal ansættelse på normale løn- og arbejdsvilkår."

VANSKELIGHEDERNE er til at få øje på: Lykketoft ønsker et "massivt pres" for at skabe flere fleksjob, men hidtil er det kun lykkedes at skabe 5.811 af dem. Og store dele af fagbevægelsen er imod, fordi fleksjobberne er frataget rettigheder, som personer på det øvrige arbejdsmarked nyder, herunder retten til dagpenge og medlemsskab af en a-kasse. Socialminister Karen Jespersen har foreslået, at fleksjobbere, der bliver ledige, skal kunne få et reduceret dagpengebeløb - i tre måneder. LO har distanceret sig, og ministeren siger selv, at det er en lappeløsning - hun kan bare ikke komme videre på grund af modstand fra arbejdsminister Ove Hygum.
På et andet område har erhvervsminister Pia Gjellerup vanskeliggjort den ny jobskabelse ved som spareforanstaltning at reducere den gældende hjemmeserviceordning - tilskuddet til vinduespudsning forsvinder og tilskuddet til havearbejde reduceres - i et forlig med SF og Enhedslisten, som CD's Mimi Jakobsen har udnævnt til "makværk". Ikke mindst fordi beskæringen kom samtidig med, at man hældte over en milliard ekstra i den aktivering, som også Lykketoft nu ser de klare begrænsninger i.
En tredie mulighed handler om den ordning med nedsat moms på håndværks- og serviceydelser, som EU nu åbner for. Fra nytår kan EU-landene i op til tre år nedsætte moms på rengøring, vinduespudsning, reparationer, plejeopgaver m.m. - som jobskabelsesstrategi for de udsatte grupper. Det vil ikke ske i Danmark, for økonomiminister Marianne Jelved sætter sig benhårdt imod. Ligesom hun sætter sig imod og kalder det "absurd", når nogen foreslår - som nu Lykketoft - at lade den offentlige sektor stå for en vigtig del af den nye jobskabelse for de udsatte grupper.
Opgaven med i praksis at skabe en sådan solidaritet med de, der hægtes af vækstcentrifugen, at det fører til deres genindtræden i de arbejdendes fællesskab, er formidabel. "Der er en stor barriere af holdningsmæssig art," fastslår finansministeren.
Han ved det af egen erfaring og fra sin nærmeste omgangskreds. Hvis han nu selv har overvundet barrieren, er et vigtig første skridt taget. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu