Læsetid: 3 min.

Åh, Kaukasus

26. november 2003

Der er al mulig grund til at være på vagt over for udviklingen i det kaukasiske miniimperium Georgien. Der rives og slides i landet fra alle sider, og det risikerer at gå helt i opløsning. For nok er det fint, at det lykkedes oppositionen at tvinge valgsvindleren Eduard Sjevardnadse til at træde tilbage. Det lykkedes endda at gennemføre den georgiske ’fløjlsrevolution’ uden blodsudgydelser, hvilket er helt uhørt i Kaukasus. Og de førende oppositionsledere har hurtigt forsøgt at mane til besindighed, berolige Rusland og Vesten, og love hurtig gennemførelse af valg i landet.
Men når georgiernes eufori over at være sluppet af med Sjevardnadse er ovre, og det vil den lynhurtigt være, så står de og deres naboer fortsat tilbage med enorme problemer.
Økonomisk og socialt er hele regionen banket ned i skidtet. Og Kaukasus er desuden et etnisk, religiøst og politisk kludetæppe, som er overdrysset med let antændeligt krudt. Hele bjergregionen er plaget af uløste konflikter. Mest kendt er Tjetjenien i Rusland, men også andre russiske republikker i Kaukasus er truet af etnisk og politisk strid og kævl, bl.a. i Nord-Ossetien og Ingusjetien.
Konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan ligger og ulmer i Nagorno Karabakh. Og hele Georgien er nær opløsning på grund af konflikterne med de selvstændighedshungrende republikker Abkhasien, Adjarien og Syd-Ossetien, som Sjevardnadse reelt ikke har haft kontrollen over i mange år. Abkhasien og Syd-Ossetien har for længst erklæret sig for selvstændige godt hjulpet uofficielt af den store nabo Rusland. Og Adjariens ledelse indførte forleden undtagelsestilstand som reaktion på, at den populistiske oppositionsleder Michail Saakasjvili nu er en mulig kommende præsident i Georgien. Saakasjvili er kendt for at gå ind for en hård linje for at tvinge oprørsrepublikkerne tilbage i den georgiske fold. Det kan hurtigt føre til, at Adjarien erklærer sig selvstændigt, og i værste fald kan det betyde en ny blodig borgerkrig i Georgien, som meget hurtigt kan trække Rusland med i kampene.

Bag kulisserne spiller stormagterne Rusland og USA et kynisk spil om indflydelse i området og om olierigdommene fra Det Kaspiske Hav. Russerne har fortsat to militære baser i landet og optræder som fredsbevarende styrker, men Sjevardnadse, som yndede at spille Rusland og USA ud imod hinanden, tillod til gengæld USA at sende et kontingent soldater til landet. Og Moskva støtter mere eller mindre åbent abkhaserne, som ofte taler om at blive indlemmet i Rusland, og sydosseterne, som gerne vil forenes med broderfolket i den russiske republik Nord-Ossetien.
Derfor kan det ikke undre, at præsident Vladimir Putin forleden udtrykte stærk kritik af Sjevardnadse, som han mente havde ødelagt det »historisk nære« venskab mellem Georgien og Rusland. Putin advarede samtidig indirekte georgierne imod at vælge Saakasjvili til leder og udtrykte bekymring for, at magtskiftet i Tbilisi var sket under truslen om vold. Saakasjvili var i front under stormen af parlamentet og truede højlydt Sjevardnadse med en voldelig magtovertagelse. Dette blev kun forhindret, fordi Moskva greb ind og fik gennemtrumfet en forhandlingsløsning.
Saakasjvili er desuden meget upopulær i Moskva, fordi han går ind for en renationalisering af de statsvirksomheder, som er blevet solgt for en slik til georgiske og russiske oligarker.
Den anden oppositionsleder, Nino Burdsjanadse, derimod er mindre radikal og vil formentlig kunne få støtte fra både Moskva og USA, som begge trods alt har nok andet at se til i deres kamp imod terrorisme og derfor må forventes at ønske fred og stabilitet i Kaukasus.

Europa, derimod, er næsten ikke på banen. Og det kan undre meget, for med EU’s og NATO’s udvidelse er de tre lande i Kaukasus og for den sags skyld andre tidligere sovjetiske republikker som Hviderusland og Ukraine pludselig blevet nære naboer.
En langt mere markant europæisk tilstedeværelse og økonomisk og politisk hjælp er nødvendig for at fremme en fortsat demokratisk udvikling i Kaukasus og måske få den til at gentage sig i vore nabolande Ukraine og Hviderusland. Europæerne er nemlig langt mindre fedtet ind i amerikanske supermagtspolitik og resterne af Ruslands imperietænkning.
Europarådet og OSCE kan være med til at sikre stabiliteten i Georgien, holde de nye ledere på de demokratiske dyders sti, og dermed måske sætte en stopper for de konflikter, som allerede i midten af det 19. århundrede fik den russiske nationaldigter Aleksandr Pusjkin til fortvivlet at udbryde: Åh, Kaukasus!

peda

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu